Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et fuldendt hovedværk

Populær
Updated
Et fuldendt hovedværk

'In Times' er Enslaveds trettende album, og der smedes stadig med seriøst stål, når nordmændene laver nyt. Albummet tager bandets sans for kompleksitet, storladenhed og brutalitet til nye højder.

Kunstner
Titel
In Times
Dato
09-03-2015
Karakter
5

Med Devilution-briller, så siger det næsten sig selv, at det nye album fra Enslaved er godt. Aldrig har et album fået mindre end karakteren 3 her på sitet, og så har det endda været et særsyn, at det har været så "lavt". Siden tredje album 'Eld', som var det første album med hints om den mere progressive vej, som bandet ville søge efter en start med black/viking metal, har bandet været ovenud produktive.

'In Times' har været lidt længere undervejs end de 1-2 år, der tidligere har været mellem fuldlængderne, og det kan have mange årsager – fx at bandet er ganske aktive med hensyn til at turnere. Albummet er slet og ret fuldendt, så det kan også tænkes, at det simpelthen bare hare krævet lidt ekstra tid at nå det fornemme resultat.

Første nummer på albummet er 'Thurisaz Dreaming', og det er som sædvanlig et langt nummer, og så er der ret brutalt i sit indledende udtryk og trækker mere på black metal, end bandet længe har gjort. Interessant og ikke helt ventet, og så sker det endda i en harmonisk, dynamisk lyd, der pakker det ekstreme ind til en appetitlig sag, som går perfekt med de mere melodiske sider af sangen. Blandingen mellem ekstreme elementer, progressive godbidder, og melodisk storladenhed går ikke kun igen i dette første nummer, men genfindes i de øvrige fem sange på albummet.

Både den rå og den rene vokal har aldrig fungeret bedre for Grutle Kjellson, og produktionen og mixet arbejder fantastisk for vokalen, som hele tiden passer perfekt ind i guitarernes interessante hærgen med alt fra fede riffs til store lydlandskaber. Trommerne er solide med en dejlig autentisk lyd, og der er masser af detaljer at gå om bord i, hvis man ikke har nok i guitaren eller de lejlighedsvise, interessante vandringer op og ned af gribebrættet på bassen.

Det klæder Enslaved, at der er så mange elementer, hvor bandet virkelig skruer bissen på. Det er produktionen og mixets fortjeneste, at det hænger sammen med de næsten fløjlsbløde vokaler, som på imponerende vis ofte tager over, uden at man tænker, at skiftet er brat eller unaturligt. Det er albummets styrke: Det fungerer som en helhed. Fuldendt, fornemt og tilpas finurligt til, at det ikke lyder som noget andet end netop disse norske prog-/viking/black-mestre. Enslaved har deres egen stil og lyd, og med 'In Times' har de ramt noget, som bandet vil få meget svært ved at toppe. Albummet er dog et tydeligt bevis på, at bandets krukke med fantasi langtfra er tom, så det skal slet ikke afvises, at bandet vil kunne begejstre på samme vis igen. Men lige nu er 'In Times' alt der behøves, for det er fantastisk.

Tjek albumåbneren ud her (her er den dog desværre forkortet med tre minutter):