Det vedvarende slacker-feel
Forstærkerne koger stadig over af rødglødende spade, men Dinosaur Jr.’s tiende studiealbum kan ikke leve op til den høje standard fra deres to seneste plader.
Watch the Corners
Almost Fare
Stick a Toe in
Rude
I Know It Oh So Well
Pierce the Morning Rain
What Was That
Recognition
See It on Your Side
Den skæve trio fra Massachusetts med J. Mascis’ udadvendte guitarstrenge-guruspil i centrum er her klar med deres tiende studiealbum til dato, ’I Bet on Sky’. Det er samtidig bandets tredje udgivelse i træk i det originale line-up som fra storhedsdagene i den sidste halvdel af 80’erne.
Mens de to forrige udgivelser, ’Beyond’ (2007) og ’Farm’ (2009), beviste, at trioen stadig har det musikalske gods i sig, der med rette har fået dem indskrevet i rockhistorien, så er der desværre ikke helt så mange stunder af samme sangkaliber på det seneste udspil.
Relevant dovenskab
Det fornemmer man dog ikke fra pladens start, hvor de to første numre, ’Don’t Pretend You Didn’t Know’ samt førstesinglen ’Watch the Corners’, begge byder på så solidt et rockmateriale, at det nærmest er uhyggeligt. Hvor mange gange kan det samme band genbruge den samme kølige dovne stil uden at blive en parodi på sig selv, kunne man spørge sig selv? Når J., Lou og Murph er bedst kan de ramme noget så elementært som et feel lige i røven som ingen andre, det gør de her.
Hos Dinsaour Jr. har en cool, apatisk dovenskab muligheden for at blive forvandlet til det livsbekræftende. Det er den slags fornemmelse for sangskrivning, bandet igennem efterhånden små 20 år igen og igen har bevist, de kan håndtere anderledes relevant end noget andet band. Denne livsbekræftende fornemmelse tages op igen halvvejs inde på pladen på det forrygende farverige wah-wah-track, ’I Know It Oh So Well’, der virkelig skinner igennem.
Storladne stunder
Som ’Said the People’ gjorde det på ’Farm’, da blander både ’Stick a Toe In’ og ’What Was That’ lyden af storladent ekkoepos med en garagelyd på den nye plade, og rent tonalt er specielt sidstnævnte et overdådigt nummer.
Pladens produktion er overordnet set mere garage, end den er noget andet, og overordnet set lyder den kort og godt kampfedt. På ’What was That’ gives Lou Barlows Rickenbaker ekstra rum, og den fylder forbavsende meget, så den nærmest bliver demonstrativt buldrende. Nummeret har et enerverende omkvæd, der bliver trukket alt for langt ud, men dens afsluttende guitar-outro og altså basspillet opvejer det nærmest.
En enerverende tråd
Den enerverende tråd tages midlertidig også op i to andre numre på pladen, der begge har Lou Barlow ved vokalstativet. Mens den ulidelige, jangle-rockende ’Rude’ er et, man skipper, så står det trods alt lidt mindre enerverende til med ’Recognition’. Det skyldes først og fremmest nogle gedigne hooks på tønderne fra manden med stikkerne, Murph. Hans spil går i benene på én hér, men selv om ’Recognition’ også byder på en yderst skrapskåren solo fra Mascis, så er det bare ikke et godt nummer.
Der er uden tvivl fuldblodsmomenter på, som bestemt er alle pengene værd, men det korte og det lange er desværre, at ’I Bet on Sky’ ikke er noget specielt godt udspil fra et band, som man efterhånden havde fået skyhøje forventninger til igen.
Se videoen til den suveræne 1. single, 'Watch the Corners', hér:
&spfreload=10%20Message%3A%20JSON%20Parse%20error%3A%20Unexpected%20EOF%20(url%3A%20http%3A%2F%2Fwww.youtube.com%2Fwatch%3Fv%3DFpsGcnLEZbk)