I mangel af bedre ...

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/36/df/47/Dictator-97-1533294143.jpg
03. August 2018    

Daron Malakian and Scars on Broadway har ikke succes med at slippe ud af System of a Downs skygge. 

Titel
Dictator
Trackliste
Lives
Angry Guru
Dictator
Fuck and Kill
Guns Are Loaded
Never Forget
Talkin Shit
Till the End
We Won't Obey
Sickening Wars
Gie Mou "My Son"
Assimilate
Karakter
3

Scars on Broadway har været igennem en særdeles tumultarisk levetid med længere pauser end aktiv tid. Bandet blev dannet i 2006 af Daron Malakian som altoverskyggende hovedmand og udgav i 2008 det selvbetitlede debutalbum. Nu, 10 år efter, er Malakian igen parat til at udgive materiale med Scars on Broadway.

Meget er sket i løbet af de 10 år. Det mest relevante i denne sammenhæng er den løbende optrapning af konflikten mellem de to egoer i System of a Down, Malakian og Serj Tankian. Efter års mere eller mindre vellykkede forsøg på at finde fælles front og komponere en ny System of a Down-plade, blev de forhåbninger begravet, da konflikten for nylig blussede op igen. Man kan godt mistænke Malakian for at have forventet den udvikling, idet ’Dictator’ har været i støbeskeen i mange år. Efter sigende skulle Malakian allerede have startet sangskrivningen til albummet tilbage i 2009, mens pladen har været indspillet siden 2012, hvor førstesinglen ’Guns Are Loaded’ ligeledes udkom.

Trods planer om at udgive albummet i 2013, tog det altså yderligere fem år, før ’Dictator’ blev udgivet. I mellemtiden har bandet skiftet navn til Daron Malakian and Scars on Broadway. Den primære årsag er, at det aldrig har været Malakians intention at have et fast band. Men der hersker heller ikke nogen tvivl om, at Scars on Broadway er den excentriske multikunstners band. Det er meget tydeligt gennem pladen, og det er nok ikke helt ved siden af at gætte på, at Malakian helst havde lagt Scars on Broadway-navnet i graven og forstat kun i eget navn.

I forbindelse med udgivelsen af ’Dictator’ har Malakian udtalt, at dele af materialet på det andet album kunne have været System of a Down-materiale, og det hersker der heller ikke nogen tvivl om. Lige meget hvordan man angriber pladen og Malakian som kunstner, var hans bidrag til System of a Downs lyd, udvikling og foreløbige udgivelsespause markant. Det kræver sit at sætte sig ud over den spillestil og lyd, man har bygget sin karriere op omkring. Derfor overrasker det heller ikke, at førstesinglen ’Lives’ lyder som System of a Down. De bastante riffs og vokalføringen på nummeret kunne lige så godt have været at finde på ’Mezmerize’ eller ’Hypnoitize’.



Isoleret set er det ikke nødvendigvis et problem, men når pladen vurderes som en samlet enhed, fungerer det knap så godt. ’Dictator’ består hårdt skåret af to dele. Én, der er meget System of a Down-inspireret, og én, hvor Malakian med succes mixer genreinput og lyd, så man som lytter også føler, at man får noget nyt og ikke bare System of a Down v.2. På ’Never Forget’ flirtes med en 80’er-inspireret synth-lyd og tremolo-lignende surfguitar, og rytmen på ’Talkin Shit’ giver en latin-inspireret lyd, mens den fuzzede ’Till the End’ lyder mere af Weezer, end Weezer selv har gjort i mange år. Der er mange spændende elementer på ’Dictator’, præcis som man kan forvente af Malakian.

Desværre giver den markante opdeling af materialet pladen et fragmenteret udtryk. Det er svært af høre, hvad det egentlig er, Malakian vil. Det klæder ham, når han skejer ud, og nogle af pladens bedste numre blomstrer i den kontekst. Tragikomisk nok er coveret af Skinny Puppys ’Assimilate’ langt mere interessant end et nummer som singlen ’Dictator’ eller ’Angry Guru’, der i langt højere grad lyder som noget, der kunne have været System Of A Down-materiale. Lyrikken på sidstnævnte er ligeledes umanerligt svag og virker mest som et barnligt angreb på Tankian.

Grundlæggende er der flere gode numre på ’Dictator’, men Malakian har svært ved at binde en rød tråd gennem pladen. Specielt de mere System of a Down-lignende numre skaber en kløft mellem de andre numre, der ellers peger mod en interessant udvikling. Pladen fejler simpelthen ved at have for mange numre, der sandsynligvis var tiltænkt System of a Down. Forhåbentlig er de eksperimenterende numre fremtiden for Daron Malakian and Scars on Broadway, for det er alt andet lige det, der fungerer bedst.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her