Dragejægerens Krønike - del 4
Populær
Skribent Molin er sendt på en mission: at finde de sande dragejægere i power metallen. Denne gang svinger han sin knivskarpe pen over legenderne Running Wild.
02. Riding On The Tide - 4:18
03. I Am Who I Am - 4:51
04. Black Shadow - 5:13
05. Locomotive - 4:35
06. Me & The Boys - 5:00
07. Shadowmaker - 4:25
08. Sailing Fire - 4:14
09. Into The Black - 4:57
10. Dracula - 7:29
Power metal handler om at jage, nedlægge og dræbe de bevingede skællede monstre. Men lad det være sagt med det samme: Det er et svært efterstræbeligt mål, som kun lykkes for de færreste at opnå inden for denne symfoniske afart af den onde musik. Og Skribent Molin har sat sig for at finde de få dragejægere der måtte findes.
Power metal er nemlig som at fægte med en velsleben klinge – holder man den for stramt og tilfører for meget tungt og råt, kvæles den i heavy metal og sender et stød gennem ejermandens krop, når den svinges mod en drage. Er den for tempofyldt, pompøs, storladen og højstemthed, mister man grebet i stålet og ender med at kæmpe uden sværd!
Efter mere eller mindre vellykkede jagtselskaber med Eagleheart, Freedom Call, Xandria og Axel Rudi Pell har dragejægeren denne gang fulgt søslangenedlæggerne kaptajn Rock’n’Rolf og hans besætning på Running Wild på en fuldstændigt katastrofalt færd. Det har resulteret i nedenstående tårepersende brev, som her bringes ganske eksklusivt i Devilution.
"Min højtærede ven Rock’n’Rolf
Vi har besteget meget skumsprøjt sammen, kæmpet på mange slagmarker og mødt meget mystisk i hinandens selskab, og altid er du gået forrest – med din rustne røst, dine træfsikre riffs og din tæft for fængende anslag, nedlagde du og din tapre besætning uhyre efter uhyre. Krakener, drager, søslanger, søuhyrer - det hele kunne du klare.
Vi lå nede i Biscayen, da vinden kulede op og kokken kom farende ind og præsenterede mig, for det der skulle blive vores legendariske ’Black Hand Inn’-togt, hvor du bjergtog mig med din dæmoniske ildhu og frygtløshed i mødet med mangt et monstrøst udyr. Jeg mindes også vores dystre ’Masquerade’-ridt og ikke mindst det krigeriske møde med slagmarken, under det slag du døbte ’The Rivalry’. Derfor er det med sorg i fjerpennen, at jeg byder dig farvel og afskriver dig som anset dragejæger på niveau med de største.
I hårdt pressede stunder, hvor de infame fabeldyr søgte målrettet mod vore blottede struber, kunne du slynge et rammende daggertstød af enkle omkvædsfraser i hjertet på enhver modstander. Du var ej bleg for at bruge den sekshalede kat, når der skulle piskes op i fart, for du vidste, at de skrigende strenge krævede både energi, raseri, og at melodi hverken måtte forsømmes eller overgøres.
Og aldrig blev vi sløvet af ækle sømandsviser og fesne ballader, da du vidste, at selv ikke de sløjeste monstre kunne lulles i søvn, men derimod krævede hele bredsiden af kanoniske trommer, bulder og bragende bas; de skulle angribes med ild i skægget og krig i øjnene.
Men som udvalgt ledsager på dit seneste togt, som du kaldte for ’Shadowmaker’, hvor du ganske overraskende vendte tilbage efter for år tilbage at have svoret et evigt eksil fra havet, måtte jeg sande, at aldringens ækle fjæs havde indhentet dig, og du ikke længere var den samme frygtindgydende kaptajn på den samme stolte skude. Væk var din fandenivoldskhed og frækhed, forsvundet var de rygende muskedonneres dødbringende soloer, og sørgeligt fraværende din evige opildnen af mandskabet med bidsk stemme og vrissende opsange.
I stedet stødte du ganske sørgeligt på grund med bovlamme melodier og tekster om damplokomotiver. Og ja, jeg fandt din selvydmygelse så grotesk bedrøvelig, at jeg - end ikke med spinkelt håb om, at du en allersidste gang en dag kunne hærge de syv verdenshave - valgte selv at gå planken ud og forlade din synkende skude, det stolte skib du kaldte ’Running Wild’.
De ærbødigste hilsener - Dragejægeren."