Burde være forbeholdt vennerne
Populær
Elendig produktion, tåbelige tiltag og mangel på mening i idiotien gør Jaldaboaths udgivelse til en irriterende ligegyldighed.
2. Calling on all Heraldic Beasts 4:34
3. Bash the Bishop 4:24
4. Seek the Grail 4:21
5. Axe Wielding Nuns 4:09
6. Jaldaboath 4:11
7. Bring Me the Head of Metatron 4:31
8. Jacque de Molay 3:58
9. March to Calvary 2:36
10. Da Vinci's Code 4:07
Når den første tanke som stryger gennem anmelderens hoved er: "Det må være en joke!", så ser det skidt ud. Og det gør det også for Jaldaboath.
Tanken udløstes i høj grad af den ringeste keyboardlyd hørt i moderne musik – et Casiokeyboard af typen, man giver til børn, hvor man ikke kan lide hverken dem eller forældrene. At dette keyboard endda er med for at give en illusion af fløjter, gør på ingen måde situationen bedre, men tværtimod stærkt komisk.
Engelske Jaldaboath har tilsyneladende kastet sin kærlighed over både engelsk folklore, folkemusik og samtidigt metal, og en sådan kombination kunne sagtens fungere, hvis man var lige ærlig og seriøs omkring alle tre dele. Men det metalliske indslag er intet andet end lidt støjede guitarer i baggrunden, en elektrisk bas og standardtrommerytmer.
Ikke alt stinker, men næsten
Hvad angår folkemusikken bliver den fuldstændigt smadret af nævnte keyboard, der lyder ad værre end helvedes til. At Jaldaboath så kan noget med at skrive stærke dansable rytmer, der indbyder til at slå ølkrusene sammen og lade stemmerne stige, taler dog til deres fordel. Under de rigtige omstændigheder og med en betydeligt bedre indspilning, kunne det gøre sig fint til en middelalderfestival.
Men meningsfuldt bliver det ikke - måske fordi folkloredelen bliver behandlet som et fjollet indslag. Det ville klæde Jaldaboath, hvis de tog de ikke-latterlige dele og behandlede resten med større respekt og mindre tåbelighed, eller hvis de trak joken længere ud - og hvis de havde en bedre produktion.