Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Den skuffende treer

Updated
Den skuffende treer
Den skuffende treer

Det lå i kortene, at Neck Deep skulle være et af de største poppunk-bands i mange år. Alligevel formår det walisiske band at spænde eklatant ben for sig med et album der mest af alt bare er vildt kedeligt.

Kunstner
Titel
The Peace and the Panic
Genre
Trackliste
1. Motion Sickness
2. Happy Judgement
3. The Grand Delusion
4. Parachute
5. In Bloom
6. Don't Wait (ft. Sam Carter)
7. Critical Mistake
8. Wish You Were Here
9. Heavy Lies
10. 19 Seventy Sumthin'
11. Where Do We Go When We Go
Karakter
2

Hvis du ikke har fulgt med, så er det lagt rimelig mange billetter ind på Blink-182s trone, efter Tom DeLonge fik sparket/selv gik, og den nye plade med Matt Skiba i hans sted ikke formåede at vælte hele poppunk-scenen bagover. Neck Deep er lige nu som Daenerys Targaryen, kampklar i et felt af krigere med væsentlig færre drager. Det britiske band har vist sig i stand til at booke sig ind i poppunkens hjerte, nemlig sommerens Warped Tour. Det er med andre ord lagt godt i ovnen til det nye album, der som bandets tredje skulle følge op på det, man i poppunk-branchen kalder for en “seriøs banger”, albummet 'Life’s Not Out To Get You'. Men …

Allerede med singlerne 'Where Do We Go When We Go' og 'Happy Judgement Day' begyndte man at fornemme, at 'The Peace and the Panic' ville være et album med de klassiske introspektive Neck Deep-sange om mentalt velvære - men også med en ny type politisk tone, der havde sneget sig med ned i gryden. Tredjesinglen 'In Bloom' nærmede sig dog mere et fladt plateau med en energi, som hverken ville i den ene eller den anden retning, dog med et øreklistrende omkvæd, der til stadighed dukker op som et forkølelsessår, man hellere ville være fri for. Resten af albummet viser sig desværre også at indeholde lidt mere forkølelsessår end singalong-potentiale.

Kønsløsheden er faktisk det mest gennemgribende indtryk, man får af albummet efter et par omgange i høretelefonerne. Dog skiller et par særdeles gode numre sig drillende ud, som for at minde os om, hvor godt Neck Deep engang var. Her tænker jeg særligt på den friske country-inspirerede ballade '19 Seventy Sumthin’' og selvfølgelig 'Don’t Wait' med Sam Carter fra Architects på gæstevokal, der igen får Neck Deep til at smage lidt af energi og følelser. Med til hele historien hører, at Neck Deep i 2015 måtte sige farvel til guitarist Lloyd Roberts, der stod anklaget for at have sendt upassende billeder til mindreårige piger. Reaktionen fra bandet var prompte: Roberts måtte tilbage og passe sin walisiske familie. Han blev få uger efter renset for al mistanke, men noget kunne tyde på, at bandet så tæt på det amerikanske gennembrud ikke turde have Roberts og anklagerne hængende efter sig. Noget tyder dog på, at man kan have hældt en baby ud med noget badevand her, for den nye mand på pinden, Sam Bowden, leverer godt nok fine noter på 'Motion Sickness' og 'Happy Judgement Day', men også noget meningsløs metervare på de fuldstændig ligegyldige sange 'The Grand Delusion', 'Parachute' og 'Critical Mistake'.

På 'Wish You Were Here' viser forsanger Ben Barlow, hvordan man kan ramme helt ved siden af med en “akustisk” ballade – særligt fordi Barlows stemme er dubbet et par gange oven i sig selv for sikre en solid nok vokalpræstation til at kunne stå "alene". Efter at have set bandet live begynder man at frygte for, om Neck Deep faktisk har formatet til at indfinde sig på de samme hylder som New Found Glory, Blink-182 eller Descendents, som bandet selv nævner som store indflydelser. For at bruge et udtryk fra et andet stort poppunk-band fra fortiden: De fleste af de numre, det er på 'The Peace and the Panic', er simpelthen “close but no cigar”. Hvorimod deres andet album, 'Life’s Not out to Get You', emmede af drive og havde et narrativ, der gennemsyrede hele pladen, så står man tilbage med en ret fragmenteret og uimponeret fornemmelse efter 'The Peace and the Panic'.