Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det er (også) en tysker ...Teil sechs!

Populær
Updated
Det er (også) en tysker ...Teil sechs!

Indtil videre har vi i artikelserien ’Det er en tysker’ taget udgangspunkt i, at man altid kan høre på et band, om det stammer fra Tyskland. Det selvfølgelig en fordomsfuld overdrivelse, og lad os derfor i denne uge præsentere et band fra Berlin, som virker lige så lidt tysk, som en "full english breakfast".

Kunstner
Titel
Kadavar
Genre
Trackliste
1. All Our Thoughts (4:38)
2. Black Sun (6:16)
3. Forgotten Past (5:41)
4. Goddess Of Dawn (4:17)
5. Creature Of The Demon (4:54)
6. Purple Sage (8:12)
Karakter
4

Kadavar er retrorock – med trykket lagt på retro.

Kadavar spiller en tung gang rock med inspiration fra blues, heavy metal, doom, stoner og psykedelisk rock. Bandet samler klart inspiration fra Black Sabbaths første album, men bandets inspiration og rødder rækker endnu længere tilbage.

Grundstenen til Kadavars musik skal således findes helt tilbage til slut 60’ernes syre- og psykedeliske rockmiljø. Selvom Kadavars album er af nyeste dato, har man således valgt at indspille det på den måde, at bas og trommer er i den ene kanal, mens sang og guitar er i den anden. Med hensyn til kompositionerne er der rigtig mange riffs, der har afsenderadresse hos Black Sabbath, men der også mange sange, der lyder som om de har inspiration fra sluttressernes hard rock-bands som Blue Cheer, MC5, Iron Butterfly, Cream, Vanilla Fudge (minus disses keyboards) og Amboy Dukes.

Fod på genren

Sangene på albummet er generelt ret gode og vidner om et bandt med fod på genren og blik for dens muligheder og begrænsninger.

Albummet lægger hårdt fra kaj med sangen ’All Our Thoughts’, der i såvel, bas, trommer, guitarriff og lyd har klare rødder i tidlig Black Sabbath. I albummets andet nummer går Kadavar dog endnu længere tilbage i tiden. Sangen begynder godt nok med et Black Sabbath-agtigt riff, og der er da også smidt nogle tunge mellemstykker ind hist og her, men verset og sangen er mere ovre den psykedeliske 60’er-stil. Dårligt er det ikke, men det er godt nok retro, så det gør noget.

Kadavars sange er ikke nye klassikere, men bandet spiller en interessant musik, som måske kunne give hard rock-elskere lejlighed og lyst til efterfølgende at dykke tilbage i musikhistorien og finde ud af, at der faktisk var bands, der spillede hård, elektrisk forstærket rockmusik før Black Sabbath udgav deres debutalbum.

Kadavar kommer til Danmark

Kadavar spiller i Danmark på Loppen den 5. december og i Aalborg i Studenterhuset den 7. december, begge dage med danske Helhorse som support.

Hvis man har en onkel, morfar eller lignende, der altid skal blære sig af, at han har været til Jimi Hendrix-koncert i gamle dag og at rocken var mere autentisk dengang, så var det måske her en lejlighed til at få sparket vedkommende op fra sofaen og komme ud at få en nostalgisk rock-oplevelse sammen.