Crocells dystre fremskridt

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/7d/14/29/crocell-relics-3-1521542880.jpg
20. Marts 2018    

Både i sangskrivning og musikalitet går Crocell mod mørket på ’Relics’, der er noget af det bedste, de har lavet. Og samtidig noget af det mørkeste.

Kunstner
Titel
Relics
Dato
16-03-2018
Trackliste
1. Black Death Redemption
2. Once Called Slaves
3. Conqueror's Tyranny
4. Tombworld
5. Plague Altar
6. Last Dawn Duet
7. Mammon Rise
8. Liar's Labyrinth
9. World at It's End
Karakter
4

 

Århusianske Crocell har efterhånden eksisteret i mere end 10 år. Deres debutplade, ’The God We Drowned’, landede i slutningen af 2008, og nu er de så klar med deres femte plade, ’Relics’. Som det kan ses fra pladeomslaget af BF.B, er det ikke sange om regnbuer, lejrbål eller kvalitetstid, Crocell laver. Det er dystre brøl om menneskehedens endeligt, og med titler som ’Once Called Slaves’, ’World at Its End’ og ’Conqueror’s Tyranny’ er det ikke vanskeligt at gætte sig til, hvor tilfredse Crocell er med politikerne, samfundet osv.

’Relics’ starter stærkt ud med ’Black Death Redemption’, der både musikalsk og lyrisk er en tung krabat. Den åbner med den klassiske Crocell-lyd på guitaren, der har masser af melankolsk melodi, og det krydres med det sorte islæt, som Crocell har fået på de seneste plader.

Allerede på den forrige ’Prophet’s Breath’ var det tydeligt, at Crocell ikke er blege for at blande lidt black metal i deres melodiske dødsmetal. Det er kun blevet endnu tydeligere på ’Relics’, hvor både guitar og trommer ofte nærmer sig decideret black metal, og Asbjørn Steffensens vokal bevæger sig i spændingsfeltet mellem dybe growl fra dødsmetallen og de afmægtige skrig fra black metal.

’Once Called Slaves’ kan høres her:



’Once Called Slaves’ og ’Conqueror’s Tyranny’ fuldender en formidabel trio i starten af pladen, der stemningsmæssigt flot indvarsler tonen for hele pladen. Derefter kommer ’Tombworld’, der med tunge breaks viser, at Crocell kan lidt af det hele. Det bliver særligt tydeligt på pladens afsluttende titelnummer, der er instrumental og starter med en akustisk guitar, hvilket er noget atypisk, Crocells genre taget i betragtning. Det viser dog facetterne i Crocells sangskrivning og deres grundlæggende melodiske afsæt.

’Relics’ er et skridt fremad i forhold til ’Prophet’s Breath’. Det er, som om Crocell er blevet mere dystre i både sangskrivning og tekster. Det gør bestemt ikke noget. De holder netop fat i det, der gør Crocell gode: det melodiske. Derudover tilføjer de så de mørke elementer, der medvirker til at gøre pladen interessant. Pladen er produceret hos JBO Sound, ligesom forgængeren, og det er der kommet en fyldig og fornem lyd ud af, der passer godt til pladens stemning.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her