Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Klassisk, progget attack

Populær
Updated
Klassisk, progget attack

Hammers of Misfortune fra San Francisco er noget af en underlig størrelse. Bandets musik stritter i alle retninger, men det er bestemt interessant at være i selskab med dets mangefacetterede musikalske udflugter.

Titel
Dead Revolution
Dato
22-07-2016
Trackliste
1. The Velvet Inquisition
2. Dead Revolution
3. Sea of Heroes
4. The Precipice (Waiting for the Crash…)
5. Here Comes the Sky
6. Flying Alone
7. Days of ’49
Karakter
4

Hammers of Misfortune udgav deres første album i 2001, hvor stilen nærmest var en slags blanding af black metal og folk rock. Siden debuten har bandet udgivet fem album inklusive det nye album ’Dead Revolution’, og ved nærmest hver udgivelse er musikstilen skiftet.

På ’Dead Revolution’ er Hammers of Misfortune, som fortsat er ledet af guitaristen John Cobbett, så ramt ned i den klassiske hard rock/heavy metal fra 70’erne tilsat en ikke ubetydelig dosis prog rock.

Noget af denne udvikling skyldes uden tvivl tilkomsten af forsangeren Joe Hutton, der har været med på bandets to seneste udgivelser. Tidligere i bandets karriere var der tale om skiftende leadvokal mellem bandets mandlige og kvindelige medlemmer, hvor den ene guitar og keyboards p.t. håndteres af henholdsvis Leila Abdul-Rauf og Sigrid Sheie. Men på ’Dead Revolution’ er det Joe Hutton, der står for al leadvokal, hvorfor alene korsekvenserne overlades til resten af bandet.

Hård rock,  men ...

Musikken er ganske hårdt rockende og minder sine steder om Black Sabbath, Thin Lizzy og – som følge af det potente blævreorgel, der hele tiden dukker op – ikke mindst om Deep Purple. Men når det er skrevet, så er det 70’er-rock med et ordentligt skud ekstra vitaminer, for musikken er på ’Dead Revolution’ generelt en smule mere heftig og speedet end det, som de gamle mestre sædvanligvis diskede op med.



Men så er der lige det med prog rocken og Hammers of Misfortune. For hvor musikken ganske vist er betonrockende med ekstra jernbinding, så er Joe Huttons sang i den grad tilbageskuende, følsom, drømmende, lyrisk og solidt forankret i den traditionelle prog rock. Når Hammers of Misfortune skruer helt op og kører på alle ventiler og endda nærmer sig thrash metal, som i anden halvdel af åbningsnummeret ’The Velvet Inquisition’ eller i sangen ’Flying Alone’, så holder Hutton sig hele tiden tilbage og lyder mere som Peter Gabriel fra dennes tid i Genesis.

Hvis man skal give et malende beskrivelse af Hammers of Misfortune på ’Dead Revolution’, kunne det være noget i stil med Black Sabbath tilsat syre og orgel og med Peter Gabriel som forsanger eller omvendt som Genesis med Randy Rhoads på lead-guitar. Det sidste er sangen ’The Precipice’ et fint eksempel på.

Beskrivelsen giver måske ikke mening, men det gør Hammers of Misfortunes musik heller ikke rigtig, hvis man indsætter den i et traditionelt genrekort.

Et band, der burde have mange fans
Det skal høres og opleves, og så vil det sikkert vække relativ stor begejstring hos fans af de bands, der allerede er nævnt men sikkert også hos fans af underlig syrerock og nyere prog metal som Opeth og lignende fine repræsentanter for musik med progressive og metalliske referencer.

’Dead Revolution’ afsluttes med sangen ’Days of ’49’, der er en coverversion af en oldgammel amerikansk sang, som også Bob Dylan har indspillet på sit album ’Self Portrait’ fra 1970.

Man kan synes, at denne coversang er ganske overflødig. Men nogle vil sikkert finde denne tunge og doomede version af en gammel amerikansk socialrealistisk folkesang ganske underholdende.

Alt i alt er ’Dead Revolution’ et rart bekendtskab. Der er ikke mange udgivelser, der lyder som denne, og Hammers of Misfortune er fine repræsentanter for den hårde rock i al deres spraglede genreløshed.