Der er stadig liv i dødsenglene
PopulærDeath Angel er tilbage med fuld skrue og herlige piskesmældsriffs.
2. Son of the Morning
3. Fallen
4. The Dream Calls for Blood
5. Succubus
6. Execution - Don’t Save Me
7. Caster of Shame
8. Detonate
9. Empty
10. Territorial Instinct / Bloodlust
Death Angel var klart blandt de alle ypperste thrashbands i slutningen af firserne, hvor bandet med ’The Ultra-Violence’, ’Frolic Through the Park’ og ’Act III’ virkeligt fik kørt sig selv i stilling i toppen af Bay Area-thrashgenren. Herefter blev der så desværre stille for bandet, der var opløst i 10 år, inden der så var gjort klart til comeback i 2002.
Med skiftende besætninger har Death Angel udgivet tre album siden gendannelsen og er nu klar med det fjerde udspil. Fra storhedstiden fra 1987 til 1991 resterer kun to bandmedlemmer i form af den fremragende guitarist Rob Cavestary og sanger Mark Osegueda.
Riffs, der får englene til at synge
Heldigvis har bandets stil ikke ændret sig synderligt siden de glade dage i firserne. Det er stadig de ultrahurtige og ultrapræcise riffs, der sætter sig som piskesmæld, når der virkelig rykkes. Karakteristisk for Death Angel er også de mange stopbreaks, der giver musikken ekstra liv og rytme.
På den vokale side lyder Mark Osegueda fortsat tændt og ond på den gode måde.
Death Angel kan fortsat ikke afholde sig fra at bringe lidt lys og varme ind i den ellers stålkølige musik ved fra tid til anden at lade lidt blide akustiske guitartoner klinge. Dette gør sig allerede gældende i albummets først sang, ’Left for Dead’, der begynder med en ganske vist ikke akustisk, men dog uforvrænget guitar, der i dette tilfælde dog lyder en anelse ildevarslende. Det er med god grund, for snart sættes der i gang med et drøn af et hidsigt riff. Death Angel sætter fra land med fuld skrue på dette nummer, hvor der udover en Mark Osegueda i dedikeret og vildt lune også bydes på flere heftige guitarsoli, inden sangen slutter med samme uforvrængede guitarstykke, som satte albummet i gang.
Dødgod thrash
Albummet fortsætter med herlige thrash-sange som ’Son of the Morning’, ’Fallen’ og titelsangen, før der igen skrues ned for tempoet i ’Execution/Don’t Save Me’, hvor 'Execution'-delen er et smukt akustisk stykke, inden der igen fyres op under samtlige kedler i ’Don’t Save Me’.
Fremhæves skal også ’Detonate’, hvor Death Angel lige pludselig slår over i en pompøs, nærmest symfonisk indledning med pauker og det hele, inden sangen for alvor brager af sted med Mark Osegueda i storform, hvor sangen komme højere og højere op i leje, indtil det til sidst næsten gør ondt i sølvet i tænderne på lytteren.
Albummet slutter i storform med 'Territorial Instinct/Bloodlust'. Det er igen en sang, der er opdelt i akustisk intro og en metaldel, hvor tempoet dog i store dele af sangen holder sig på et - for Death Angel – moderat niveau.
Death Angel er et herligt tight band. ’The Dream Calls for Blood’ er måske ikke på højde med eksempelvis ’Frolic Through the Park’, men mindre kan altså også sagtens gøre det.