Balstyrisk undergrundsrabalder Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/71/83/52/a4275844570-10-52-1483902898.jpg
08. Januar 2017    

Produktive Gnod udsendte i foråret 2016 'Mirror', der er et goldt minialbum bestående af lige dele noise, sludge og punk. Er man interesseret i kontante toner og en spændende produktion, er det bare med at dykke ned i det kolde mørklandskab.      

Kunstner
Titel
Mirror
Dato
01-04-2016
Genre
Trackliste
1. The Mirror
2. Learn To Forgive
3. Sodom & Gomorrah
Karakter
3
Lad mig tage den fra førstehåndsindtrykket: Til at begynde med skuffede 'Mirror'. Den var på grænsen til det enerverende. Problemet med den seneste udgivelse af Gnod er den genkendelighed, der præger pladen. Dens blanding af hovedsagelig noise og sludge trækker på nogle delvist undersøgende tråde inden for den delvist eksperimentelle del af også metalmusikkens verden, som man er stødt på for mange gange tidligere. Også selvom man egentlig ikke er den mest ihærdige lytter af hverken noise eller sludge selv, har man tidligere mødt det, Gnod denne gang disker op med.

Symptomatisk er det imidlertid, at det britiske kunstnerkollektiv, der til daglig holder til i kunstnerresidensen Islington Mill ikke langt fra Manchester, siden forårets udgivelse af 'Mirror' selvfølgelig allerede har smidt endnu en titel på gaden, nemlig 'Beyond the Lids', der udkom i efteråret og blev udgivet i samarbejde med den elektroniske landmand og DJ Anthony Child. Og som er noget helt andet og i øvrigt langt mindre sludgy. Hvorfor symptomatisk? Jo, fordi Gnod spiller og indspiller musik med en ihærdighed, der er størstedelen af musikere fremmed – diskografien tæller mere end 30 titler udgivet i løbet af omtrent ti år – og bevidstheden om denne musikalske arbejdsomhed farver formentlig den måde, jeg griber en ny plade med Gnod an på, dermed også måden, jeg griber 'Mirror' an på. 

Antallet af udgivelser vidner om bandets trang til at undersøge, vidner om en trang til at lade processen og Gnods åbenlyse interesse i musikkens potentialer i det hele taget være en lige så vigtig faktor som det egentlige, færdige resultat. Jeg skal ikke gøre mig klog på samtlige af bandets udgivelser, men selv når man er bekendt med kun en håndfuld af deres udgivelser, er det nysgerrigheden efter noise-musikkens disposition helt overordnet, der, i hvert fald for denne skribent, karakteriserer Gnod.

Således som sagt også på 'Mirror', om end det tog flere gennemlytninger af pladens kun tre numre, før denne skribent accepterede, at det var denne specielle Gnod-side af hovedet, man skulle lytte med for at få mest ud af pladen og dermed gøre den så interessant for sig selv som mulig. Lad det være sagt med det samme: Først og fremmest kunne jeg til at begynde med nærmest ikke udstå den polemiske vokal, der denne gang på budskabsreciterende vis følger med The Gnod universe in question. Har man det generelt svært med den slags brug af eksistentielle monolog-vokaler, der henholdsvis taler og vrisser mere, end de synger, vil 'Mirror' formentlig være en prøvelse, thi ikke alle har hverken John Lydons eller Mike Williams' evner til at revse, så man lytter efter, eller revse, så det rent faktisk lyder godt, for den sags skyld.

Heldigvis er der meget andet på 'Mirror', der lyder godt. Også virkelig godt. Er det lyden af gold misantropi, Gnod forsøger at ramme, er pladen egentlig så rigtig, at man må ønske, at Sam Weaver, der krediteres for at have optaget og mixet skidtet, vil blive benyttet meget mere fremover, også meget gerne af mere regelrette metalbands, der ikke nødvendigvis opholder sig i den britiske undergrund. Det er en naturlig, hårdtslående næve af en lyd som denne, der får udgivelser af også større, rigere og såkaldt mere professionelle bands til at blegne ved sammenligning. Guitarlyden har mere med Glenn Branca at gøre end med James Hetfield, og desto mere virkningsfuld på ledens kolde præmisser er den netop. Uden nærmere sammenligning med hverken Branca eller Hetfield i øvrigt.

Gnod har lavet en plade bestående af tre skarpe numre, der alle som et dyrker det støjende og det sludge-balstyriske, som alle vender ryggen til de anderledes beat-rytmiske, industrial-skæringer, der ellers prægede bandets forrige fuldlængde, 'Infinity Machines' (2015), og som viser et nysgerrigt band i vedvarende udvikling. Udviklingen på 'Mirror' læner sig muligvis en tand for meget op ad musik, man kender til og har hørt i forvejen, og sandsynligheden for at man hellere vil sætte nyere udgivelser af Swans eller Corrections House på end 'Mrror', er stor. Ikke desto mindre er det en plade, der stimulerer ens interesse i musik i det hele taget. En betegnelse, der ikke kun gælder for 'Mirror', men for Gnod i det hele taget: Selv når de ikke er på toppen, er de bandet, der er med til at holde nysgerrigheden intakt.

I midten af april er Gnod artist in residence på Roadburn Festival i Tilburg, Holland. Der er stadig billetter at få til festivalen.  

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her