Opportunist-heavy
Populær
Defectos høje ambitionsniveau matches hverken af sangskrivning eller produktion, og det formår ikke at skygge for, hvor afskyvækkende musikken er.
Nemesis
Endlessly Falling
Savage
The Nameless Apparition
The Sacrificed
Ode to the Damned
Gravity
Ablaze
Before the Veil
We're All the Enemy
Ascend to Heaven
Det ville være nemt at skyde ‘Nemesis’ ned med en uskøn salve af perfiditeter og latterliggørelse. Titlen gør det oplagt at tale om hybris, for det er det store, brede gennembrud, Defecto selvsikkert går efter her, og de skyr ingen midler for at nå deres mål. Det er genkendeligt og lettilgængeligt, det er iørefaldende og svulstigt – og så er det simpelthen noget så gruopvækkende rædderligt.
Men lad os på trods af det være saglige. ‘Nemesis’ lider af tre gennemgående problemer, og det mest påtrængende er produktionen. At Defecto er gået benhårdt efter en højglanspoleret lyd er nu engang præmissen for ‘Nemesis’: Det er et bevidst valg, som man kan være enig eller uenig i. Men at de har skudt genvej til den lyd ved at gå all-in på loudness og proppet lydbilledet med synthesizer, luftsirener, kirkeklokker og regnvejr; at de har sovset vokalen ind i så mange effekter, at man undrer sig over, hvad det dog er, de skal maskere; og at trommer og bas klinger så tyndt, som de gør – tjek tamtammerne på ‘Endlessly Falling’ – vidner om en eklatant fejlvurdering af materialet.
Produktionen står simpelthen ikke mål med den storslåethed, som slås an i den ‘Game of Thrones’-lignende ‘The Final Night of Silence’. Ens tanker ledes snarere hen på skumgummiisolering og ProTools i øvelokalestudiet end på sorte bjergtinder og dødsforagtende guitarhelte. Der er intet rum omkring instrumenterne, ingen dynamik, vokalen lyder indestængt: Det er epik i en skotøjsæske.
Fejler som pop
Næste store problem er den fantasiløse sangskrivning. At Defecto indædt går efter at appellere til et bredt publikum og skambruger popmelodier til at bryde igennem med er deres sag. De kan dække sig ind under at have power metal-facetten, som skinner tydeligt igennem i omkvædene til blandt andet ‘Gravity’, ‘Ablaze’, ‘Before the Veil’ og titelnummeret. Men når nu de ikke føler sig for fine til at spille pop, kan man undre sig over, at de ikke bruger nogle flere af de kneb, der findes til at fange opmærksomheden i popmusik. Nok så skamløse de er, har Defecto kun lige akkurat fantasi til at modulere i singlen ‘Savage’, selvom det faktisk er et af de billige tricks, der kunne have løftet flere af sangene i stedet for at lade dem blive hængende som hooks, man kun lige er ved at kunne huske, når pladen er slut. Pop, der ikke borer sig fast i hjernen, så man uforvarende kommer til at gå og nynne det, selvom man burde vide bedre, fejler simpelthen som pop.
At det ikke fungerer som pop er én ting, at det dårligt fungerer som heavy er mere problematisk. Over en bred kam virker sangene på ‘Nemesis’, som om de er klasket nødtørftigt sammen af de melodistumper, Defecto havde liggende, og så er der engang imellem smidt et breakdown ind, hvis der lige manglede en overgang, eller en spoken word-del, hvor stemmen er blevet basset ekstra op og gjort dybere, som om det i sig selv skulle overbevise lytteren om, at det er en rigtig god idé.
Opportunistisk leflen for publikum
Det leder frem til det tredje store problem, som er, at Defecto ikke rigtig lyder, som om de selv ved, hvad de vil på ‘Nemesis’. Det er fair nok ikke at være genrepuritanere og blande thrash med power metal og heavy metal. Principielt er det endda fair nok at lade der gå metalcore i den, hvis det virkelig er det, man føler for. Hvis Machine Head må, så må andre vel også, uanset hvad den gamle garde måtte synes om det. Men det genremix, Defecto præsterer på ‘Nemesis’, lyder mere end noget andet som rendyrket opportunisme. Hey, hvis det er for hårdt for dig, når de spiller thrash, kan de både køre den midtempo og spille klassisk heavy, og de trækker den gerne over i power metal, hvis det gør noget for dig, selvom de også sagtens kan growle og vise, at de er seje mænd, og hvis det altsammen virker lidt for gammeldags for dig, så er de heldigvis friske på metalcore. Defecto vil faktisk gøre hvad som helst, bare det giver dem mulighed for at spille på en af de store scener.
Det er nemlig det kort, der med usvigelig sikkerhed bliver trukket, når man taler om Defecto: At de er så ambitiøse. Så befriende udansk det er, at de vover at være det. Og vist er der da noget positivt i, at de gemmer ironien og det skæve smil til deres musikvideoer, og at de ikke skammer sig over at gå hele vejen i forsøget på at vinde det store publikum. Defecto putter ikke med det. Men når man laver så stort anlagt en plade som ‘Nemesis’, virker det underligt halvhjertet, at man så ikke laver den gennemført. At man ikke gennemgår de enkelte sange for svaghedspunkter og strammer op, hvor der kan strammes op. At man ikke sørger for at få en ekstern producer ind, der kan sige stop, når man har hældt for mange lag på en sang.
Ufrivilligt komisk
For ‘Nemesis’ kunne være endt med at blive langt større, end den er. Vi ville fortsat have krummet tæer over skamløsheden, men det ville have været sværere at affærdige pladen, hvis den var blevet udført bedre. Hvis der var blevet skabt rum i lydbilledet, og der havde været noget at fylde i det rum.
Men ‘Nemesis’ er og bliver et udskrab af Metallica fra deres mest ucharmerende 90’er-plader med boogieriffs og påtaget bad boy-attitude, det er et genbrug af Lamb of Gods Pantera-genbrug, det er symfonisk pop forklædt som Helloween. Det er linjer som “I’m full of dirty tricks, ‘cause I’m a deadly, crazy lunatic” og “stand the fuck down and out my way.” Det er inderlige ballader med bibelske temaer, fordi den slags nu engang er kutyme, og du er min faldne engel, baby.
Det er ufrivilligt komisk i al sin pinagtighed. Lige indtil det går op for en, at der er 55 minutter tilbage af mere af det samme på pladen. Så er det gruopvækkende.