En sløv knallert Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/d8/bd/48/DREAD-SOVEREIGN-van209-43-1494178913.jpg
07. Maj 2017    

Irske Dread Sovereign leverer en udmærket omgang doom på deres anden fuldlængde, ’For Doom the Bell Tolls’. Gruppen med Nemtheanga (Primodial) i front mangler dog et par nuancer mere, før de kan måle sig med doomgenrens bedste.

Titel
For Doom the Bell Tolls
Dato
03-03-2017
Genre
Trackliste
1. For Doom The Bell Tolls
2. Twelve Bells Toll In Salem
3. This World Is Doomed
4. Draped In Sepulchral Fog
5. The Spines Of Saturn
6. Live Like An Angel, Die Like A Devil (Venom Cover)
Karakter
2

Dread Sovereign tiltrak ens doom-hungrende nysgerrighed, da de gæstede Roadburn i 2013. Året efter fik man sågar lov til at se dem i Ungdomshuset til hedengangne Heavy Days in Doom Town. Begge koncerter lå tidligt på dagen, hvilket ofte er en prøvelse for de fleste bands band på de fleste festivaler. Med deres kombination af storladent okkult satan-doom blandet med knallerttråd blev man dog hevet op i gear på begge festivaler.

På trods af min begejstring for Dread Sovereigns første ep, ’Pray to the Devil in Man’ (2013), så fik den seneste ’All Hell's Martyrs’ (2014) ikke lov at bide sig fast. Den blev hørt sporadisk ved udgivelsen, men uden at få en ordentlig chance.

Langsommelig doom-epik møder brianrock
Der åbnes med titelnummeret, som på atmosfærisk vis introducerer regn, blæst  og klokker tilsat en redundant tone fra en eller flere violiner. Herefter blændes der op for doom-epikken med ’Twelve Bells Toll in Salem’, der på sin egen facon illustrerer mange af de lyriske temaer, som det irske doomband har haft på alle tre udgivelser: et sammensurium af det okkulte, sataniske og historiske. Der er tale om en ganske bastung produktion på pladens seks skæringer, hvilket forhindrer den episke og højtidelige del af Dread Sovereigns lyd til at komme til sin ret. Guitarist Bones spiller ellers en god og klassisk spade, der både er rig på gode riff, smukke soloer og opfindsomme lyde. Indimellem savner man dog, at guitaren blev lagt lidt højere i mixet. I stedet er guitaren panoreret bredt ud, hvilket giver pladen et mere atmosfærisk, messende og til tider døsigt udtryk. Udover den næsten ambiente åbner fokuserer fjerde skæring, ’Draped in Sepulchral Fog’, også på et mere atmosfærisk udtryk frem for melodi. Disse to skæringer kan med deres korte spilletid på ca. 2 minutter og 30 sekunder karakteriseres som en slags præludium og interludium på en udgivelser, der ikke varer meget mere end 35 minutter.

Alligevel tenderer pladen til det kedelige, men redder æren ved at flette tre anstændige ligefremme heavysange ind, hvor især de to sidste, ’The Spines of Saturn’ og Venom-coveret ’Live Like an Angel, Die Like a Devil’ lukker pladen fint af. For mig er Dread Sovereign mest interessante, når de fjerner sig fra lidt fra doomen. På ’The Spines of Saturn’ formår Nemtheanga og co. at kombinere et ambient, ja nærmest meditativt element, med en ligefrem 4/4-takt og et pulserende rytmisk fundament. Det er på den ene side så gentagende, at man er på grænsen til at miste interessen, men repetitionen fremmer også et psykedelisk islæt ved musikken, der alligevel viser en eller anden form for originalitet. I samme sang er der tilsat atmosfæriske synthflader, der skaber den døsighed, som er gennemgående for mange af pladens sange.

Nemtheangas vokalregister er stadig i den mere rene afdeling, når det kommer til hans præstation i Dread Sovereign. Produktionsmæssigt er vokalen tilsat godt med rumklang, der giver en længselsfuld effekt. Nemtheanga er i hvert fald god til at gøre sin vokal meget scenisk. Når jeg har haft ’For Doom the Bell Tolls’ i høretelefonerne, har det i hvert fald fremkaldt billeder og malerier, man normalt associerer med romantikkens maleren som for eksempel Caspar David Friedrich. Omvendt er sange som ’This World Is Doomed’ og ’Live Like an Angel, Die Like a Devil’ også så ufatteligt bøllede, at den mistanke man kunne have om, at bandet indimellem er lige højtidelige nok, bliver gjort til skamme. I så fald går højtidelighed i hvert fald hånd i hånd med det mere bøllede og primitive, hvilket vel egentlig er lidt en selvmodsigelse.

’For Doom the Bell Tolls’  bliver dog næppe en af de udgivelser, som man kommer til at vende tilbage til ofte. Produktionen lyder mere af doom fra før 1990, hvilket både vil tænde og frastøde eventuelle lyttere. Gid man havde gået lidt på kompromis med denne beslutning og i stedet fået en anelse mere dynamisk spænding skubbet ind i produktionen. Man sidder tilbage med en følelse at, at flere sange kunne have været en anelse skarpere skåret – både i forhold til komposition og produktion. Der er i hvert fald et godt stykke op til kollegaerne fra Candlemass, Reverend Bizarre og Saint Vitus.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her