Blast from the past
Populær
’The Plague Within’ er Paradise Lost anno 1990 i en moderne version, hvor briterne dyrker deres tunge dødsrødder på en plade, der holder næsten hele vejen.
2. Terminal
3. An Eternity of Lies
4. Punishment Through Time
5. Beneath Broken Earth
6. Sacrifice the Flame
7. Victim of the Past
8. Flesh from Bone
9. Cry Out
10. Return to the Sun
Siden dannelsen i 1988 er der næppe et metalband, der har været på en så uforudsigelige mission i karrieren, som tilfældet er det med Paradise Lost.
Briterne startede ud med doomet dødsmetal på debuten ’Lost Paradise’. Udviklede gothmetallen på efterfølgeren ’Gothic’. Frontmand Nick Holmes lagde sin growl på hylden på den dystre ’Icon’ og perfektionerede den melankolske metal på milepælen ’Draconian Times’.
De forsøgte sig med den mere kommercielle gothrock på ’Host’ og på de næste plader frem. Trådte i kedsommeligt dødvande på den selvbetitlede plade i 2005 og skabte endnu et par ujævne udgivelser, før de igen ramte storformen med den melankolske og rifffokuserede ’Tragic Idol’.
”Et stilsikkert comeback for fans af ’Icon’ og ’Draconien Times’,” skrev vi i anmeldelsen af den overraskende og fremragende ’Tragic Idol’.
På den aktuelle og 14. udgivelse gør Paradise Lost nok engang det, de altid har formået at gøre bedst: overrasker lytteren.
”No Hope in Sight” growler Nick Holmes i åbningsnummerets første strofe. Så er stilen lagt.
Frontmandens tekster dyrker som altid et pessimistisk og sortsynet univers, som leadguitarist og bandets komponist, Gregor Mackintosh, laver lyd til med depressiv bravur. Med de ultratunge vers og sørgmodige, melodiøse omkvæd kombineret med Holmes’ vekslen mellem growl og ren vokal smelter ’No Hope in Sight’ sammen til et sjæleligt selvmord.
Nummeret hører til blandt gruppens bedste skæringer i karrieren, og sangen skabte med god grund jubel på de sociale medier, da den blev frigivet som pladens første single for to måneder tilbage.
Desværre holder resten af ’The Plague Within’ ikke samme mesterlige niveau hele vejen igennem. Men det er tæt på.
Mackintosh’ sans for de dystre og tunge doomriffs rammer som en sort tsunami i den smukke ’A Eternity of Lies’ og i de virkelig dødstunge ’Beneath Broken Earth’ og ’Sacrifice the Flame’, mens ’Punishment Through Time’ vitterligt er så old school Paradise Lost, at nummeret kunne have været helt tilbage fra demoårene sidst i 80’erne.
’Flesh from Bone’ kører i så hurtigt et tempo, at udtrykket tangerer decideret dødsmetal. Stilistisk er ’The Plague Within’ også en alsidig plade, der ikke sætter den i en bestemt genrebås. Det kommer især til udtryk i ’Victim of the Past’, der bringer strygerinstrumenter ind i lydbilledet.
Gruppen spillede nummeret i september sidste år en eksklusiv koncert med et symfoniorkester i Bulgarien. Det virker mere skrevet til den lejlighed end til resten af pladen, og falder igennem som en del af ’The Plague Within’s samlede udtryk.
På cirka samme tid som Paradise Lost spillede deres orkesterkoncert i Bulgarien, kom det frem til alles overraskelse, at Nick Holmes var den nye mand i spidsen for den svenske dødsmetalgruppe Bloodbath. Har den 44-årige Holmes nye tjans i supergruppen haft indflydelse på ’The Plague Within’s hårde udtryk? Det kunne man fristes til at tro, men det virker mere sandsynligt pladens producer har hjulpet briterne i det tunge mål.
De seneste plader kom til i samarbejde med den svenske producer Jens Bogren, mens Jaime Gomez Arellano har overtaget mikserpulten denne gang. Den 33-årige producer synes at være på hjemmebane i det her univers og har sit aftryk på alt mellem den seneste Primordial over Sunn o))), Ulver, Electric Wizard og Cathedral.
Arellanos produktion rammer i hvert fald den helt perfekte lyd på ’The Plague Within’, der er et regulært blast from the past og fremmaner Paradise Lost anno 1990 i en moderne version.
Paradise Lost spiller i Pumpehuset 17. oktober.