Det forsvundne punch
Populær
Baroness udgiver et skuffende og ringe dobbeltalbum, som med sit overload af poppede, banale godnatviser dog bør tale til et bredt publikum.
Yellow Theme
Take My Bones Away
March to the Sea
Little Things
Twinkler
Cocainium
Back Where I Belong
Sea Lungs
Eula
Green:
Green Theme
Board Up the House
Mtns. (The Crown & Anchor)
Foolsong
Collapse
Psalms Alive
Stretchmarker
The Line Between
If I Forget Thee, Lowcountry
’Yellow & Green’ hedder Baroness’ tredje fuldlængde, som på sin vis er en fusion med bandets fjerde udgivelse, forstået på den måde, at der her er tale om en dobbeltudgivelse med to titler i én pakke. Efter et rødt og et blåt udspil kommer bandet med to nye musikalske farvelader, der én gang for alle ser Baroness bevæge sig væk fra den venligtstemte sludgemetal, de i sin tid startede ud med at spille, for at overgive sig 100 procent til den melodiøse poprock.
Kvartetten fra Savannah, Georgia har haft god vind i sejlene med deres to første fuldlængder, ’Red Album’ (2007) og ’Blue Record’ (2009), hvor det var melodiøse og popvenlige sludge-riffs smidt ind i en let progunivers med anerkendende nik til både Mastodon, Fugazi og Metallica, der definerede deres lyd. Referencerne er nu nogle helt andre.
Storladent og rørende
Er man tilhænger af stadionrockens storladenhed a la Muse, så vil man formodentlig omfavne ’March to the Sea’; er man til den sobre industrielle kiddie-rock a la Linkin Park, så er både ’Little Things’ og ’Mnts (The Crown & Anchor)’ sikkert skæringerne, der vil gå i knoglerne på én; er man til pompøs a cappella med et akustisk guitar-input, så vil man sandsynligvis mene, at ’Twinkler’ er et rørende nummer; har man en skyggeside med en forkærlighed for at dyrke Harold Faltermeyers melankolske scores til film som ’Beverly Hills Cop’ og ’Top Gun’, så skal man endelig vælte sig i ”inderligheden” fra åbningen på ’Eula’.
Melodiøse kudos
Skidtet får dog udelukkende denne skribent til at sukke opgivende. Klart, melodien der er kedelig og banal for én lytter, kan være vedkommende og gedigen for en anden. Det afhænger af, hvor man kommer fra. Og jo, bevares, ’Yellow & Green’ er spækket med melodiøse ørehængere, som man til trods for ens "dislike" paradoksalt nok også gerne ser nå ud til et bredere pop/rock-publikum.
For kommercielt set er Baroness en underdog, og til trods for at pladen er ualmindeligt ringe, så rykker den da alligevel en smule ved ens forestilling om, hvilke musikalske stier et rockband kan, skal eller bør bevæge sig ud af, og det skal Baroness i det mindste have kudos for - at en kedeligere plade alligevel formår at udfordre ens tilgang til rockmusikken en smule.
Dagsordener kolliderer
Men det stopper der. For til trods for de imødekommende (og latterligt pleasende!) melodier, så fejler det hele (for vildt!). Det hele. Én ting er, at udgivelsens atten numre er banale og simple tenderende det ligegyldige - noget andet er, at pladen skriver sig fuldstændig fri for rock-impulser at leve sig med ind i.
Det punch, der fik en til at rocke med i takt til numre som ’Teiresias’ og ’Wanderlust og ’Isak’ fra tidligere udgivelser, den vedkommende knytnæve, eksisterer ikke længere hos Baroness. En anden ting er, at det alternativ de præsenterer os for på ’Yellow & Green’ har et ambitionsniveau, der fuldstændig kolliderer med bandets musikalske formående.
Sovekammerudspil
De er ikke uefne musikere, gutterne i Baroness, og hvem går også op i, om en musiker er okay, god eller suveræn på instrumentet? Så længe skidtet spiller, ik’? På ’Yellow & Green’ er det dog alfa og omega at Baroness har noget at sige med deres instrumenter. Med så simple popmelodier smækket ind i et konceptuelt og ambitiøst semi-progressivt univers, så kræver det noget ekstra af musikerne. På den måde spiller de sig op i en krog, de ikke rigtig kan slippe ud af.
Baroness har det ikke i sig, og resultatet ender i den grad med at virke ualmindeligt prætentiøst. Bandet vil bygge noget storladent og imponerende op uden egentlig at have de faglige kompetencer, hvilket resulterer i et sovekammerudspil, der bedst kan kaldes for en skæv popplade med forfejlede rockelementer, specialdesignet det publikum, der kan finde skønhed i melankoliens laveste fællesnævner.
Hør førstesinglen 'Take My Bones Away' her: