Bombastisk og teatralsk symfoni
Populær
Neo-proggerne i Pallas overrasker (en smule) med deres første skive i seks år.
2. Crash and Burn
3. Something in the Deep
4. The Alien Messiah
5. XXV Pt. 1: Twentyfive Good Honest Men
6. Young God
7. Sacrifice
8. Blackwood
9. Violet Sky
10. XXV Pt. 2: The Unmakers Awake
Pallas er et overset navn fra den neo-progressive scene, prog-genrens såkaldte "anden bølge", som trak på en vævende musikalsk tråd fra 70'er progbands som Genesis, Yes og Camel til Pink Floyd. Marillion er sikkert det bedstkendte neo-prog-band, som da også såvel kunstnerisk som i billboard-regi er genrens mest interessante navn.
På 'XXV', Pallas' blot sjette studiealbum, overrasker den skotske kvintet dog en lille smule. Til trods for at neo-proggen havde sin storhedstid femogtyve år tilbage i start- og midt-80'erne, viser Pallas hér at genren (under de rigtige omstændigheder) stadigvæk holder okay.
Episk opfølger
'XXY' er en opfølger til bandets femogtyve år gamle debutalbum, 'The Sentinel' (deraf den originale titel til den nye udgivelse), men er ikke lige så charmerende i sin pagt med den symfoniske storladenhed, som den tematiske forgænger var og til stadighed er.
Dét kan man lige så godt slå fast med det samme: Pallas er hverken lige så musikalsk charmerende eller lyrisk medrivende, som de var dengang for femogtyve år siden. Det gør dem ikke nødvendigvis uefne, og Pallas anno 2011 er stadigvæk rig på højstemt prog, som fans af Dream Theater, Spock's Beard samt de ældre førnævnte prog-navne bør checke ud.
Emotionel storhedsvanvid
Bevares, det er alt sammen alt for meget på én gang og det er alt sammen alt for opsat på at vende tilbage til en musikalsk tidslomme. Faktisk er det hele ret perverst og kikset: Teksterne er så enorme og følelsesladede, at de bevæger sig lige på grænsen til at blive en parodi på sig selv, riffene er af præcis samme skuffe, som man rockede med til i 80'ernes England og pladens guitarsoli lyder også som det ene levn efter det andet.
Den britiske stemme, der som en morsom og lidt creepy voice-over blandt andet dukker op halvvejs inde i den episke 'XXV Pt. 1: Twentyfive Good Honest Men', gør desuden hverken helhedsbilledet mere troværdigt eller lettere at sluge. Det gør Enya-skønhedsrøsten i begyndelsen af 'XXV Pt. 2: The Unmakers Awake' i øvrigt heller ikke.
Men for fa'en, det er man vel indforstået med, hvis man smækker en plade på med et navn fra neo-proggens pompøse line-up af bands: Et overkill af leflende tekststrofer og ganske søgt musikalitet står for vente. Det ved man bare. Og er det lige præcis dette overkill, man er i humør til, leverer Pallas varen. De kommer ikke med nye tiltag til genren (neo-proggen har stadig revolutionen til gode også efter dette udspil) og der findes utallige bedre plader at sætte på fra genrens bagkatalog.
Men sætter man 'XXV' på afspilleren med dét i baghovedet, at man sætter kursen mod en nostalgisk vej tilbage til en tid hvor manisk storhedsvanvid, pinligt forstørrede følelser og gigantiske musikalske armbevægelser spiller sammen, så vil man bestemt ikke blive skuffet over Pallas' seneste udspil. Der går nok lige et stykke tid, før jeg selv sætter den på igen, men hvad betyder det egentlig for lytteren, der foretrækker sin musik neo-progressiv?