En overraskende omgang splattermelodi

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/ba/a9/a8/23840_600315-523613744341253-1987320720-n-1379257955.jpg
15. September 2013    

Andet album efter Exhumeds lille pause forventes ikke at tilfredsstille de gamle fans. Men måske nogle nye hopper med på vognen i stedet.

Kunstner
Titel
Necrocracy
Distributør
Trackliste
Coins Upon The Eyes
The Shape Of Deaths To Come
Necrocracy
Dysmorphic
Sickened
(So Passes) The Glory Of Death
Ravening
Carrion Call
The Rotting
Karakter
3

Det er ikke til at komme udenom Carcass-referencerne, når man snakker om Exhumed, og det er næsten umuligt ikke at tænke, at de har nået deres ‘Heartwork’, når man hører det nyeste udspil ‘Necrocracy’. For etiketten goregrind bliver svær at sætte på et album, der til tider er så melodiøst, at man kunne overtales til at tro, at det kom fra Gøteborg. Og hvis der er noget, der plejer at få goregrind-fans til at stå af, er det melodier.

Interessant nok er melodierne og alt det andet “ikke-særligt-goregrind-agtige” gennemført og velskrevet nok til at tilføje noget til Exhumeds lyd, frem for at ødelægge den. Så selv om ‘Necrocracy’ ikke indfrier særlig mange forventninger, er den stadig værd at give en chance. For skønt goregrinden er sværere at fornemme, så er albummet et eksempel på god gedigen dødsmetal. Første nummer, ‘Coins Upon The Eyes’, går lige på og rammer hårdt, med godt tempo og en bassolo inden et halvt minut er gået. ‘Shape of Deaths To Come’ tager over med et fedt powerakkordriff og et omkvæd, der forkynder de kommende guitarmelodier. Kombinationen af nummerets to soloer - den ene i total Morbid Angel-stil, den anden så Carcass-inspireret, at det kunne have været Michael Amott selv, der var med - vidner om den splittelse, albummet bærer præg af.

Med gamle, sjuskede Exhumed på én side og denne her semi-melodiske dødsmetal på den anden. Numrene har alle omkring 4-5 minutters varighed, og er bygget op med så utrolig meget variation. Det giver dejlig mange overraskelser og en lyst til at spole tilbage og høre brudstykkerne igen.

Troværdig dødsmetal

Exhumed må siges have udviklet sig, og efter de mange år mellem skiverne ‘Anatomy is Destiny’ og ‘All Guts, No Glory’ er blevet til et noget anderledes band - nu med lidt mere fokus på melodi og catchy hooks. Og hvad er der egentlig galt med det? Numre som ‘The Ravening’ og ‘Carrion Call’ er superfede melodødnumre, mens titelnummeret ‘Necrocracy’s trommeføring til tider afslører, at det er en “true” produktion - uden alt for meget klipperi og andet rod. Småfejlene giver grindstykkerne langt mere troværdighed, og er til hver en tid at foretrække frem for den overproducerede metervare, man ofte præsenteres for i genren. En troværdighed, der giver forventninger til liveoptrædener, og næsten får mig til ærgre mig over at jeg ikke var til Kill-Town Death Fest ’13, der havde Exhumed på plakaten. Dette nye materiale har også en mulighed for at gøre Exhumed lettere tilgængeligt og få andre typer fans med på vognen (læs: lettere - ikke let tilgængeligt, for det bliver det nok aldrig). Både i album- og livesammenhæng.

Albummet har mange mindeværdige passager - heriblandt Matt Harveys ‘Move your ass!’-råb midtvejs i ‘Sickened’ og andre passager, som er lidt mere avancerede - og har bestemt potentiale til at blive en genganger i en gemen dødsmetalsfans' playlist. Det er ikke en musisk revolution, og den står stadig i skyggen af ‘Heartwork’, men måske California-drengene skal have en chance for, efter over 20 års eksistens, at blive set som andet end dem med de der langt ude gore-tekster. 

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her