Ør af solen og beruset af egen skønhed
Populær
Deafheaven tager et langt, beslutsomt skridt ud af post-black og over i den støjrock, de har flirtet heftigt med siden begyndelsen. Det klæder sæsonens mest sommerlige plade.
Honeycomb
Canary Yellow
Near
Glint
Night People
Worthless Animal
De kunne dårligt have timet det bedre, Deafheaven: Midt i den længste hedebølge i mands minde lander ‘Ordinary Corrupt Human Love’ som et oplagt soundtrack til lad løssluppenhed, febril hærgen rundt og almen selvforelskelse. Det er lyden af ansvarsløshed, rastløshed og magtesløshed over for varmens overmagt; lyden af uendelig ferie og sanseløs beruselse. Det er i det store hele lyden af min egen ungdom, som den tog sig ud omkring årtusindeskiftet.
Dengang var der en tendens blandt indiebands, som jeg omfavnede med den tøvende konvertits entusiasme for det trygt genkendelige, til at inkorporere elementer af den heavy metal, bandmedlemmerne selv var vokset op med. Weezer, Smashing Pumpkins, Mansun, Manic Street Preachers, Six.By Seven og ovre i postrocken Trans Am og ikke mindst Mogwai – som Deafheaven siden har versioneret – lånte metallens stadionstore riffs og en tyngde, der ikke fandtes naturligt inden for deres egne genrer, som effektivt virkemiddel. I de noget så ironiske 90’ere var det en bekvemt distanceret måde at være hyperromantisk på med et glimt i øjet og tungen i kinden, og det var noget så forløsende midt i al den selvoptagede quirkiness og twee-hed.
Deafheaven har siden begyndelsen for blot syv år siden benyttet sig massivt af melodier og strukturer fra shoegaze og støjrock. Det kan godt være, det ikke er dem, der har opfundet blackgaze, men det er dem, der har opnået størst publikumssucces med den. Det er også dem, der har affødt flest efterlignere, og det i en grad, så det i dag er svært at gå tilbage og høre en plade som det ellers nogenlunde tilforladelige gennembrud ‘Sunbather’, fordi den simpelthen minder en for meget om de ligegyldigheder, der er fulgt i dens kølvand.
Naiv omfavnelse
Derfor virker det som et fornuftigt skridt, at Deafheaven nu tager skridtet helt væk fra den post-black, som de alligevel aldrig har fundet sig helt til rette i, og over i den støjrock, som de hele tiden har været nærere beslægtet med. Tilbage er kun George Clarks skrig, og når Daniel Tracy en sjælden gang – i singleforløberen ‘Honeycomb’, ‘Canary Yellow’ og ‘Glint’ – slår over i blastbeats, er det tættere på Boris’ brug af samme som netop effekt end på at være decideret metal. Guitarist og komponist Kerry McCoy har givet sig selv lov til at omfavne støjrocken, og det er kun spillestilen – primært i trommespillet og den lejlighedsvise tunge riffing – der vidner om, at det her har noget at gøre med metal.
Ser man bort fra vokalen, lyder ‘Ordinary Corrupt Human Love’ i det store hele som en opfølger til de første tre plader med engelske Six.By Seven. Det er lige så naivt og håbløst romantisk, melodierne er lige så forjættende, og de abrupte breaks, der funderer musikken i metal, fungerer på samme måde. Hos Deafheaven er det så også bare noget mere uoriginalt, og ikke kun fordi Six.By Seven har gjort det før dem – det er trods alt svært at være rigtig ærgerlig over, at et band læner sig så meget op ad lyden fra et band, der var så skammeligt oversete i deres samtid, at der er god grund til at formode, at Kerry McCoy aldrig har hørt om dem og således ikke kan beskyldes for at plagiere.
Det gennemgående problem med ‘Ordinary Corrupt Human Love’ er, at det hele fremstår lidt for letkøbt. Det står klart allerede i åbningsnummeret ‘You Without End’ med dens rørstrømske klavertema, den søgte kvindelige spoken word og det alt for oplagte crescendo med helteguitar. Det er de lette smutveje til at fremprovokere en følelsesmæssig respons hos den af sommervarmen letpåvirkelige lytter, Deafheaven betræder, og det er desværre et gennemgående problem. ‘Canary Yellow’ lægger som ‘Near’ ud med at trække tråde direkte tilbage til Cocteau Twins, som synes at være alle post-blackeres go to-band, når det hele skal være melankolsk kønt og forbandet sødmefuldt. ‘Canary Yellow’ redder sig dog i land ved snart at læne sig mere op ad de mindre kendte shoegazere i Chapterhouse, der – som de i indledningen nævnte senere indiebands – skilte sig ud med deres voldsomhed og metalliske tyngde.
Som sådan er det hele egentlig fint nok, mens det står på. Men det er også en sommerflirt, som får næring af sine omstændigheder og trykker på alle de rigtige knapper. Man lader den gøre det, man er eftergivende over for den, og det er OK, at man nok ikke har så meget at snakke om, når man er færdige med at snave. Når efteråret sætter ind, semestret går i gang, og den generelle alvor ubønhørligt melder sig, er den ikke andet end et bittersødt minde om, ikke hvor ubekymret man var, men hvor klædelige og i det store hele betydningsløse ens bekymringer var. Bevares, det var fint, mens det stod på, og sommeren virkede endeløs. Men det særligt sødmefulde ved de skandinaviske somre er, at de er flygtige. Man kan ikke blive i dem. Og man må efterlade Deafheaven i deres egen tidslomme og selv komme videre.