Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

En pæl midt i hjertet af thrashen

Populær
Updated
En pæl midt i hjertet af thrashen

Impalers fra Haderslev har med pladen 'God From The Machine's melodi og fart stadfæstet deres position som et af landets bedste inden for thrash metal.

Kunstner
Titel
God From The Machine
Dato
10-04-2015
Genre
Trackliste
1. Future Void
2. God From The Machine
3. Prepare For War
4. Beyond Trinity
5. Destroy The Meek
6. Ghost
7. The Walls Of Eryx
8. I Am Revolution
9. The Vulturine
Karakter
4

For et par år siden smed Impalers deres debutplade 'Power Behind The Throne' på gaden. Den blev godt modtaget, og siden har de både spillet på Copenhell, åbnet for et af genrens absolut største bands i form af Machine Head og turneret i både ind- og udland. Nu er tiden så kommet til den svære toer. 

'God From The Machine' er en farlig maskine at sætte i gang. For der er fart over feltet. Impalers selv siger, at de er inspireret af tyske bands som Sodom og Kreator. Det må man i den grad sige. De har taget thrash-genren, og så er de ellers rykket ud til venstre på den tyske Autobahn og har smækket klampen i kælderen. Der er godt nok nogle sange, hvor Impalers bruger en rolig intro til at starte sangen op med. Det fungerer rigtig godt. Enkelte steder er overgangen til det halsbrækkende vers og tempo dog ikke altid så yndefuld.

De har dog godt styr på genren. De har hastigheden, og her må håndled og fingre være skabt af samme materiale som dem, der sidder på Dave Mustaine og Jeff Hanneman. For der er altså fart på. De formår dog også at tilsætte sangene den snert melodi, der gør, at det ikke kun er en dyst på hastighed. Specielt i sangen 'Prepare For War' er der en god melodi efterfulgt af et klassisk riff, hvor nakkemusklerne kan rykke med i takt til musikken. Det fungerer. Søren Crawacks stemme er stadig lige rå og brutal, hvilket bestemt ikke gør noget. Lyt til 'Prepare For War' her i deres musikvideo:

">

Impalers drister sig også til at flirte med ballader, hvor 'Beyond Trinity' er et godt bud. Den ligger på præcis samme placering på skiven, som genrens gudfædre lagde balladen i firserne. Som nummer fire. Så det er måske ikke kun genre,mæssigt der skeles til, hvad forbillederne gjorde, da de skulle frem i verden.

For frem i verden, det vil Impalers. Det skal de også nok komme med 'God From The Machine'. Det sættes der en tyk streg under i den instrumentale 'The Walls Of Eryx', der er over otte minutter lang, og hvor sangskriverne i bandet både lader det melodiske, det hurtige og det klassiske flyde ind i sangen. Det melodiøse kan også høres i eksempelvis 'Destroy The Meek', hvor de sømløst får vævet de forskellige dele af genren sammen til det samlede stykke, der er 'God From The Machine'.

Pladen sluttes af med to hurtige sange, der cementerer de uomtvistelige fakta, at moderne thrash anno 2015 i Danmark har det godt, og at Impalers med 'God From The Machine' har lavet en god plade, der er et klart skridt fremad i forhold til debutpladen. De har udviklet sig både, hvad angår sangskrivning og sangkomposition, og har en god produktion, der gør, at instrumenterne lyder naturligt. Så mens Impalers selv messer, at fremtiden er annulleret og ikkeeksisterende, så ser den nu ganske lys ud for disse unge musikere, såfremt de kan holde skruen i vandet sammen og køre videre herfra med samme fart.

Her er åbningssangen 'Future Void':