Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Forgyldte vibrationer fra den fynske ørken

Populær
Updated
Forgyldte vibrationer fra den fynske ørken

De fynske ørkenkrigere Causa Sui har begået endnu et både medrivende og beroligende album, hvor bandets særegne, instrumentale stoner/kraut/post-rock får de hidtil tungeste riff at gå på.

Kunstner
Titel
Vibraciones Doradas
Dato
17-11-2017
Genre
Trackliste
1. The Drop
2. El Fuego
3. Viborera
4. Seven Hills
5. Vibraciones Doradas
Karakter
5

Hvis det ikke var for den kendsgerning, at Causa Sui har base i Odense, så kunne man snildt foranlediges til at tro, at bandet er vokset op i den tørre amerikanske ørken. For de lyder ikke så lidt som koryfæerne i Kyuss, der om nogen formåede at omsætte de solstegte, golde omgivelser til sveddryppende hård rock med en coolness-faktor, der overgår enhver måleenhed.

Det er en sammenligning, som næppe skaber splid hos medlemmerne i Causa Sui. For ikke alene dyrker de lyden, men også det univers, som Kyuss lagde grundstenene til. En nærmest spirituel fornemmelse hviler over de soniske ofringer.

Men hos Causa Sui er der altså ingen vokal – bortset fra de første par udgivelser i midten af 00'erne. I stedet er bunden belagt med groovy stonerrock tappet fra førnævnte band tilsat både krautede, post-rockede og ambiente lydflader.

En kombination, som de har sammensat over en lang årrække og nu mestrer til absolut tilfredshed. Foruden en masse studiesession-udgivelser, lader det til, at Causa Sui søsatte en ny albumrække med den fuldfede 'Euporie Tide' fra 2013, der blev fulgt op af den klart mere post-rockede 'Return to Sky', før rækken altså nu fuldendes som en stærk trilogi med 'Vibraciones Doradas', der især udmærker sig ved at bevæge sig ud på mere farlige territorier med en snert af doom og sludge metal.

Et forfriskende tiltag, der understreger bandets evne til at plukke fra den store musikalske krydderipakke uden på nogen måde at miste sig selv i processen. Eller lytteren. Dertil er Causa Suis lyd simpelten så meget deres egen, at der aldrig hersker nogen tvivl om, hvem der kommer ud af højttalerne.

I stedet for at fremhæve enkeltnumre er det måske mere sigende at tale om små soniske rejser. Som det oftest er tilfældet med instrumental musik. I hvert fald opleves det sådan, når Causa Sui det ene øjeblik skærer et fuldvoksent riff ud af den rene granit, stopper op og cruiser videre ud i psykedeliske afkroge med en punket lethed, inden de igen lader et riff gynge og vugge, for til sidst at trække stikket på det hele og forfalde til ren ambiens. Som det er tilfældet med første skæring  'The Drop'.

Og sådan fortsætter det helt til slut. Med tydelige referencer undervejs som i 'Seven Hills', hvor der pludselig toner et tidlig-90'er-Smashing Pumpkins-stykke frem, mens starten af titelnummeret kunne være undfanget af selveste Black Sabbath. Eller for at blive i ørkenen: Sleep. Doom, så det river i undergulvet. Det er med andre ord aldrig til at vide, hvad der venter rundt om næste hjørne, men sært nok forbliver stemningen den samme. En følelse af at trække en dejlig varm og støvet dyne hen over krop og sjæl. Det er både medrivende og beroligende. Afmålte aggressioner parret med et formidablt øre for catchy og sanselige melodier.

Og så er produktionen og de enkelte medlemmers udsøgte evner slet ikke nævnt. Bandets kaptajn Jonas Munk, hvis musikalske produktivitet – foruden Causa Sui –  ville kræve sin egen bog at opsummere, vrider det maksimale ud af sin guitar og sine fuzz-pedaler, mens trommeslager Jakob Skøtt spiller så hårdt og tungt, at man skulle tro, han havde spændt håndvægte på armene. Og alligevel lyder det hele legende let. En kandidat til at være én af landets fineste tøndebaskere, som det også kan høres på hans soloudgivelser.

På bassen brillerer Jess Kahr med op til flere finurlige melodilinjer, når han ikke blot sørger for at lægge en dejlig, tyk bund. Rasmus Rasmussen, der også gør sig bemærket som Aerosol og sidste år debuterede med de imponerende zen-masters i Astral TV, fuldender besætningen og strør sine indbydende synths ud over albummet og sondrer konstant terrænet for nye horisonter. Alt og alle er produceret, så gruppens musik buldrer, bruser og behager på en måde, der ville sælge som varmt brød, hvis det kom i pilleform.

Men Causa Sui er den ægte vare. Og glæden ved musikken bliver ikke mere ren, end det er tilfældet her.