Beskedent og brutalt
Populær
Asphyx’ niende plade er så lidt overraskende, at det i sig selv overrasker, at det så alligevel kan være så godt.
Division Brandenburg
Wardroid
The Feeder
It Came From The Skies
The Grand Denial
Incoming Death
Forerunners Of The Apocalypse
Subterra Incognita
Wildland Fire
Death: The Only Immortal
Martin van Drunen er en beskeden mand. Da han gendannede Asphyx sammen med den originale trommeslager Bob Bagchus i 2007, droppede han sit fuldtidsarbejde for at leve af musikken alene. Ikke som en på nogen måder holden mand, men de penge, han kunne tjene på at spille live og på royalties fra de klassiske tidlige plader med Asphyx og Pestilence, var lige nøjagtig nok, til at han kunne hellige sig musikken helt og holdent og ikke behøvede at få det til at passe sammen med ekstra-metalliske aktiviteter.
Den blanding af beskedenhed og dedikation til dødsmetal slår igennem i Asphyx på deres niende album, det tredje siden gendannelsen. Bob Bagchus er ude, så det tætteste, man kommer på et originalt medlem i den nuværende inkarnation af de hollandske veteraner, er altså Martin van Drunen, der oprindeligt kun var med på de to første plader fra 1990-1992. Men det gør stort, for Asphyx lyder stadig umiskendeligt som Asphyx. I disse post-Motörhead-dage, hvor man kan tage sig selv i at se sig bekymret om på metalscenen efter gamle bands, der er lige så pålidelige og lige så lidt overraskende, som Motörhead var det, er Asphyx standhaftige og fuldkommen urokkelige.
Der er ingen overraskelser på ‘Incoming Death’, det er helt basal dødsmetal af den gamle skole, sådan som det altid har været. Hånden på hjertet var jeg faktisk ikke så overvældet af dem, dengang de kom frem, slet ikke set i forhold til Martin van Drunens fortid i Pestilence, men da jeg alligevel ved et tilfælde kom til at høre ‘Deathhammer’, da den udkom i 2012, blev jeg slået af, hvor solidt det var. Det er sjældent, at gendannede bands ligefrem peaker under deres comeback, men det gjorde Asphyx altså der. Det hele rykkede lige den tand hårdere og havde så organisk et flow, at det var næsten lige som at høre dødsmetal for første gang på værelset i slutningen af 80’erne. Så basalt, så brutalt.
Og det niveau holder hollænderne på ‘Incoming Death’. Riffene er stærke, samspillet er tight, og Martin van Drunens growl er dybt og hæst, som det skal være. Der er en vægtning mod de langsommere numre som ‘Wardroid’ og ‘The Grand Denial’ og midtempo-død som i ‘The Feeder’, hvor specielt sidstnævnte giver Motörhead-sammenligningen mening, men det er uden, at det går ud over fremdriften: Det føles stadigvæk som en tjep plade, og det markerer den indledende ‘Candiru’. Det fungerer upåklageligt. Det er ikke en plade, man ligefrem føler sig klogere af at høre, den udfordrer ikke på nogen som helst måde ens musikalske register – måske højst ved netop at være så beskeden i sine prætentioner.
Det er måske i virkeligheden den eneste overraskelse på ‘Incoming Death’: at det nogle gange faktisk kan være nok bare at være solid.