Kunsten at kende sine begræsninger
Caliban søger den melodiske udvikling på deres 11. fuldlængdeudgivelse. Desværre har de ikke en vokal, der kan bære den udvikling.
Intoxicated
Ich Blute Für Dich
Before Later Becomes Never
Set Me Free
My Madness
I Am Fear
Delusion
Carry On
Masquerade
Incomplete
The Great Unknown
Sleepers Awake
Tyske Calibans 2016-udgivelse ’Gravity’ var lidt af en opblomstring for metalcore-kvintetten. En succeshistorie og en plade fyldt med kompetente og hårdtslående metalcore-skæringer. Vanen tro er der ikke langt mellem tyskernes udgivelser. Siden udgivelsen af debuten, ’A Small Boy and a Grey Heaven’ fra 1999, er det blevet til intet mindre end yderligere ti plader. 2018 er året for tyskernes 11. fuldlængde-udgivelse, og det store spørgsmål er så, hvorvidt kvintetten holder det fine niveau fra den seneste udgivelse?
Det gør Caliban ikke. Tværtimod lyder ’Elements’ på mange områder som en discountudgave af ’Gravity’. Produktionen er tilsvarende, tilgangen til sangskrivning den samme, men kvaliteten af sangene langt fra samme niveau. ’This Is War’ er ellers et sprudlende åbningsnummer. Hårdtpumpende testosteron pakket ind i solide melodiske omkvæd. Andreas Dörners åbningsbrøl føles helt rigtigt, på den bastante måde, der opfordrer til anarki og total udslettelse. ’Intoxicated’ følger godt op, inden den det obligatoriske tysk-sprogede nummer ’Ich blute für Dich’.
Generelt har Dörner en sublim core-vokal. Han har volumen og dybden til at lede bandet og er en afgørende faktor i det samlede lydbillede. De senere år, og specielt på de seneste to udgivelser, har kvintetten i høj grad flirtet med at indarbejde ren vokal i lydbilledet. Det lykkes på fornem vis på ’Gravity’, hvor Denis Schmidts rene vokal fungerede fortræffeligt som momentvis support for Dörner.
På ’Elements’ har Schmidt og den rene vokal fået alt for meget plads i lydbilledet. I en sådan grad, at det er tydeligt for enhver, hvor skrøbelig og svag Schmidts vokal er. Hertil er hans engelskkundskaber ikke overbevisende ,og de fleste fraseringer fremføres med en ucharmerende tysk accent. Det lyder decideret fladt og svagt, når Schmidt piver sig igennem omkvædet på ’Before Later Becomes Never’. Så hjælper det absolut intet, at Chris McMachon (Thy Art Is Muder) krydrer nummeret med lidt deathcore-growlen. Et element, der ligeledes virker fuldstændigt malplaceret.
Dörner brøler på gebrokkent engelsk ”This is the last goodbye” på ’Set Me Free’, og endnu engang føles det som at blive opereret i øret med en boremaskine. Det samme gør sig gældende for ’Carry On’. Nummeret har en fantastisk omkvæd, hjerteskærende og singalong-venligt i bedste metalcore-stil, men mængden af spoken-words-lignende lyrik gør det nærmest umuligt at lytte til nummeret. Mængden og kvaliteten af den rene vokal på ’Elements’ er ekstremt kritisabel.
Bedre bliver det på ’Masquerade’. Brian Welch (Korn) overrasker med lidt typisk, stemningsfyldt nu-metal-vokal på et af pladens stærkere numre. Det er ikke meget vokal-tid, Welch får, men den korte tid understreger den enorme kontrast mellem vokalerne. .
I forbindelse med udgivelse af pladen har bandet udtalt, at Caliban på ’Elements’ er essensen af Caliban, bare tungere, bedre og mere melodisk. Det sidste er korrekt, men hvorvidt kvintetten er tungere, kan diskuteres, og at de skulle være bedre, er en lodret løgn. Kvintettens 11. fuldlængdeudgivelse bliver aldrig rigtig spændende ,og med undtagelse af de få nævnte interessante numre er ’Elements’ født til at blive glemt. Calibans forsøg på en melodisk udvikling falder til jorden i halvkedelige kompositioner og vanvittigt dårlig ren vokal. Selv når man søger udvikling, bør man kende sine begrænsninger.