En smerte, vi er vant til

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/ac/e0/eb/converge-icantellyou-52-1501331918.jpg
29. Juli 2017    

Vi kender efterhånden alt, hvad Converge har at byde på, og det tager toppen af ens overvældelse over bandets første nye materiale i fem år.

Kunstner
Titel
I Can Tell You About Pain
Trackliste
I Can Tell You About Pain
Eve
Karakter
4

Det er svært ikke at anlægge en vis skepsis over for det hele, når Jacob Bannon growler “You don’t know about my pain”, for ved du hvad, makker, det synes jeg faktisk efterhånden nok, at vi gør. Altså, nu har du i godt og vel et kvart århundrede dårligt bestilt andet end at fortælle os om den smerte, og hvor vred det gør dig, at du føler den smerte, og hvor hårdt det er at gå rundt og være så vred, og hvordan det bare føjer mere smerte til den byrde, du i forvejen slæber på. Jeg mener, det her er ikke bare fyren, der skrev en hel plade – ‘Jane Doe’ i 2001 – om et kæresteforhold, der var gået i stykker: Udgangspunktet for hans forrige plades tekster var det savn, han følte, da hans hund døde, mens han var på turné. Ja, ‘All We Love We Leave Behind’, et emo-statement, som efterhånden er tatoveret på adskillige kroppe kloden over, handler simpelthen om en himmelhund.

Så vi ved en del om Jacob Bannons smerte, det grænser til oversharing, men det er OK, for det er det brændstof, Converge har kørt på siden begyndelsen på halvfemsernes hardcorescene. Som den gjorde det for Cro-Mags, Suicidal Tendencies og talrige andre årtiet forinden, holdt den dem ved ilden, der var hele tiden noget at strides mod. Og Jacob Bannon nøjedes ikke med at være oprigtigt forurettet eller romantisk trist, han var optændt af et frådende raseri, som resten af Converge med ikke mindst guitaristen og riffmageren Kurt Ballou satte til en musik, der ikke lod teksternes aggressive desperation noget efter. Efter et line-up-skifte omkring årtusindskiftet, der indlemmede den fabelagtigt jazzede trommeslager Ben Koller og den solidt pumpende bassist Nate Newton, lavede Converge op gennem nullerne en stribe plader, der aldrig var mindre end exceptionelle og aldrig lod én finde et øjebliks ro mellem de konstante temposkift, breaks og vederkvægende ballader. Dræberriff afløste dræberriff, vanvidsfill fulgte vanvidsfill, hærg blev modsvaret af skønhed.

Men når Converge så vender tilbage efter fem års albumpause, er det svært ikke at lade skepsisen farve ens førstehåndsindtryk. ‘I Can Tell You About Pain’, det ved vi. Converge kan spille rasende stærkt og kaotisk, det ved vi. Jacob Bannon kan growle, så han lyder som en skærveknuser, det ved vi; Kurt Ballou kan få det hele til at lyde lækkert smadret og svenskerdødstungt i sit God City-studie, som alle nye hardcorebands, sludgebands og doombands har været en tur omkring, vi ved det, vi ved det. Og ja, Converge kan også demonstrere den anden side af sig selv, sådan som de gjorde det i sideprojektet Blood Moon, på singlens B-side, ‘Eve’, hvor de er storladne og defaitistisk skønhedssøgende. For der er skønhed i det, men den er forgængelig, alt er forgængelig, vi ved det.

Der er altså umiddelbart intet i vejen med Converges nye single, en forløber for det atten sange lange album, der forventes senere på året. Alt er, som det skal være. Det eneste, der mangler, er overraskelsesmomentet. ‘Jane Doe’ overraskede med sin tightness og sin sangskrivningstæft, ‘You Fail Me’ overraskede med sine Voivod-akkorder sat over for metalcore-breakdowns, ‘No Heroes’ overraskede med sin Entombed-voldsomhed og sin Danzig-riffen, ‘Axe to Fall’ overraskede med sin rastløse eksperimenteren. ‘All We Love We Leave Behind’ overraskede på sin vis med at sammenfatte det hele, glatte det ud og gøre det til et hele, men det var også, som om den afsluttede noget ved at konsolidere Converges udtryk.

På den baggrund er det svært ikke at være noget skeptisk over for ‘I Can Tell You About Pain’. For vi ved det hele. Og vi ved, at det fungerer. Der er intet at blive skuffet over. Der er bare heller ikke noget, der slår benene væk under en. Det er, som Depeche Mode sang på et tilsvarende fremskredent tidspunkt i deres karriere, “a pain that I’m used to.” Og som de aldrende melankoli-stilister – som Converge lavede cover af tilbage i 2001 – forlængst er hinsides relevans for deres samtid, er Converge i fare for at blive det, hvis de bare fortsætter med at fortælle os det, vi allerede ved. De kan fortælle os om smerte. Det kunne efterhånden være klædeligt, hvis de kunne fortælle os om noget mere end det.

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her