Catchy black med overskud Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/e3/96/de/SOM366-Abbath-1500X1500px-300dpi-RGB-39-1453664193.jpg
24. Januar 2016    

Der skal ikke mere end én gennemlytning til, før melodierne sætter sig fast. Abbath indeholder ingen overraskelser, men musikken er fængende som bare fanden og leveres med en overbevisende energi.

Kunstner
Titel
Abbath
Dato
22-01-2016
Trackliste
1. To War!
2. Winterbane
3. Ashes of the Damned
4. Ocean of Wounds
5. Count the Dead
6. Fenrir Hunts
7. Root of the Mountain
8. Endless
Forfatter
Karakter
4

Et sted mellem Immortal og I (Abbath Doom Occultas tidligere sidespring fra Immortal) findes albummet 'Abbath'. Det er uden tvivl en black metal-plade, ja, men den emmer af en friskhed, som ikke just kendetegner den gængse black metal. Undertegnede har ikke har oplevet en black metal-plade, der begynder så energisk, siden Darkthrones 'A Blaze in the Northern Sky', der virker mere opkvikkende end kaffe. Det kører bare deruda’!

Allerede ved albummets første nummer, 'To War!, præsenteres lytteren for essensen af hele pladen: catchy melodier, højt tempo, mudrede og lettere thrashede black metal-riff, og en gennemtænkt og velplaceret vokal, som kun bruges, når der er behov for det.

Er det…? Fedt!

Ved tredje nummer, 'Ashes of the Damned', tror man, at man har regnet albummet ud – lige indtil man når en fjerdedel ind i sangen. En saxofon dukker op ud af det blå, blot for at markere en overgang, og kommer ikke frem igen før sangens afslutning. Og det fungerer overraskende godt.

Desværre er det den eneste overraskelse, albummet byder på, hvilket også er det absolut eneste, man kan sætte en finger på. ‘Abbath’ har nogle atypiske træk, der alligevel formår at gøre pladen interessant.

Vokalen er karakteristisk for Abbath Doom Occulta, men kommer flere steder undervejs tæt på at være decideret sang, hvilket særligt kommer til udtryk i slutningen på 'Winterbane', som desuden emmer af frontmandens kærlighed for Motörhead.

En anden karakteristisk detalje, som er med til at definere albummet, er dets moderne lydbillede; trods det traditionelle, kaotiske black metal-udtryk, er lyden frisk, og hvert instrument har plads. Både Abbath Doom Occultas guitar og vokal, King ov Hells bas og Creatures dynamiske trommer står klart i et velfungerende samspil.



Det er, som om ‘Abbath’s høje energiniveau daler en smule ved fjerde og femte nummer, som dog hurtigt samles op igen ved 'Fenrir Hunts, et af albummets største højdepunkter, hvis man altså lader sig overbevise af albummets energiske karakteristika. Et par afbræk hist og pist, både ved mere stille passager i sangene og et par langsomme numre i forhold til gennemsnitshastigheden, er med til at gøre albummet overskueligt og give det en virkningsfuld dynamik.

‘Abbath’ er, hvad man kunne forvente af Abbath. Det er en god og solid plade, der hvad angår medlemmernes bagkatalog og det musikalske aspekt ikke indeholder nogen vilde overraskelser, men det gør egentlig ikke noget. Musikken leveres med en så høj grad af energi og overskud, at det smitter af på lytteren. Det kan sammenlignes med Satyricons 'K.I.N.G.' – det er ikke den dybe tallerken, det er ret moderne af black metal at være, men det er fandens fedt!

Alle de black metal-fans, der anklager for eksempel Deafheaven og Myrkur for ikke at være true og gøre genren til hipstermusik, kan tage en dyb og lettende indånding – Abbath bruger corpse paint (trommeslagerens Nameless Ghouls fra Ghost-inspirerede maske kan diskuteres...), frontmanden er true, og musikken er black metal med et moderne twist. True black metal lever stadig!

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her