Fra punk til post-punk
Populær
Big Mess’ debut var tættest på en Hüsker Dü-feel, men med opfølgeren bevæger bandet sig tættere på andre firserhelte. Den smager af alt det gode, vi kender fra post-punken, men også af bossanova, blå blæsere og avantgarde-støj.
Leave The Scene
Counting on U
Double-Edged
Still S.A.D.
Bridesmaid
2 of U
Nobody's Favorite
Kill 'Em All
Montage Feeling
Stay With Ur Friens
Ny Kold
Hvis du ikke er kommet for at danse, er Big Mess nok ikke bandet for dig. Allerede fra åbningsskæringen ‘Pick Your Queen’ går bandet målrettet efter genkendelighed i sangskrivningen. Michael Berents Bojesen vokal er anstrengt og forpint, som vi kender det fra post-punkens mere rockede, emotionelle afdeling. Generelt kører bandet en fin, nostalgisk stil videre i den rytmiske skæring ‘Leave This Scene’, der snildt kunne kombineres med ølvåde scenegulve på Københavns små scener eller spilles over anlægget på byens rockbarer. Der er ingen tvivl om, at albummet placerer sig godt oppe på catchynessskalaen med nogle enormt flotte, poppede omkvæd.
Der er, udover et klassisk lydbillede, solide refræner på såvel ‘Counting On You’ som på ‘Double-edged’. Sangene præsterer at brænde sig ind i hjernerillerne allerede efter andet genlyt. Det er ikke en opgave, så mange danske bands kan løfte, men det er også tydeligt, at der nok er skævet til fortidens kæmper som Killing Joke og New Order. På ‘Bridesmaid’ begynder bandet dog at eksperimentere lidt mere, som vi også kender det fra førnævnte bands, hvor der tilføjes lyst kor på omkvædet, mere jangly guitarlyd og antydningen af en blå trompet. På ‘2 of U’ slår bandet helt om og præsterer en horn-drevet bossa-ballade med fingerspillet guitar – alt i en spændende kontrast til Bojesens vokal. Næste skæring, ‘Nobody’s Favorite’, kombinerer et simpelt, men stærkt og gentagende trommemotiv med melankolsk violin.
På trods af et imponerende og altid spændende kompositorisk niveau holdes den store emotionelle kulmination tilbage på grund af teksternes ofte lidt for naive, grænsende til ureflekterede tone. I sidste ende er det nok en smagssag, om man synes at enkelheden i virkeligheden klæder stilarten – men for undertegnede bliver det et tilbagevendende irritationsmoment, at man ikke altid finder mening i tekstuniverset. Årsagen kan muligvis findes i bandets punk-rødder, hvor man måske bekymrer sig lidt mindre om den slags småting, bare det går hurtigt nok.
Stilskiftet, Big Mess har foretaget, medfører et krav om en anden type forpligtelse; når de musikalske ambitioner er vokset, bør teksternes ambitioner følge med. Bandet lever ikke altid op til det med linjer som “Filled to the brim / Emotional bagage / I heard from somewhere that you’re slightly fascist / No one left to get to know / Standing alone fighting the show” på ‘Kill ‘Em All’. Hvordan er man “slightly fascist”? Og hvad/hvem binder linjen an til? Samtidigt præsteres der dog (i samme sang) også fantastiske linjer som “Burn Copenhagen / Urn of my ashes” – et sublimt indrim, der viser, at vi nok i virkeligheden er ude i, at teksterne simpelthen ikke har været udsat for nok rette-runder under skriveprocessen.
Det er synd, at teksternes kvalitet får lov til at fylde så meget, for de står ofte i skærende kontrast til albummets ellers tårnhøje niveau. Er man i tvivl om dette niveau, skal man blot lytte til det afsluttende nummer ‘Ny Kold’, hvor Bojesen kombinerer stiludtryk fra både Robert Smith fra The Cure og Patrick Kindlon fra Drug Church, hvor man samtidig bades i febrilsk guitar, melankolsk kor og hi-hat-extravaganza. Det er adskillige niveauer over, hvad man normalt ser fra et dansk band.