Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Den har de sgu regnet lidt for godt ud...

Populær
Updated
Den har de sgu regnet lidt for godt ud...

Five Finger Death Punchs 'War Is The Answer' er for kalkuleret, til at være spændende.

Titel
War Is The Answer
Dato
22-09-2009
Distributør
Forfatter
Karakter
2

Five Finger Death Punch er forsøgt kørt i stilling som et nyt amerikansk stjerneskud, som har nået det utrolige på blot fire år. Der er lidt superband over det, da alle musikerne har karrierer før FFDP, uden at man finder navne, der vækker den store genkendelse i den brede masse. (Det kendteste af de tidligere bands er W.A.S.P., for ellers taler vi om ubetydeligheder som Motograter og U.P.O) – så rigtigt superband er det altså ikke.

FFDPs må siges at spille sine kort sikkert, da det ligger sig i kølvandet af Disturbed med mindelser om det spageste af Slipknots produktion, hvad man tydeligt kan høre på dette andet udspil 'War Is The Answer'. Det er bestemt en velproduceret, men derfor også en temmelig flad omgang, fordi det hele virker så kalkuleret: Numre med tonseguitar i versene som overarmene kan svulme til, efterfulgt af melodiøse omkvæd som er så dejligt nemme at gå til.

Tanken er nok, at man på den måde kan lytte til popmusik og stadig føle sig som en fandens karl, og det er da også lykkedes for flere bands at hive dén hjem, men ikke for FFDP af to grunde: 1) musikalsk bliver det aldrig farligt fordi det simpelthen er for glat og overproduceret, 2) Forsangeren Ivan Woody er ikke en særlig dygtig vokalist, da han hverken har en særlig spændende growl eller en god sangstemme.

Derudover skal teksterne have et fur med på vejen, for de er næsten det værste ved FFDP. Mage til selvretfærdig snot skal man rense svælget længe for at finde. De handler om, at ingen forstår én, der for er alle andre dumme og derfor skal de have tæsk. Det er med andre ord en gang wifebeaterlyrik, som ikke er spor metal, da det ikke er mørkt og storladent, men mere får én til at tænke på en forkælet teenager med kroppen fuld af tudetestosteron.

Kort og godt er 'War Is The Answer' ikke værd at bruge særlig meget tid på, da den intet bidrager med, udover en mild irritation over, at nogen misbruger den mægtige metal på den måde.