En forkrøblet bronzeafstøbning Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/e7/d6/37/SOM399-Crippled-Black-Phoenix-1500X1500px-300dpi-RGB-42-1478456140.jpg
06. November 2016    

Der er fremgang at spore på Crippled Black Phoenix’ seneste udspil, ’Bronze’, som alligevel ikke helt kan hamle op med fordums storhed.

Titel
Bronze
Dato
04-11-2016
Trackliste
1. Dead Imperial Bastard
2. Deviant Burials
3. No Fun
4. Rotten Memories
5. Champions Of Disturbance (Pt 1 and 2)
6. Goodbye Then
7. Turn To Stone
8. Scared And Alone
9. Winning A Losing Battle
10. We Are The Darkeners
Karakter
3

Bronze er en metallegering, der typisk indeholder både kobber og tin. Det er som regel sammensat af to grundstoffer. På ’Bronze’ kan Roadburn-aktuelle Crippled Black Phoenix’ (CPB) lyd ikke helt nedkoges til blot to metal-referencer. Men sikkert er det, at Pink Floyd unægtelig er den bestanddel, der (stadig) fylder mest i fabeldyrets struktur.

Justin Greaves (ex-trommeslager i Iron Monkey og Electric Wizard) har altid været primus motor i CPB-foretagendet, om end hans indflydelse gradvist synes at være steget siden bandets sublime første udspil, ’A Love of Shared Disasters’. ’(Mankind) The Crafty Ape’ fra 2011 cementerede dette, da den tidligere forsanger Joe Volk tog afsked med Greaves og co. Volk bidrog sandsynligvis mest på bandets tre første udspil, der rummede et mere folket, ambient og ofte mere akustisk udtryk. Tangenter, violin og cello vægtede da højere i CBP's musikalske identitet, selvom der stadig var plads til store og tunge guitardrevne  stykker.

Filmisk åbning
’Bronze’ sættes i gang med ’Dead Imperial Bastard’, der med sin titel understreger den foragt for undertrykkende systemer, som har været en del af CPB's tekstunivers og art work siden den spæde start. Pladens visuelle stil er igen eksekveret af Matthew Dunn, som også har tegnet stregerne på gruppens seneste mange udgivelser. ’Dead Imperial Bastard’ er en instrumental 80’er-sag, der bevæger sig et sted i mellem Pink Floyds lyd omkring 'Meddle' – CBP lavede et cover af 'Echoes' på deres seneste ep, ’New Dark Age’, i fjor – og John Carpenter.

’Deviant Burials’ har en finurlig intro, der minder mig om synth-åbningen til Queens kæmpehit ’I Want to Break Free’, før riffet går i gang og sætter en tyk streg under den massive studielyd, som har været så kendetegnende for CBP på de seneste mange udspil. Sangen er på mange måder symptomatisk for CBP's nuværende lyd: en fusion af det bastante og til tider generiske kontra det episke og emotionelle.

Nye stemmer
Svenske Daniel Änghede – der også sang for, da bandet senest gæstede Lille VEGA – synger lead, mens Belinda Kordic og Arvid Jonsson overtager mikrofonen på henholdsvis ’Scared and Alone’ og Joe Walsh-coveret ’Turn to Stone’.

Det kan tydeligt mærkes, at Änghedes stemme er blevet bedre integreret siden den seneste fuldlængde, ’White Light Generator’. For denne anmelder fungerer Änghedes vokal bedst i de nedtonede stykker, hvor der er et større tonalt råderum. Dette hører vi især på skæringerne ’Rotten Memories’, ’Champions of Disturbance Pt. 2’ og ’Winning A Losing Battle’. Omvendt kan vokalen godt virke en anelse kedsommelig og anonym i de mere up-beat og pumpede stykker, der er at finde på flere af pladens 10 skæringer.

Vokalen til ’Turn to Stone’, pladens fuldfede højdepunkt, leveres således af Arvid Jonsson, der normalt kan høres synge i de svenske stonere Greenleaf. Jonsson giver det far-rockede nummer den 70’er-næve, som sangen virkelig fortjener. Der er et bredere vokalregister på et nummer som dette, hvilket klæder den nuværende, meget studieprægede lyd afsindigt godt.



Flere folk i studiet!
Justin Greaves står selv for guitar, bas, trommer, andenstemme, sampling og sav. Desværre gør Greaves’ mange funktioner i foretagendet også, at det samlede lydbillede præges af et ret ensidigt udtryk. Jeg savner virkelig det legende og mere levende aspekt, der var så vital for udgivelserne plader omkring 'The Resurrectionists' og 'The Night Rider'. Dengang var der plads til flere gæstemusikere, der trak bandet i mere eksperimenterende og uventede retninger. Dette legerum lader der ikke længere til at være plads til i den meget mere stringente produktion.

Der er gode passager på stort set alle pladens numre, men de udmønter sig ikke ofte nok til gennemførte sange. Dette oplever man eksempelvis på den afsluttende ’We Are the Darkeners’, der med sine sidste tre minutter ikke formår at lukke pladen med helt tilstrækkelig værdighed.

Et skridt i den rigtige retning
Når alt kommer til alt, så er ’Bronze’ bandets bedste plade siden ’I, Vigilante’. Pladen er mere iderig og indeholder bedre melodier end både forrige ’White Light Generator’, ’No Sadness or Farewell’ og muligvis også ’ (Mankind) The Crafty Ape’. For lytteren, som sætter pris på det episk hårdrockede pakket ind i en tyk og fyldig studieproduktion, er CBP et bekendtskab, man ikke vil være foruden.

Læserkommentarer

Albummet er så meget bedre end det ringe White light generator, men det er ikke op på højde med Mankind, som imo er bandets højdepunkt.
Netop omkring Daniel, så synes jeg han ikke magter at være sanger i denne stil, hans til tider kedelige, langsomme sang uden noget kraft, som på nummeret No fun, trækker gevaldigt ned. Jo før han bliver fyret, jo bedre.

Bedre, men stadig et stykke vej

Albummet er så meget bedre end det ringe White light generator, men det er ikke op på højde med Mankind, som imo er bandets højdepunkt.
Netop omkring Daniel, så synes jeg han ikke magter at være sanger i denne stil, hans til tider kedelige, langsomme sang uden noget kraft, som på nummeret No fun, trækker gevaldigt ned. Jo før han bliver fyret, jo bedre.