Én til historiebøgerne
'Live At Maida Vale' er ikke nogen revolutionerende liveudgivelse, men der er måske andre grunde til at have den i samlingen.
March To The Sea
Cocainium
The Line Between
Baroness’ første livealbum er optaget på legendariske Maida Vale - et kompleks af studier, der udgør en del af BBC’s optagelseslokaler og har været centrum for BBC’s musik siden overtagelsen i 1934. Maida Vale blev oprindelig bygget som rulleskøjtehal i 1909 og var den største af sin slags i Europa, selvom det var i meget kort tid, den blev brugt til det formål. Den huser til hverdag BBC’s symfoniorkester, mens de 6 studier igennem årene har rummet legendariske optrædener.
Om Baroness’ vil gå over i historiebøgerne er endnu svært at sige, men i deres eget regi er den historisk. Optagelserne blev nemlig lavet en måned inden, de kørte galt med turbussen uden for Bath, England og faldt 9 meter ned fra en viadukt. Lykkeligvis overlevede alle, men skaderne satte sine spor og førte til, at bassist Matt Maggioni og trommeslager Allen Blickle forlod Baroness. Det tog også sin tid, før resten af bandet gik i gang med at turnere igen, men det stod klart med forsanger John Baizleys udtalelse - “‘til the wheels fall off” - at turnere, det ville de.
Baroness turnerer nu igen og kommer til Loppen den kommende lørdag, den 5. oktober, og det er måske passende at få set på albummet, der var så tæt på at være deres sidste. ‘Live At Maida Vale’ er en kort sag på fire numre - alle fra den nyeste studieplade ‘Yellow & Green’. Konceptet livealbum er en lidt besværlig størrelse, idet de nogle kan være svært at se, præcis hvilket formål de tjener. Nogle gange en form for opsamling af det bedste, nogle gange fra en speciel koncert. Og som oftest lidt ligegyldigt.
Der skulle en del gennemlytninger til, før kvaliteterne ved ‘Live At Maida Vale’ kom til syne. Der er ikke rykket voldsomt meget ved kompositionerne, og publikum er heller ikke til at høre på den der medrivende måde, som nogle livealbum formår. Dog er der detaljer, der gør den interessant og et lyt værd. Især ‘Cocainium’, der normalt er en meget Pink Floyd-agtig størrelse, er indspillet lidt mere kontant med mindre syrede syntheffekter og lidt mere kant. Mens ‘March To The Sea’ går i den anden retning og starter følsomt og tøvende, inden trommerne sætter ind, og Baizleys staccatovokal sætter tonen. Det er fedt, og den korte trackliste gør, at hver sang står frem mere markant, jo oftere den kører rundt.
Det er stadig svært at sige, om den går over i historiebøgerne - og om det vil være for indholdet. ‘Live At Maida Vale’s berettigelse er i høj grad afhænging af fortællingen om den. At den er knyttet til ulykken, og at den kunne have været den sidste. Det er svært ikke at begynde at forestille sig hvor Baroness havde været, hvis ikke de var kørt galt, og hvilken betydning albummet ville have haft, hvis de ikke var så heldige, som de var. ‘Live At Maida Vale’s mytiske karakter afhænger ikke så meget af indholdet, men af koncertens rolle i Baroness’ historie. Den fortæller også lidt om, hvordan Baroness tager sig ud live, men det er det andet, der vejer tungest.