Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Body Count bag årets bedste?

Populær
Updated
Body Count bag årets bedste?

Ikke mere pik og patter. Med 'Bloodlust' er Ice-T og Body Count mere vrede og samfundskritiske end nogensinde før. Og overraskende nok endnu mere velspillende. Pladen er et rendyrket metalmonster.

Kunstner
Titel
Bloodlust
Dato
31-03-2017
Trackliste
1. Civil War
2. The Ski Mask Way
3. This Is Why We Ride
4. All Love is Lost
5. Raining Blood/Postmortem
6. God, Please Believe Me
7. Walk With Me...
8. Here I Go Again
9. No Lives Matter
10. Bloodlust
11. Black Hoodie
Karakter
5

USA. 1991. Guns N’ Roses’ rå rockmusik og Metallicas mainstream-metal dominerer på hitlisterne. I kulissen stormer grungebølgen frem på MTV, ført an af Nirvanas Kurt Cobain, der bliver ansigtet på en desillusioneret generation. 80’ernes overflodsfest er forbi. 

Arbejdsløshed, fattigdom, aids og crack florerer som en pest på bundet af samfundet. Teknologien fører virkeligheden helt ind i stuerne. I særdeleshed civilisationens barske realiteter. Golfkrigen vises live på CNN. Og en tilfældig mand med et moderne videokamera fanger fem politibetjente gennemtæske den sorte flugtbilist Rodney King. Episoden fører til de værste raceoptøjer siden 1960’erne. Især i Los Angeles.

Hjembyen for tidens største gangstarapper Ice-T, der på hovedværket 'O.G. Original Gangster' uortodokst introducerer metalbandet Body Count med nummeret af samme navn. De er sorte, de er samfundskritiske, og de er stilskabende med blandingen af heavy metal og rap.

Cop Killer!
31. marts 1992. Body Count debuterer med ’Cop Killer’, der sender chokbølger igennem nationen. Pladens titelnummer handler om hævn. Om selvtægt mod politivold. Om at svare igen ved at slå politibetjente ihjel.

”I'm a cop killer, better you than me / Cop killer, fuck police brutality!” lyder det i sangens kontroversielle omkvæd. For første og eneste gang i USA’s historie går en siddende præsident, George H.W. Bush, ud i offentligheden og fordømmer en plade.

Pladeselskabet Warner bliver truet med bål og brand af dets aktionærer – med skuespilleren Charlton Heston i spidsen – hvis ikke de trækker ’Cop Killer’ tilbage. Flere politistationer protesterer ved at erklære, at de nægter at reagere på udrykninger til forretninger, der forhandler Body Count. Juridisk er der intet at stille op. ’Cop Killer’ kan fordømmes, men ikke forbydes.

Alligevel vælger Ice-T selv at trække ’Cop Killer’ tilbage og udsender pladen i en ny version uden nummeret. Ikke af frygt for konsekvenserne, men af bekymring for dette ene nummer, der overskygger indholdet af pladens 15 øvrige numre – om den racisme, vold og narko, der hærger landet, mens politikerne og eliten har travlt med at rage til sig.

Eksplosiv blodtørst
USA. 2016. Et kvart århundrede senere. Der er ikke sket en skid. Tværtimod. Finanskrisen førte til mere fattigdom. Krigen mod narko blev tabt, og den i Irak fulgt op af flere. Rodney King-affæren gik fra breaking news til old news med en lind strøm af dagligdagsdokumenteret politivold. Otte mænd ejer nu det samme som halvdelen af jordens fattigste befolkning. Reality-tv vandt over begavelsen med Donald Trumps sejr som præsident.

31. marts 2017. Body Count udsender ’Bloodlust’, deres bedste siden ’Cop Killer, og er mere velspillende og vrede end nogensinde før – eksekveret i en stil, vi langt fra er vant til.

For nok var Body Count allerede i deres es på 2014s comeback ’Manslaughter’ – seriøse, satiriske og ikke mindst machomænd, som vi altid har kendt dem for at være med tekster om bitches, bitches, bitches.

På ’Bloodlust’ har Ice-T skåret ind til benet, kastreret sig selv, om man vil. Af gode grunde. For har man noget på hjerte, støjer det, hvis man samtidig står og svinger med pikken.

Body Count anno 2017 er renset for pik og patter. Tilbage er kun en stiv fuckfinger og en svada med de samme budskaber som for 25 år siden – intet har forandret sig, som Ice-T arrigt konstaterer på ’Black Hoodie’.

”All these people out here tripping off police brutality like this shit is something new / Give me a fucking break / I've been talking about this shit for over 20 years / And now you can kill a motherfucker just because of how he's dressed / Are you fucking serious?”

’Black Hoodie’ handler om 17-årige Trayvon Martin. Den sorte teenager, der i 2012 gik i kiosken for at købe en sodavand og på vej hjem blev skudt og dræbt af vagtmanden George Zimmerman, der følte sig truet af den unge mand, fordi han var iført en sort hættetrøje. Sagen medførte flere optøjer i USA, da Zimmerman hævdede, han skød i selvforsvar, og politiet undlod at sigte ham i sagen. For senere at blive tiltalt og så alligevel blive frikendt i retten.

Dave Mustaine udråber borgerkrig
Før ’Bloodlust’ slutter med Black Hoodie’, starter pladen med Dave Mustaine. Det er Megadeth-frontmanden, der lægger stemme til introen på ’Civil War’.

På vegne af præsidenten erklærer Mustaines fortællestemme til lyden af sirener, at landet er i undtagelsestilstand. Der er udbrudt borgerkrig i USA. Det er en typisk ”hvad-nu-hvis?"-tekst fra Ice-T. Pointen med ’Cop Killer’ var at stille det spørgsmål: hvad nu, hvis folk fik nok og gik amok på politiet?

Scenen er den samme i ’Civil War’. Ikke siden borgerkrigen i 1860’erne har befolkningen været mere splittet, end den er med Trump som præsident. Hvad nu, hvis tonen på Twitter blev til virkelighed, har Ice-T i et interview forklaret om teksten.

Tonen i teksten bliver effektivt underbygget af Ernie-C's tunge riffs, så krigsscenariet serveres i de rette utrygge rammer, før det kulminerer i kaos, der hastigt tordner løs med en sublim solo af mesteren selv – Dave Mustaine.

Growl og dødsgrind
Når det ikke er Dave Mustaine, er det metallens andre store frontmænd med holdninger til samfundet, der byder brutalt ind.

Max Cavalera har om nogen taget temaet om politivold op i musikken i sine tidlige år i Sepultura. På ’All Love Is Lost’  er det dog ikke politiet, men kærlighedens svigt, der får Ice-T og Cavaleras vrede at føle – på den hårde og dramatiske tunge facon.

På ’Walk With Me...’ ender musikken på det mest brutale terræn, Body Count har bevæget sig ud på. 1-2-3-thrash-fræsende tempo med Lamb of Gods Randy Blythe, der fra sangens første sekund growler sig igennem versets strofer og fandenivoldsk fortsætter, indtil Ice-T overtager stafetten og bryder ind i omkvædet, hvor tempoet aftager. Indtil klassisk thrash-riffing og tilhørende speed-solo overtager for at blive afløst af et pulveriserende dødsgrind-tempo og en Blythe, der brøler videre som et sindssygt dyr på lur i mørket – identisk med det mørke, han selv beskriver på Lamb of Gods ’Walk With Me in Hell’.

Gæsternes medvirken på ’Bloodlust’ er ikke præget af tilfældigheder.  ’Walk With Me...’  er som skræddersyet til Blythe og havde uden hans aggressive vokalpondus været en fuser for Ice-T at løfte alene.

Der er selvindsigt i sangskrivningen, og hvordan den bedst eksekveres. Som når ’All Love Is Lost’ får ekstra format med Cavaleras gæstevokal, eller når vi finder forskellige referencer bygget ind og smart brugt i musikken.

’Black Hoodie’ er i sig selv formidabel, men får så alligevel et ekstra løft med en kækt krydret reference til KRS-Ones klassiker ’The Sound of da Police’, som Ice-T ubesværet får inkorporeret i nummeret – og sikkert går mange lyttere lige så ubemærket forbi.

Værdien i referencer kommer ikke af forståelsen for dem. Værdien kommer af, hvordan de fungerer med en usynlig effekt for dem, der ikke forstår forbindelsen. For dem, der forstår en sammenhæng, får effekten blot en yderligere værdi som et ekstra kunstnerisk lag.

På forgængeren ’Manslaughter’ gav den formel især gevinst på ’Institutionalized 2014’ og ’99 Problems’.

Sublimt Slayer-cover
Sådan har Ice-T altid komponeret Body Counts musik med en fod i hver genre. Åbenlyst med den ene dybest placeret i metallens rødder. Og med primær inspiration fra Black Sabbath, Suicidal Tendencies og Slayer, som Ice-T selv forklarer som intro, før gruppen kaster sig ud i Slayers ’Raining Blood’.

Hvad der nemt kunne være et kikset eller overflødigt cover, falder optimalt ind i pladens røde tråd. Ingen andre har Slayers slagkraft, men Body Count fanger sangens fandenivoldske sjæl – og får den aggressivt fulgt til dørs.

Som Body Count selv formår at følge deres egne visioner til dørs. Fra de samfundskritiske tekster serveret med gangsterattitude over mandschauvinistisk machofiktion til makabre horror-historier fremført i et miskmask af heavy, hardcore og hip hop. 

Blandt nutidens bedste bands
Hvilket de langt fra er sluppet helskindet fra på alle karrierens seks plader. For alt andet lige har det aldrig været de musikalske evner, der har trukket Body Count frem i lyset. De tvivlsomme evner og vulgære tekster gjorde fra begyndelsen Body Count et nemt mål: hånet af kritikerne og forhadt af heavyens hellige skeptikere – og heller ikke uhørt sjældent foragtet ud fra af den halvracistiske holdning, at sorte ikke har hjemme i metallens kultur. Som i den omvendte verden, når hvide ikke har været velkomne i de sortes rapkultur.

Ironisk nok er det en hvid mand, der er endt som rapkulturens mest kommercielle og succesfulde kunstner, men i metallens verden har vi stadig til at gode at se en Eminem. Det er også lige meget. Mindre kan gøre det.

Når elementerne fra heavy metal og hip hop arbejder sammen og kolliderer som en hæsblæsende helhed, er Body Count de bedste i genren – ’Bloodlust’ holder hele vejen igennem. Og besynderligt nok cementerer Ice-T’s gruppe, at de blandt den generation af metalbands, der kom frem først i 90’erne, i 2017 nu fremstår som et af de mest vedkommende og bedste metalbands – hvem fanden havde set den komme?

LÆS OGSÅ: METALDIKTATOR – COP KILLER