Cornell i 2015: rock, country og folk
Populær
Chris Cornell fortsætter, hvor han slap, på ’Songbook’. Den akustiske guitar er stadig i fokus på en rock-udgivelse, der er præget af country såvel som folk.
Dead Wishes
Worried Moon
Before We Disappear
Through The Window
Josephine
Murderer Of Blue Skies
Higher Truth
Let Your Eyes Wander
Only These Words
Circling
Our Time In The Universe
Bend In The Road
Wrong Side
Misery Chain
Den efterhånden 51-årige amerikaner behøver ikke megen introduktion. Manden med den karakteristiske vokal har gennem årene slået sit navn fast som forsanger for Temple of the Dog, Audioslave og ikke mindst Soundgarden. Hans solokarriere startede med den gode ’Euphoria Morning’ (1999), men huskes sandsynligvis bedst for den katastrofalt dårlige ’Scream’ fra 2009, der var produceret af rapproduceren Timbaland, som mildest talt passede skidt til Cornell.
Seks år er der gået siden. Cornells fokus har været på gendannelsen af Soundgarden, udgivelse af ’King Animal’, turné og hans eget akustiske greatest hits-album ’Songbook’. Alt sammen tegn, der kunne tolkes som en distanceren sig fra skampletten fra 2009. ’Higher Truth’ er da også en udgivelse, der ligger langt fra ’Scream’. Cornell er tilbage med fast grund under fødderne og i vante rammer på denne guitardrevne rock-udgivelse. Ren rock er det nu ikke, men i stedet for en flirt med det poppede og elektroniske udtryk lader det til, at den akustiske 2011-udgivelse har vakt noget i Cornell. Den seks-strengede bliver flittigt brugt i akustisk version i et lydunivers, der låner fra country og folk.
Cornell kan skrive god musik, og når han gør det, er det en fornøjelse at lytte til. Første nummer på albummet, ’Nearly Forgot My Broken Heart’, er en af flere fornøjelser på denne fjerde soloudgivelse. Nummeret startes ganske melankolsk af mandolin, men udvikler sig til en melodisk og rocket skæring. Det melodiske aspekt passer perfekt til Cornells vokal, der samtidig komplementerer det samlede lydbillede. Det samme gør sig gældende for ’Dead Wishes’, hvor den folk-inspirerede tilgang for alvor kan høres. Omvendt har den sjælfulde og smukke ’Before We Disappear’ en insisterende countryinspireret lyd, hvor det eneste, der mangler, er en sydstats-dreven accent, som Cornell heldigvis ikke besidder.
På albummets 15 numre går det aldrig helt galt for Cornell. Sangskrivningen er til tider på højde med materialet fra ’Euphoria Morning’, og når det endelig bliver trivielt og halvkedeligt, som på det repetetive titelnummer, er det ikke dårligt, det er bare mindre interessant. Tempoet på 'Higher Truth' er generelt i hyggetempo. Ingen har travlt, og der er tid til små, finurlige indslag. 'Our Time in the Universe' sætter dog tempoet i vejret og kunne godt lyde som en kommende radio-venlig single. Inden tempoet bliver alt for højt, bliver der dog hevet i håndbremsen i form af 'Bend in the Road'. Et nummer, der ikke bare er langsomt, men også utroligt uinteressant. Her får country, mundharpe og intetsigende kor alt for meget plads og efterlader lytteren med en ligegyldig oplevelse.
Vokalmæssigt byder 'Higher Truth' ikke på noget nyt. Cornell synger, som Cornell nu en gang synger, på godt og ondt. Lyrisk er udgivelsen heller ikke præget af overraskelser. Med udspring i livets helt store dramaer, liv og død, bliver man som lytter ledt igennem de mest forudsigelige emner i den store sangbog. Fra kærlighed over svunden kærlig og ligefrem til nyfunden kærlighed. Hverken nyskabende eller revolutionerende. Til gengæld er der masser af værdi at finde i samarbejdet mellem den country-/folk-rockede lyd og Cornells vokal. Det er i det samspil, at pladen har sin største force.
’High Truth’ er en naturlig udgivelse set i forlængelse af ’Songbook’ og en udgivelse, der på mange områder gør det op for den kedelige ’Scream’. Til trods for gode numre er pladen dog ikke en ubetinget succes. I stedet for at udgive 15 numre, burde Cornell have skåret ind til benet og kun udgivet de 10-11 bedste numre. Den samlede lytteroplevelse halter under Cornells gavmildhed, og det er en skam, for ’Higher Truth’ er grundlæggende en god udgivelse. Manden med den sjælfulde, om end begrænsede, røst, har fundet en musikalsk platform, der passer ham, og som forener vokal, musik og livserfaring på et højere niveau. Nu skal han bare lære at begrænse sig.