Riffets mestre Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/68/4e/ed/dennershermannmastersofevilcd-26-1467569572.jpg
03. Juli 2016    

Guitarheltene Denner og Shermann indfrier de tårnhøje forventninger med debutfuldlængden.

Titel
Masters of Evil
Dato
24-07-2016
Trackliste
1. Angel's Blood
2. Son of Satan
3. The Wolf Feeds at Night
4. Pentagram and the Cross
5. Masters of Evil
6. Servants of Dagon
7. Escape from Hell
8. The Baroness
Forfatter
Karakter
4

Med ep'en 'Satan's Tomb' i bagkataloget – og hovedmændenes fortid i Mercyful Fate – kan man med rette tillade sig at have høje forventninger til 'Masters of Evil'. De skuffes ikke.

Som på ep'en er der valgt et maleri af Thomas Holm, coverkunstneren til 'Don't Break the Oath'. Og igen signalerer det, at det her er det tætteste, vi kommer på Mercyful Fate uden en egentlig Mercyful Fate-gendannelse. Det er det dramatisk og voldsomt cover, og det er klædeligt at gå den vej i stedet for at lade sig nøje med det photoshoppede lort, alt for mange metalbands hælder i øjnene på sagesløse musiklyttere. Og teksterne er fyldt med Satan. Måske også lidt rigeligt her og der, men som lytter er man ikke i tvivl om, hvad det her er. Denner og Shermann er ikke så meget ondskabens mestre som riffets mestre.

Men Denner/Shermann er også et band, der skiller sig ud. Sangene er arrangeret godt. Der er kælet for detaljerne, de små variationer, som er med til at give langtidsholdbarhed. Skæve toner, skæve riff, variation i tempoet og heftig dynamik og et øre for melodi. Og de riff, guitaristerne spiller, er umiskendelige. Duoen er en af metallens store og stilskabende duoer og på højde med de helt store duoer i metallen; både Tipton og Downing og Smith og Murray. Det betyder ikke, at alt, hvad de har lavet gennem karrieren, er guld. Men der er en del af det. Også på 'Masters of Evil'.

Det starter ellers ikke helt godt med 'Angel's Blood', der instrumentalt er fremragende, men hvor Sean Pecks vokalmelodier til tider føles lidt gumpetunge. Det bliver fra 'Son of Satan' og 'The Wolf Feeds at Night' markant bedre. Her finder han og gruppen gruppen gearet.

I et interview i Metalized nr. 104 ved landets bedste metalskribent, Peter Béliath, fortæller Denner og Shermann om, hvordan de har coachet Peck. Han synger da også bedre end på ep'en. Han er ikke helt så god til at finde på mindeværdige vokalmelodier som King Diamond, men han er en god sanger, som her overgår sig selv. På 'Son of Satan' og 'The Wolf Feeds at Night' er der stor Ozzy-inspiration, selvom Peck mest holder sig til en vekslen mellem det høje register og en dybere, aggressiv vokal. Han forsøger heldigvis ikke at kopiere King Diamond, men er sin egen. Det lykkes ham at udfolde en stor del af sit potentiale her.

'The Pentagram and the Cross' har et urimeligt catchy omkvæd med hvirvlende melodiske leads. Det samme har 'Servants of Dagon'. Men albummets højdepunkt er den afsluttende 'The Baroness' med et balladeagtigt mellemstykke, der vækker mindelser om titelnummeret fra 'Melissa'. Kuldegysningsinducerende og en af årets bedste metalsange. Et perfekt klimaks og en perfekt udtoning.

Andre sange er ikke dårlige, selvom 'Escape from Hell' måske føles lidt for standardmetalliske i forhold til, at det er Denner og Shermann, der står bag. Jeg kunne godt ønske mig en lidt mere luftig produktion, for lyden føles en anelse for komprimeret, og jeg savner, at den giver lyden mere lov til at ånde. Men det skjuler ikke, at det er et voldsomt godt album, bandet har lavet. Et album, der vil ende højt på manges årslister, hvis der er nogen retfærdighed til.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her