En gold landvinding Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/78/07/28/Ihsahn-Arktis1-11-1459433594.jpg
31. Marts 2016    

Ihsahn tør at fejle, og han tør sågar at gentage andres fejl og skabe noget ud af dem, der lykkes mod al sund fornuft. Det skal vi som metalpublikum være taknemmelige for.

Kunstner
Titel
Arktis
Trackliste
Disassembled
Mass Darkness
My Heart is of the North
South Winds
In the Vaults
Until I too Dissolve
Pressure
Frail
Crooked Red Line
Celestial Violence
Til Tor Ulven (Søppelsolen)(bonus)
Karakter
4

Ihsahn har noget at have det i. 

Som en af de relativt få i metal kan han tillade sig hvad som helst og slippe af sted med det, fordi det er, hvad der forventes af ham: Han forventes at vinde nyt land for sig selv med snart sagt hver udgivelse, og han gør det. Det ville være skuffende, hvis Ihsahn bare gentog sig selv, og selvom det, han laver, måske ikke rykker ved det store billede, så skaber han nogle forskydninger i metallens historie med sine plader. Trækker elementer frem, som man egentlig ikke troede, at nogen for alvor ville finde på at beskæftige sig med i dag, og sætter dem ind i sammenhænge, hvor de pludselig fungerer mod al sund fornuft.

På ‘Arktis’ sker det mest bemærkelsesværdigt i ‘South Winds’, der er bygget op om en minimal acid house-rytme, som Ihsahn så growler hen over. Det er sådan noget, der virkede som en superfrisk idé i 90’erne, hvor industrial black metal havde sin lidet skønne storhedstid, men som man nok ville have troet, at de fleste ville vare sig for at begive sig ud i i dag. Men guitarer, synths og livetrommer falder langsomt ind over nummeret og i stedet for at gøre det mere bombastisk, sådan som man ville have gjort førhen, opløser de den ildevarslende intensitet i en melankolsk ballade, som får lov at flyde ud af sig selv, mens rytmen træder mere og mere i baggrunden uden at forsvinde. Og sådan kommer ‘South Winds’ faktisk til at fungere på trods af al sund metal-fornuft.

På sine foregående plader har Ihsahn med hjælp fra ikke mindst Shining-saxofonisten Jørgen Munkeby arbejdet med at opbryde traditionelle sangstrukturer i katharsiske kakofonier, en metode, der peakede med den i vid udstrækning improviserede og stærkt Scott Walker-påvirkede ‘Das Seelenbrechen’; I forhold til dem er ‘Arktis’ til trods for det ufremkommelige ikke-kontinent, albummet udspringer af, et umiddelbart langt lettere tilgængeligt værk. Sangene er godt nok for fleres vedkommende, som netop ‘South Winds’, bygget op på en måde, der bryder med ens forventninger til, hvad der nu skal ske, med et væld af rytme- og temposkift, mellemstykker og breaks smidt ind og med storslåede omkvæd, som der ikke dvæles unødigt ved. Bare fordi et omkvæd virker medrivende, er der ingen grund til at gentage det i en uendelighed: Det er et holdepunkt i en sang som ‘Mass Darkness’, hvor der sker så meget andet, men det er også nok at præsentere det en enkelt gang i midten for at forankre nummeret, og så virker det nærmest som frås, at der også sluttes af med det.

Elegance
Selvom den altså ikke gør et stort nummer ud af det, er ‘Arktis’ en uforholdsmæssigt poppet plade. Den tone slås an på den bombastiske åbner ‘Disassembled’ med sådan et omkvæd, der er rent stadionmateriale, og Ihsahn åbner helt for hanerne i den sentimentale ballade ‘In the Vaults’ med melodiske guitarleads og et omkvæd, der ligger så uhyrligt tæt op ad elektro-pop-schlageren ‘One Night in Bangkok’ fra ‘Chess’-musicalen, at Ihsahn godt kunne frygte et besøg af Benny Andersson og Björn Ulvaeus’ advokater, hvis ikke han havde ladet også det falde fra hinanden: I stedet for at hænge sig fast i hooket lader han det køre som et b-stykke, der kun lige får lov at lægge sig som opbygning til og neddrosling fra et sent peak i sangen.

Så elegant slipper han ikke fra ‘Until I Too Dissolve’, en omgang svært bedaget goth metal med alt for store armbevægelser i forhold til, hvor lidt sangen strengt taget har at byde på. Det er så markant et lavpunkt på pladen, at det ligefrem smitter af på de omkringstående numre og ved de første gennemlytninger får en til at tvivle på, om man overhovedet havde ret i sin første positive bedømmelse af dem, eller om det i virkeligheden bare er en kikset sen-90’er-/start-00’er-metalplade, man er i gang med at høre. I den kontekst kommer det næsten til at virke pligtskyldigt, at Ihsahn genopliver black metallen fra tiden i de skelsættende Emperor på førstesinglen ‘Pressure’, specielt fordi det skete med langt større spidsfindighed på ‘Eremita’s ‘Something Out There’. Men det nummer er alligevel med til at lede over i en ret så storslået afslutning af pladen med den elegante ‘Frail’, de reelt storslåede og mangefacetterede ‘Crooked Red Line’ og ‘Celestial Violence’ med sit symfoniske anslag, til en mørkt ambient hyldest til den nihilistiske forfatter Tor Ulven runder ‘Arktis’ af og lukker ned for det land, der ikke er et rigtigt land, og samtidig er en masse lande på en gang. Et område, som folk bevæger sig ud i for at betvinge naturen og sig selv, en sidste hvid plet på landkortet. 

Ihsahn tænker stort. Vi skal være taknemmelige for at have en skaber som ham iblandt os til at vise os, hvad metal endnu kan komme til at blive. En mand, der godt er klar over, at han har særlige evner, og som derfor ikke er bange for at begive sig derud, hvor andre viger tilbage af frygt for at fejle. Som tør lave fejl, tør gentage andres fejl og skabe noget nyt ud af dem, hvor de med et ikke længere virker så forfejlede. Vi skal være glade for det kreative vovemod, også når det slår fejl. ‘Arktis’ er ingen ny ‘Eremita’, endsige en ny ‘In the Nightside Eclipse’ eller ‘Anthems to the Welkin at Dusk’, langt fra, men den viser en kunstner, som stadigvæk er på vej og sagtens kan komme til at skabe nye mesterværker. Af det mest uventede materiale, de mest uventede steder.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her