Der er ingen skælven hos Motörhead
PopulærDet kan nok være, at Lemmy har nået folkepensionistalderen og tillige har skrantet noget på det seneste. Men der skal et større "skælv" til for alvor at ryste Motörhead.
Coup De Grace
Lost Woman Blues
End Of Time
Do You Believe
Death Machine
Dust And Glass
Going To Mexico
Silence When You Speak To Me
Crying Shame
Queen Of The Damned
Knife
Keep Your Powder Dry
Paralyzed
Hvis jeg tæller rigtigt, så er ’Aftershock’ Motörheads 21. album. Kværulanter vil i den forbindelse måske - med en vis ret – kunne hævde, at en anmeldelse af album nummer 21 i høj grad kunne gøre det ud for en kopi af en anmeldelse af første album, da Motörhead er Motörhead, og at der for dette band ikke er tale om nogen synderlig udvikling.
Det er naturligvis en kritik, som også gennem tiden er rejst mod ikoner som AC/DC. Kritikken kan naturligvis have en vis relevans, da det er bands, der bestemt har været meget loyale over for udgangspunktet.
I denne anmeldelse af Motörheads nyeste udgivelse vil jeg ikke drage paralleller til bandets store udgivelser som ’Ace of Spades’, ’Iron Fist’ (jo, det er et fremragende album) og ’Another Perfect Day’ (jo, det er også blandt yndlingene), men i stedet vil jeg forsøge at konkludere, om ’Aftershock’ lever op til forgængeren ’The Wörld is Yours’.
’The Wörld is Yours’ er ikke at finde blandt de ringeste Motörhead-udgivelser. Det er derfor ikke uinteressant at forholde sig til, om Motörhead med ’Aftershock’ igen har leveret et gedigent album, eller om bandet er sunket ned til at levere et album under bandets niveau.
Mindst lige så god som forgængeren
Lad det allerede her lyde, at ’Aftershock’ fint lever op til forgængeren og – selv om det naturligvis i høj grad lyder som Motörhead - giver plads til et par nye input.
Albummet lægger ud med sangen ’Heartbreaker’, der er en rigtig Motörhead-sang, som vi kender dem. Men dog med et herligt drive og en masse energi, som ikke altid har været til stede igennem de senere år.
De gode takter fortsætter med albummets andet nummer ’Coup de Grace’, hvor en grundrytme og grundmelodi påføres et herligt hard rock-touch, der naturligvis er inden for Motörhead-skabelonen, men som alligevel favner bredere end til bandets hardcore-fans.
Denne tendens fortsætter yderligere i albummets tredje sang, ’Lost Woman Blues’, hvor vi næsten er henne i en Gary Mooresk nyfortolkning af ’the blues’. Men lad sammenligningerne ligge. Det er et flot nummer, og det giver samtidig anledning til en lille analyse af besætningen i Motörhead.
Phil Campbell sætter sit præg på Motörhead
OK – alle er nok enige om, at Motörhead primært er Lemmy og næsten lige så mange er nok enige i, at bandet fik et ordentligt los i røven, da Mickey Dee satte sig bag trommerne. Så langt så godt. Men jeg vil nu også gerne slå til lyd for, at guitarist Phil Campbell har stadigt større og større ansvar og har givet mere og mere input til Motörheads musik gennem årene. Det kan nok være, at Lemmy og Mickey skal arbejde som de ’syv små dværge’ i samlet flok, når der skal lægges bund, når Phil Campbell spiller guitarsolo under Motörheads koncerter. Men til gengæld skal Phil Campbell levere både rytme-, lead- og sologuitar på bandets album. Og her mener jeg, at han får en større og større betydning, der også rækker ind over kompositionerne af bandets sange. Det viser sig ikke mindst på sangen ’End of Time’ der er en herlig rocker, hvor ikke mindst Phil Campbell sætter sit præg på musikken.
Albummets mest overraskende sang er ’Dust and Glass’. Det en slow-rocker med en guitar, der giver mindelse som Santana. Lemmy synger meget stille og følt (og lidt fælt) på denne sang.
Tradition og nytænkning
I det hele taget er ’Aftershock’ et flot album. Det rager fint op blandt Motörheads album igennem de seneste 20 år. Når det så er valgt, at ’Aftershock’ skal måles op mod forgængeren ’The Wörld is Yours’, kan det konkluderes, at ’Aftershock’ er et lige så Motörheadlydende album som ’The Wörld is Yours’. Samtidig er ’Aftershock’ en smule mere nytænkende end forgængeren.
Hvis der skal gives kritik – og det skal der – så ville albummet have været bedre med lidt færre sange, ligesom sangene ville have været bedre gennemarbejdede uden de bratte afslutninger, som optræder så mange gange på ’Aftershock’
Men alt i alt er ’Aftershock’ bestemt et værdigt Motörhead-album.