En blandet fornøjelse

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/84/91/c6/Accept-Blind-Rage-Artwork-48-1408285274.jpg
17. August 2014    

Det er hårde tider for fans af den traditionelle heavy metal. Få uger efter at Judas Priest storskuffede med ’Redeemer of Souls’, udgiver hæderkronede Accept den middelmådige ’Blind Rage’.

Kunstner
Titel
Blind Rage
Trackliste
01. Stampede
02. Dying Breed
03. Dark Side of My Heart
04. Fall of the Empire
05. Trail of Tears
06. Wanna Be Free
07. 200 Years
08. Bloodbath Mastermind
09. From the Ashes We Rise
10. The Curse
11. Final Journey

Karakter
3

Det skal være sagt straks. ’Blind Rage’ er en tak mere spændstig i kødet end ’Redeemer of Souls’. Men der er alt for meget ligegyldigt musik på ’Blind Rage’, der med sine næsten 59 minutter er en alt for langstrakt affære.

Godt begyndt ...

Det begynder ellers meget godt med ’Stampede’, der samtidig er første singleudspil fra albummet. Stilen er velkendt og traditionel Accept. Hurtige riffs, bastante trommer, hæs leadvokal og dominerende mandskor på omkvædet. Leadvokalen ligger lidt for langt i baggrunden i mixet, hvilket gør sig gældende hele albummet igennem på den i øvrigt udmærkede produktion, som Andy Sneap har stået for.



Efter denne udmærkede begyndelse går det desværre gevaldigt ned i niveau med de to efterfølgende sange, ’Dying Breed’ og ’Dark Side Of My Heart’, der begge er fodslæbende og ikke særligt fængende. Det bliver lidt bedre på ’Fall Of The Empire', der godt nok er en kliché med kliché på, men som med det traditionelle Acceptkor og det fængende omkvæd vækker minder om forgange tiders Accept, selv om tempoet i denne sang også er for sløvt.

’Trail Of Tears’ er til gengæld en hurtig sag. Men det er så også det eneste positive, der at sige om denne sang, der mest lyder, som om det er Hammerfall, der forsøger at lave en parodi på Accept.

Bedre bliver det bestemt ikke med ’Wanne Be Free’. Sangen starter akustisk, inden den går over i midttempo, hvor sanger Mark Tornillo forsøger at synge med følelse i stemmen. Det er ikke kønt. Det lyder som Jon Bon Jovi med halsbetændelse.

Stenalderrock - sådan

Til gengæld er næste sang, ’200 Years’, måske albummets højdepunkt og den sang, der ligger bedst til Mark Tornillos stemme. Det er en sand fornøjelse at høre ham skråle ”Wellcome to the Stone Age”, hvorefter herrekoret brager løs med ”200 Years after Mankind”. Denne sang er en sand lille Acceptperle.

Nævnes kan også sangen ’The Curse’ - en powerballade, hvor Accept for en enkelt sang begiver sig ud på et for dem ikke så velkendt terræn.

Albummet rundes af med ’Final Journey’, der er i velkendt Acceptstil, og hvor Wolf Hoffmann endnu en gang far lejlighed til at kaste sig over et klassisk musikstykke. Denne gang ”går det ud over” Edward Griegs ’Peer Gynt’. Det er bestemt fornøjeligt og værd at lægge ører til.

Alt for alvorligt

Overordnet set må det konkluderes, at Accept spiller fremragende. Desværre er det, som om der mangler noget. Det føles, som om bandet lidt hænger fast i fortiden, men samtidig er der med den nuværende besætning ikke den ironi, der var i de gamle Udo-dage, hvor der altid var en snært af humor, der gemte sig under metalskorpen. Tjek eksempelvis Accepts gamle videoer i forhold til de nye.

Nu om dage er der tilsyneladende ingen tvivl om, at medlemmerne i Accept tager sig selv meget alvorligt. Det er lidt synd.

Afslutningsvis skal det understreges, at ovenstående anmeldelse ikke er en varedeklaration, men en personlig oplevelse efter mange gennemlytninger af ’Blind Rage’. Mange vil sikkert have en helt anden oplevelse, så undertegnede kan kun opfordre til, at man selv giver albummet et lyt og danner sin egen mening. Det er et nyt Acceptalbum under alle omstændigheder altid værd.

Læserkommentarer

Jeg vil sige det på den måde. Taget i betragtning at det er Accept uden UDO, vil jeg give Steffen Jungersen 100% ret i, at det er det bedste album siden Russian Roulette. Men det er godt at du afslutter som du gør, for ellers ville du uden tvivl komme ud i noget snavs...

Enten eller...

Jeg vil sige det på den måde. Taget i betragtning at det er Accept uden UDO, vil jeg give Steffen Jungersen 100% ret i, at det er det bedste album siden Russian Roulette. Men det er godt at du afslutter som du gør, for ellers ville du uden tvivl komme ud i noget snavs...