Der røres i gryden
Populær
Black Swamp Water har rørt kendte rock og rul-elementer i gryden og krydret og smagt det fornuftigt til, så det også smager for tidens tand med ep-udgivelsen 'Hellride'.
På trommestolen i silkeborgensiske Black Swamp Water sidder Kim Langkjær Jensen, som blandt andet kendes fra de første Dawn of Demise-skiver, hvilket burde få de fleste læsere til at tænke "så er groovet nok stærkt" hos dette rockband. Og ja – det er afgjort et stort aktiv for bandet, at have denne mand ved gryderne, selvom han ikke er alene om at kunne noget ved musikken i dette band.
Gennemsnitsalderen er over 35 år, og inspirationen kommer fra 70'erne, 80'ernes og 90'ernes rock 'n' roll, hard rock og heavy metal, og det kan bestemt høres, at kærligheden til denne afart af rocken er stor. Bandets egne kompositioner eksperimenterer derfor heller ikke noget, men lægger blot nyt i den store pulje af solide rocknumre, der efterhånden er skrevet. Med besøget i Dead Rat Studio hos Jacob Bredahl har gruppen fået en stor lyd med masser af tyngde. Inspirationerne er ikke glemt i lyden, men fyldigheden i lyden er nok tættere på en 90'er-inspiration end et trip til 70'erne.
Der lægges meget fornuftigt ud med nummeret 'Hellride', der er det nummer af de fire på udgivelsen, som virkelig formår at præsentere riffet. Nok lyder det old school og som noget, man kunne finde et eller andet sted i samlingen under hard rock/rock 'n' roll, men det er måske i virkeligheden det, som fungerer så godt: Nostalgien pirres, og rockens urkraft brager gennem ørerne og ind under huden. Med det stærke melodiske omkvæd opstår der en fin balance mellem den mere hårdt rockende start med de solide, simple og stærkt groovy trommer.
Sangeren synger godt og laver nogle fine melodier til sangene, men der måtte godt gå lidt mere "whisky og røg" i stemmen af og til, for det bliver over de fire numre lidt for pænt og high-pitch i længden. Omvendt er det et klart kendetegn for bandet, og det medvirker til, at melodierne lettere bemærkes, og lyrikken træder tydeligere frem. Men det er bare, som om der indimellem lige mangler det der rå og primale krydderi på stemmen til virkelig at få musikken ud af de sikre og trygge rammer, der ligger i årtiers musikalsk tradition. Og dette er så skrevet velvidende, at også det "trick" er et ligeså gammelt virkemiddel som rocken selv. Med lidt vildskab og flere overraskelser vil Black Swamp Waters næste udspil virkeligt kunne vise bandets potentiale, som sikkert allerede er der i rig stil på live-scenen, for det her må sgu rykke i det "virkelige liv" med en fadøl i hånden, eller hvordan man nu nyder sin live-musik.