Carnifex betræder nyt terræn
Populær
Med 'Die Without Hope' introducerer Carnifex melodi i dødsmetallens moderne genre deathcore. Og det betyder, at der stadig er håb for dem.
2. Dark Days
3. Condemned To Decay
4. Die Without Hope
5. Hatred And Slaughter
6. Dragged Into The Grave
7. Rotten Souls
8. Last Words
9. Reflection Of The Forgotten
10. Where The Light Dies
Carnifex er et relativt nyt band i genren dødsmetal. Nogle vil måske endda hellere smide dem i 'deathcore'-skuffen, men for en relativt gammel anmelder er vi knap så moderne, så her bliver den arkiveret under dødsmetal. Omend Carnifex bestemt gør deres for at udvide begrebet så meget, at det alligevel bliver vanskeligt at fastholde dem der. For Carnifex spiller utvivlsomt dødsmetal. Growls og fuld skrald på både guitar og trommer plejer at betyde, at så passer man i formen.
Det begrænser Carnifex sig bare ikke til. De tillader sig også at spille melodiske guitarsoli, have pianostykker vævet ind i sangene, som det er tilfældet på bl.a. 'Dark Days', og generelt udfordre de trange kår, man kunne forestille sig, man ville få, hvis man nøjedes med de gængse ingredienser i en dødsmetalskive. På den måde kunne deres tilgang til genren til dels minde lidt om den måde, Deicide valgte at gribe tingene an på, da de lavede den gode 'The Stench Of Redemption', hvor der også var plads til både melodi og vellydende soli. Præcis, som det er tilfældet på 'Die Without Hope'.
Således er der altså stadig, trods titlens ordlyd, håb for Carnifex. Det omvendte kunne man ellers godt frygte, eftersom frontmand Scott Lewis i oktober 2012 annoncerede, at Carnifex gik i dvale på ubestemt tid. Bandet og dets medlemmer havde brug for en pause. Carnifex havde ellers indtil da siden bandets fødsel i 2005 været stabile med hele fire studiealbum frem til pausen i 2012 og turneret heftigt. Det var da heller ikke interne skærmydsler, der gjorde, at bandet tog en pause. For det er stort set samme besætning, der nu er tilbage her i 2014, hvor de debuterer på Nuclear Blast med deres femte studiealbum.
Carnifex er altså avanceret til den dyre liga af bands, hvor organisationen bag er stor. Det kan også mærkes på produktionen, idet pladen er ganske vellydende. Scott Lewis' vokal er solidt plantet i mixet, hvor han får brugt både sine dybe growls og højere skrig. Væggen af tung guitar, med de breakdowns, der jo er i 'deathcore', gør, at lyden forbliver moderne og i tråd med det, som de unge vil have.
Der, hvor kritikpunktet kommer, må være pladen som helhed. Den første halvdel frem til og med titelnummeret 'Die Without Hope' er udmærket og varieret, fyldt med de førnævnte soli, melodier og vovede passager med piano. Derefter bliver den mere traditionel i sange, der balancerer mellem regulær dødsmetal og det moderne 'deathcore', der jo bare er dødsmetal med breakdowns, og hvor det går lidt hurtigere i ny og næ.
Pladen taber således lidt pusten til sidst. Den er dog så tilpas tung og velspillet alt i alt, at det er svært sådan for alvor at blive vred på pladen. Den vidner tværtimod om et band, der har fået lov til at tage en kunstnerisk pause og nu er tilbage med blod på tanden for noget andet og mere end det, deres tidligere plader bød på. Carnifex er ikke helt i mål med 'Die Without Hope', men der er stadig håb for bandet. Det vidner pladens første halvdel om.
Her kan du se og høre den officielle musikvideo til nummeret 'Dark Days', der åbner med lidt piano og ellers byder på ganske udmærket guitarspil: