Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Dansk debut går til stålet

Updated
Dansk debut går til stålet

Spitanger kommer godt fra start med deres hårdtslående groove metal. Flere numre er med intens pondus, men der kunne godt skæres ind til benet og arbejdes på frontmandens rene vokal.

Kunstner
Titel
Spitanger
Genre
Trackliste
1. Unfaithful
2. Tales From Reality
3. Welcome to the Real World
4. Forever
5. Freedom
6. Weeding Day
7. Revolt!
8. A Better Man
9. Great Depression
Karakter
3

Det er gået et års tid, siden vi først stiftede bekendtskab med Spitanger og talte med guitarist Rasmus Toftlund og trommeslager Niels Alex Larsen. Ambitionerne var klare: Spitanger ville frem i verden, og de skulle nok selv sørge for at tage de nødvendige skridt med DIY-metoden.

Bandet har selv udsendt den selvbetitlede debutplade, der er indspillet i Toftlunds eget Fast Beat Studio. At guitaristen er en erfaren mand bag mixerpulten skinner igennem i produktionen, der har den pondus over sig, som en groovy stil kræver.

Og Spitanger er netop bedst, når de går til det groovy stål og spiller smækfyldt med tempo. Især ’Freedom’ har et frådende format, hvor der fandenivoldsk bliver høvlet igennem med fuld damp på Larsens trommer, og der leveres en fed håndfuld riff fra Toftlund og basgange fra Sammy Damiri.

Sådan skal det lyde. Og sådan holder Spitanger også hårdtslående dampen oppe på pladens øvrige højdepunkter. ’Unfaithful’ viser et højt bundniveau, ’Revolt’ klinger nådesløst af svenskerdød a la At the Gates og The Haunted, mens ’Tales from Reality’ buldrer løs og lyder som regulær dødsmetal, når frontmand Mario Giovagnoli først slipper sit dybe growl løs.

Giovagnoli afløste tidligere i år Spitangers første sanger, svenske David Segerå, og det har gjort bandet godt. Men den nye mand i spidsen har også sine udfordringer med stemmen. Det går ganske fint med at beherske den grumme disciplin, når råheden skal leveres med growl eller arrig vokal. Men det halter efter med den rene stemme som eksempelvis i omkvædet i ’Tales from Reality’, hvori den engelske accent også spiller uheldigt ind, hvilket generelt er et grundlæggende problem for danske sangere – Gasolin's ’Killing’ Time’ står stadig tilbage som skræmmeeksemplet over dem alle.

Pladens længste, ’A Better Man’ på 6½ minut, sniger sig ind som en melankolsk sjæler i midttempo. Det er et ganske hæderligt forsøg på at smide sådan et arketypisk ”stille-nummer” ind på pladen, og særligt Toftlunds solo rammer da også flot ind i formatet ånd, men spørgsmålet er, om det overhovedet er nødvendigt for Spitanger at bevæge sig ud i den boldgade.

Forbillederne i blandt andre Pantera og Black Label Society kommer sjældent over de fire minutter i deres mest kendte og hårdeste klassikere. Og alt andet lige, så er det ingen skam i livet, hvis man ikke kan skrive en ’Cemetary Gates’ og undlader at give resten af verden indblik i forsøget på det.

’A Better Man’ synes nemlig egentlig mest bare at tage pusten ud af pladen, før det efterfølgende nummer, lukkeren ’Great Depression’, igen sætter lokomotivet på fuld fart med kompetent eksekveret tonsermetal. 

Der er netop ingen tvivl om, at kvartetten fuldt ud har de evner, der skal til for begå sig i genren og komme frem i verden, men forsøget på at demonstrere dette virker generelt for ihærdigt udført.

Debutpladen har mange kvaliteter, men man fornemmer, at Spitanger arbejder hårdt på at definere sig selv som et band, der kan mere, end de behøver at demonstrere – less is more, som man siger. Spitanger kunne sagtens have skåret ind til benet her og der og holdt kompositionerne mere stramme, hvilket også kunne gøre deres koncerter til en mere intens oplevelse. Især i den for lange ’Forever’ virker den afsluttende part overflødig.

Men overordnet set kommer Spitanger godt fra start med deres hårdtslående southern metal, som få andre formår at lave ligeså godt på den danske scene.