Den knap så svære toer
Populær
Med finpudsning af de sidste detaljer kommer man langt, og Childrenn har på ’International Exit’ både defineret deres lyd og fået format.
2. Royal Fever
3. Where´s The Door
4. Year Of Complaint
5. The Signal Is Clear
6. A New Low
7. 11th Hour Lullaby/Cloud #22
8. I Am The Antenna
9. Sing Sing Electric
10. Year Of Desire
Blot halvandet år efter debuten er Childrenn klar med en efterfølger. Bortset fra trommestolen, som er overtaget af Johan Lei Gellett, er bandet intakt, og det er da også tydeligt, at Childrenns lyd er blevet klarere defineret end på ’Animale’, der momentvis fortabte sig i psykedeliske overtoner. Ikke at der er sket markante ændringer i lyden, for det er da fortsat deres eget miks af drone-rock, retro-syre og dystopisk grunge, der dominerer helhedsindtrykket. Live har Childrenn haft en mere intens, nærmest metallisk karakter, og det virker, som om de på ’International Exit’ har været mere interesserede i at få den del af lyden med i sangskrivningen.
’Cool Ache’ lægger ud med sortrandet goth rock og messende vokal, der forløses i stort anlagte lydbilleder, som på elegant vis varsler den gennemgående melankolske, dystre tone, der momentært tilsidesættes i den mere enkle, catchy luftguitar-rocker ’Royal Fever’. I den helt anden ende af spektret har vi pladens tungmetalliske indslag, ’Where's the Door’, der med millimeter-præcision og hidsig vokal bliver mere og mere intens, jo længere nummeret skrider frem. Forfriskende med endnu et dansk band, der tør skille sig ud og på den måde allerede på pladens første tre numre både rummer overbevisende nerve og ørehængerpotentiale.
De mere fabulerende tendenser fra ’Animale’ er væk, sangene er skåret mere ind til benet, og hårde grunge-refræner som ’Year of Complaint’ og ’Sing Sing Electric’ afløses smukt af art-rockede højt til loftet-serenader som ’11th Hour Lullaby/Cloud #22’ og ’Year of Desire’. Mindre eksperimenterende indslag gives der også plads til, blandt andet i pladens længste nummer, den post-rockede ’The Signal Is Clear’, men eksperimenterne tager aldrig overhånd og holdes i fin balance med en altovervejende både dyster og ørevenlig tilgang.
Det er en spændende udvikling, Childrenn har gennemgået i deres korte levetid. Små skønhedspletter som de lidt overflødige ’A New Low’ og ’I Am the Antenna’ kan vi godt se gennem fingre med. Det er nemt at slå et band op på at have fortid i diverse andre mere eller mindre nævneværdige bands. Det skal da heller ikke benægtes, at Sort Sol og Psyched Up Janis ulmer i dele af lydbilledet, men Childrenn er bedst, når de står på egne ben. Og det er lige, hvad de gør på ’International Exit’.