Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Stærkt og energisk

Populær
Updated

Det er et beslutsomt HateSphere, der brænder titelnummeret ’Murderlust’ af som det første på deres ottende fuldlængdealbum.

Kunstner
Titel
Murderlust
Dato
30-09-2013
Distributør
Genre
Trackliste
1. Murderlust
2. Pandoras Hell
3. Fear Me
4. The Violent Act
5. Punishable By Death
6. In Process
7. Iconoclast
8. Darkest Of Forces
9. Refill The Chest
10. Assassin

Digipack bonus tracks:
11. Murderlust Preproduction
12. 500 Dead People Live
Karakter
5

Meningen skal man ikke lede længe efter, for ’Murderlust’ bærer på et klassisk, møjerfucking fængende HateSphere-riff lige i dunken! Nummeret er ikke et rutinepræget tjat til nakkehvirvlerne for at få albummet i gang, men både skarp, fængende og velvalgt som benhård standard at åbne med. Især den finurlige lille krølle taget i betragtning, at ’Murderlust’ på digipack-versionen, er tilføjet i sin preproduktionelle udgave som 11. skæring, så man egentlig kan høre, hvor hård den endelige udgave tager sig ud. Spøjst, men virkningsfuldt.

Lineuppet er det samme som på den foregående udgivelse ’The Great Bludgeoning’ (2011), hvad Svendsen ved smuglytningen bed mærke i som værende hørbart, og det er indiskutabelt, at ’Murderlust’ vidner om et sammenspillet band med rutinerede enmandshære bag instrumentering og vokal. Esben ’Esse’ Elnegaard Hansen, der kom til i 2010, kan nu med sindsro kalde sig HateSpheres forsanger i stedet for ’ham den nye’.

Muse og gæsteoptræden
 
’Murderlust’ viser et groovy HateSphere, der uden at glemme rødderne stadig udtrykker spilleglæde, kant og drivkraft anno 2013. Derfor også en stille undren over valget af at lave en coverversion af Muses ’Assassin’. Nuvel, de fleste sange ville lyde bedre i tempo 210 og med Peter ’Pepe’ Lyse Karmark på guitar, men uagtet omskrivningen er det stadig et Musenummer, som HateSphere kunne have skrevet bedre selv, hvad valget måske drejer sig om. Det er ikke et dårligt nummer, men føjer ikke noget videre til ’Murderlust’, og der er enkelte neutrale numre, der ikke fæstner sig og stikker ud blandt det stærkere materiale, der som modpol til gengæld er så hårdtslående at de opvejer resten.

Produktionen er også denne gang varetaget af Tue Madsen, der har haft sin indflydelse på HateSpheres udgivelser siden 2005 (’The Sickness Within’), og Mircea Eftemie (Mnemic), hvis seneste coverart i al sin blærerøvsfaktor er at finde på Carcassalbummet ’Surgical Steel’, har stået for coveret, som han også gjorde det på ’The Great Bludgeoning’.

På ‘Iconoclast’ har Esse fået selskab af Trevor Strnad fra The Black Dahlia Murder, og nummerets start er af den støbning, som også kendetegner netop The Black Dahlia Murder, med hæsblæsende tempo og intens højspænding, men udvikler sig til at blive mere bastant og tilbagelænet, så man kan få pusten. Mon Trevor har haft en finger med i udformningen af nummeret? Samarbejdet fungerer i hvert fald upåklageligt.

Højdepunkter

’Punishable By Death’ deler titel med det fjerde nummer på Fall Of Pantheons roste ep ’The Shadow Envelops All’, men har ellers intet til fælles med de danske dødsmetalopkomlinge udover den høje standard, for nummeret er klassisk HateSphere-thrash: Flabet, energisk, og hurtigt, riffarbejdet solidt og bandet til stadighed indlevende og insisterende.

‘Fear Me’ er albummets tungeste nummer og får dødsmetalliske tendenser hen imod slutningen, hvad der alle dage har klædt både genren og HateSphere. ‘Fear Me’ og 'Pandoras Hell' er albummets ørehængere for undertegnede sammen med selve titelnummeret ’Murderlust’ der er noget af det bedste, HateSphere præsterer på albummet, og sammen med ovennævnte sange sætter et memorabelt komma i HateSpheres stadig voksende historie, der, om vanen holder stik siden 2005, vil udvikle sig med en solid udgivelse hvert andet år. Forhåbentlig med de nuværende bandmedlemmer.

HateSphere er i øjeblikket med på svenske Hypocrisys ’End of Disclosure Tour’, der slutter d. 5. oktober, og vil man have et indblik i livet på landevejen, rapporterer Esse atter i HateSpheres turdagbog, som han også gjorde det fra 'The Great Mechanical Hate Tour' på omtrent samme tid sidste år.

HateSphere-fans vil ikke blive skuffede over 'Murderlust', som gennemgående er en stærk og vellydende udgivelse, og tilbage står kun spørgsmålet om, hvorvidt der også er en danmarksturné er under opsejling?