Man gjorde en legende fortræd
Populær
Dee Snider lader Jamey Jasta skrive sin soloplade. For første og forhåbentlig sidste gang. For der er ikke meget at imponeres over i Jastas ”nutidige” heavy metal-univers.
2. Tomorrow's No Concern
3. I Am the Hurricane
4. American Made
5. Roll Over You
6. I'm Ready
7. Running Mazes
8. Mask
9. Become the Storm
10. The Hardest Way
11. Dead Hearts (Love Thy Enemy)
12. For the Love of Metal
Dee Snider var egentlig færdig med at indspille plader. Twisted Sister-forsangeren gad ikke mere, var mentalt træt og følte ikke, han havde mere at bidrage med til scenen. Det har han selv fortalt. Indtil Hatebreed-frontmand Jamey Jasta tog fat i ham og foreslog et samarbejde, hvor Jasta skulle stå for producer- og størstedelen af sangskrivningsarbejdet, mens Dee Snider bare skulle være Dee Snider, når pladen skulle indspilles. En musikalsk nutidig metalplade med Sniders ikoniske vokaler på. Resultatet er ’For the Love of Metal’. En kærlighed, som i dette tilfælde havde været bedre, hvis den havde været bare lidt indforstået og underspillet. Eksempelvis med en ep. En single. Et takkekort eller bare en sms.
Dee Snider udfylder egentlig sin rolle fint. Han har ikke skrevet et eneste ord eller riff til pladen, men han møder op og indspiller ”sin” soloplade, så godt som han overhovedet magter. Snider har måske aldrig haft det største vokalmæssige spektrum, men han har masser af kraft og potens i stemmen, og det får fuldt udløb fra ende til anden på pladen. Manden er over 60, men udfylder ganske glimrende sin rolle i projektet ”Dee Snider”. Det er til gengæld Jasta og hans entourage af sang- og tekstskrivere, der gør ’For the Love of Metal’ noget lang i spyttet.
For både sang- og tekstskrivningen lader meget tilbage at ønske og er proppet med klicheer og letkøbte gentagelser og lige så letkøbte omkvæd, mens produktionen virker flad, tandløs og standardiseret. Sjovt nok alt sammen noget, der lige så godt kunne have været et udsagn om Jastas eget band, Hatebreed.
I front for Twisted Sister var Dee Snider og bandet bl.a. kendt for tongue in cheek-humor, for selvironi og for at være det lidt mere tænkende og intellektuelle indslag på puddelrock-scenen. Jamey Jasta ville ikke ane, hvad nogen af de ting betød, og det skinner igennem i de sange, han angiveligt har skrevet specielt til Dee Snider. Førstesinglen ’Tomorrow’s No Concern’ er både på musik- og tekstfronten et klichehelvede af en opfordring til ”bare at gribe dagen, makker, og lev', som om der ikk’ var et imårn”. Jep, klart. Det er den slags tågehornslyrik, man ville forvente fra Jasta, men aldrig havde håbet, Snider skulle lægge stemme til på sine voksne dage.
Så er der et par tough-guy-get-outta-my-way-sange (’I Am the Hurricane’ og ’Roll Over You’), der sikkert var skrevet til Hatebreed, og en enkelt om at være amerikaner og hvor fee, det egentlig er (’American Made’), hvorefter pladens anden halvdel byder på lidt gæsteoptrædener fra mere nutidige koryfæer som den tidligere Killswitch Engage-forsanger Howard Jones og en duet (jo, gudhjælpemig) med Arch Enemy-sangerinde Alissa White-Gluz i ’Dead Hearts (Love Thy Enemy)’, der ikke lyder så bedaget, som man kunne frygte, men til gengæld er glemt, så snart pladens næste nummer starter.
Musikalsk bliver vi budt på godt brugt heavy metal med en meget samtidig, poleret produktion, og så bliver der lige garneret med et par nu-metalliske breakdowns hist og her for at få det hele til at lyde mere ”nutidigt”.
’Mask’ og ’Become the Storm’ er egentlig udmærkede numre, i hvert fald i forhold til resten af pladens standard, og her har Jasta virkelig forsøgt at skrive de store, bragende omkvæd, som Snider normalt brillerer med at synge. Det lykkes, som resten af pladen, ikke rigtigt for alvor. Det falder ikke igennem, men de tilstræbt catchy omkvæd er glemt lige så hurtigt som de er afsunget. Titelnummeret, der er en Manowar-lignende meta-tekst om, at metal bare er så godt, fordi det er metal, og at vi elsker metal fordi metal, sikrer, at smagen af noget gammelt og tidligere fortæret bliver siddende bagest i svælget, mens pladen runger ud.
Dee Snider gør sådan set den del, han er sat til, ganske udmærket. Næste gang skal han nok tage mere styring på sit eget soloalbum. Jasta gør, hvad man kunne forvente. Og det er ikke særlig godt.