Et heltekvad på speed
Populær
Gloryhammer skruer en tand op for deres i forvejen pompøse vanvid på opfølgeren til debuten.
2. Rise of the Chaos Wizards
3. Legend of the Astral Hammer
4. Goblin King of the Darkstorm Galaxy
5. The Hollywood Hootsman
6. Victorious Eagle Warfare
7. Questlords of Inverness, Ride to the Galactic Fortress!
8. Universe on Fire
9. Heroes (of Dundee)
10. Apocalypse 1992
Ved udgivelsen af debutpladen 'Tales from the Kingdom of McFife' annoncerede bandstifter Christopher Bowes, at dette skulle være det første af Gloryhammers i alt 21(!) konceptalbum – et ganske ambitiøst projekt for sanger- og keyboard-skotten, der mest er kendt for at stå i front for sørøvermetalbandet Alestorm. Nu er Gloryhammer kommet til andet album med episk og småfjollet power metal, og der er altså 19 tilbage, hvis målet skal nås.
Anden skive med den storslåede titel ’Space 1992: Rise of the Chaos Wizards’ fortsætter således, hvor etteren slap, med et fuldstændigt uhæmmet pompøst univers, der bæres af tangentbasker Bowes' fornemmelse for halvklassiske fraser og schweizeren Thomas Winklers elegante heltevokal, mens der er knap så megen plads til strengeinstrumenterne uden for de til ekvilibristiske soloer afsatte passager.
Der er højt til loftet, og ingen melodi er for hysterisk eller corny til Gloryhammer, der stræber målrettet efter at skrive de største kvad med de største omkvæd, som har de største armbevægelser i en genre, der i forvejen sjældent begrænser udøverne, hvad det angår. Det skotsk-schweiziske resultat er imponerende og sjældent set så kompetent udført, men til tider kommer de langt væk fra udgangspunktet og forglemmer, at de har slået sig op på at være et power metal-band. Således er videoudspillet 'Universe of Fire' nærmere beslægtet med senhalvfemsernes eurodance end noget som helst metallisk. Stadig et udmærket nummer, hvis man udholder genren, men det havde klædt dem ikke at gemme guitar og dobbeltpedal bag hidsige keyboardakkorder og pumpende bas (læs: Det er rædselsfuldt!).
I hovedparten af pladen holder bandet heldigvis fokus og står bag en kompetent fortælling, der muligvis ikke kan bære de resterende 19 skiver, men sagtens både en 3'er og en 4'er. Hvis Bowes og kumpaner forstår og formår at balancere mellem metalliske ambitioner og teatralske tilbøjeligheder og måske endda stramme skruen en anelse, kan Gloryhammer snildt ende i power metallens fornemste liga.