Sejhedsmetal Populær

http://www.devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/d3/9c/3d/CravenIdol-Cover-66-1493581575.jpg
30. April 2017    

At 1980’erne stadig er den tid, metallen henter størstedelen af troperne fra, er ingen hemmelighed. Britiske Craven Idol viser med ’The Shackles of Mammon’, at det ikke nødvendigvis behøver være noget problem.

Kunstner
Titel
The Shackles of Mammon
Dato
17-04-2017
Genre
Trackliste
1: Pyromancer
2: A Ripping Strike
3: Black Flame Divination
4: The Trudge
5: Dashed to Death
6: Mammon Est
7: Hunger
8: Tottering Cities of Men
Forfatter
Karakter
4

At metallen ofte synes at bygge videre med de samme LEGO-klodser, som blev støbt i 1980’ernes metalglorværdige årti, var et tema, da Devilution i sidste nummer anmeldte svenske Vampires ’With Primeval Force’.

Det er det også, når man lægger øre til ’The Shackles of Mammon’, Craven Idols opfølger til undergrundshittet ’Towards Eschaton’ fra 2013. Det kan man vælge at se som en form for regression i metallen. Man kan også vælge at konstatere, at der i 1980’erne åbenbart var så megen kreativitet i genren, at man flere årtier senere stadig kan trække på den periode og få spændende resultater ud af det.

Craven Idol er i hvert fald folk, der kan deres metalhistorie. Der trækkes tråde til de tre teutonske titaner, Sodom, Destruction og Kreator. Der er inspiration fra Bathory omkring 1987-1988 og antydninger af Mercyful Fate. Det er en motöriseret hang til hærg. Grundlæggende er stilen black/thrash med en lang række melodiske detaljer, der dog ikke fjerner noget af arrigskaben. Nærmeste referencepunkt vil være et band som Deströyer 666, men modsat australiernes halvtamme ’Wildfire’ fra sidste år, er der et helt andet bid og en helt anden friskhed over Craven Idol.

Fråden flyder
Der er aggressiv og frådende (bogstaveligt talt fornemmer man fråden om munden på bandet) speed på et nummer som åbneren ’Pyromancer’ og efterfølgeren ’Ripping Strike’ (og det er lige det, den sang er), der ikke lader læder- og nitteguderne i Nifelheim meget efter. Der er en rå og primitiv epik til stede som på den afsluttende ’Tottering Cities of Men’ og på ’The Trudge’. Og i forhold til ’Towards Eschaton’ er det, som om bandet har søgt mere tilbage i 80’erne og på den måde har fået en klarere defineret personlighed af det, samtidig med at der ingen tvivl er om bandets metalitet.

Man kan stadig skabe nye og særdeles holdbare legeringer af det metal, der blev smedet i 80’erne. Klodserne kan stadig kombineres på måder, der er friske, selvom materialet er velkendt. Craven Idol får ganske enkelt en til at føle sig pissesej, mens man hører det. Og når man opdager det, opdager man også, hvor meget man har savnet det.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her