Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Belgisk potentiale næsten forløst

Populær
Updated
Belgisk potentiale næsten forløst

Med "Global Flatline" udfordrer Aborted lytteren med et varieret udtryk, der dog ikke er så slemt, som de gerne vil have det til at se ud.

Kunstner
Titel
Global Flatline
Dato
23-01-2012
Trackliste
01 Omega Mortis
02 Global Flatline
03 ABCDEFGH IDJKLFG (The Origin Of Disease)
04 Coronary Reconstruction
05 Fecal Forgery
06 Of Scabs And Boils
07 Vermicular, Obscene, Obese
08 Expurgation Euphoria
09 From A Tepid Whiff
10 The Kallinger Theory
11 Our Father, Who Art Of Feces
12 Grime
13 Endstille
Karakter
3

Aborted har her i 2012 afbrudt opholdet hos Jacob Hansen i Hansen Studios og barsler derfor med deres seneste vederstyggelige afkom. Det hedder 'Global Flatline' og skulle efter sigende nedlægge alt på denne jord. Men gør den så det? Både ja og nej. Den har virkelig gode momenter og kompositioner, men rummer også nogle tyndslidte klicheer. Det vender vi tilbage til. Først lidt baggrundsviden til læseren.

I Belgien blev Aborted dannet tilbage i 1995 af forsanger Sven de Caluwe. Det var lidt i slipstrømmen på dødsmetallens storhedstid. På dette tidspunkt havde vinden faktisk lagt sig, hvorfor Aborted aldrig rigtig nåede at ride samme bølge som andre europæiske bands gjorde, da deres debutplade først udkom i 1999. En periode hvor kun meget få stadig lyttede til genren. Ikke desto mindre har Aborted holdt fast og her hvor dødsmetal i det stille nyder en ny renæssance, har Aborted stadfæstet sin position som den europæiske pendant til Cannibal Corpse. I hvert fald udtryksmæssigt. For det er her Aborted kommer til kort. De har nu i snart 15 år sunget om mord, drab, tortur, afføring og det, der er værre. Ligesom med deres amerikanske modstykke, så bliver det lyriske og kunstneriske tematiske udtryk en smule kedeligt. Chokeffekten har ligesom fortaget sig.

Musikken derimod har ikke fortaget sig. Selvom Aborted de seneste år har gennemgået en del ændringer i bandets musikersammensætning, så har de alligevel formået at skrive et ganske glimrende album. Der er masser af groove og fede rytmer. Et af højdepunkterne er uden tvivl 'Coronary Reconstruction', hvor Aborted næsten går hen og bliver melodiske i deres dødsmetal. Det første jeg tænkte var "Carcass!" og det antyder titlen jo sjovt nok også. Lækkert nummer. Dette nummer er også titelnummeret på den EP, som Aborted udsendte i 2010. Tre af numrene fra den singleudgivelse har også fundet vej på 'Global Flatline', og det er helt forståeligt. Det materiale er godt. Det er 'Vermicular, Obscene, Obese' og 'Expurgation Euphoria' også, der ligeledes formår at blande både det tunge og det melodiske så det virker.

Når jeg står tilbage og skal vurdere pladen bliver det med blandede følelser. Hvor meget skal den tyndslidte kliché trække ned, og hvor meget skal det trække op, at Aborted tør bruge klaver i en dødsmetalsang? Jeg lander i midten på en solid 3'er. Materialet er godt, men mangler desværre lige det sidste for at få det til at stå rigtigt ud. Aborted spiller en solid dødsmetal, hvorfor man som fan sagtens kan glæde sig til denne skive, der, som nævnt tidligere, også byder på masser af overraskende melodiske indslag. Det bryder monotonien, der ellers så nemt kan lægge sin klamme hånd om dødsmetaludgivelser. Bestemt godkendt. Derudover har digipak-versionen et par bonusnumre i form af to ældre Aborted-sange, der er blevet genindspillet. Og glæd jer så til, at Aborted sammen med polske Decapitated har tænkt sig at turnere i november og december. AMF'12?