Dejligt gensyn
Populær
Thrice er blevet vækket til live igen, og det var en god beslutning.
Blood On The Sand
The Window
Wake Up
The Long Defeat
Seneca
Black Honey
Stay With Me
Death From Above
Whistleblower
Salt And Shadow
Der er løbet meget vand under broen, siden amerikanske Thrice albumdebuterede tilbage i 2000. Den melodiske hardcore-sound, der prægede bandets første udgivelser, er forsvundet for længst. Hvilket bandet reelt også var. I 2012 tog det på afskeds-turné, og den afsked holdt i hele to år. En præstation i sig selv. Heldigvis glemmer man hurtige den lidt mærkelige afsked og gendannelse, når først man lytter til ‘To Be Everywhere Is To Be Nowhere’.
Bandets 9. udgivelse er ganske vist langt fra den melodiske hardcore. Som på det foregående album arbejder kvartetten med et lydbillede, der i højere grad er præget af alternativ/post-rock. Men modsat ‘Major/Minor’ (2011) har ‘To Be Everywhere Is To Be Nowhere’ en utroligt melankolsk og amerikansk lyd. Hertil er alt, der minder om hardcore-elementer, fuldstændigt fjernet fra lydbilledet. Forestil dig en mere rå, melankolsk og mindre optimistisk version af The Gaslight Anthem. Amerikanerne har skabt en lyd, der får pladen og bandet til at fremstå mere modent og langt mere interessant end tidligere.
Den melankolske lyd kombineret med forsanger Dustin Kensrues rå og alfahan-rockede vokal bærer sammen med en håndfuld flotte kompositioner pladen. Numre som den skrålalong-venlige ‘Blood On The Sand’, den dommadags-varslende ‘Wake Up’ og det smukke, tunge og intense ‘Black Honey’ er blandt albummets absolut bedste. Mindeværdige sange, der simpelt, men præcist fremviser bandets kompetencer. Enkelte skæringer, blandt flere, der viser, hvor god kvartetten er til at komponere og blande melankolien med frembrusende og storladne amerikanske rockmelodier og ditto lyrik.
Den radio/stadion-venlige ‘Stay With Me’ er intet mindre end et reelt hit, rettet mod enhver med præference for storladne, romantiske rock-ballader. Når det er sagt, er det ikke alle kompositioner, der har lige stor værdi. ‘Death From Above’ er decideret kedelig, mens ‘Senca’ som ‘Salt And Shadow’ virker overflødige på et ellers godt album.
Grundlæggende er ‘To Be Everywhere Is To Be Nowhere’ bevis på, at bandets noget korte pause godt nok virker lidt komisk, men absolut ikke har været forgæves. Om end det ikke har taget lang tid, er amerikanerne blevet voksne. De har fundet en musikalsk retning, der klæder og giver mening.
Kvartettens 9. udgivelse virker som første trin mod en fremtidig karriere, der nemt kunne involvere store stadionkoncerter og meget mere radio-spilletid end tidligere.
‘To Be Everywhere Is To Be Nowhere’ er et spændende udspil, der absolut er værd at give et lydt, forudsat at man er til melankolsk, ærke-amerikansk alternativ/post-rock, og man lige springer nogle numre over.