Et lille skridt tilbage
Populær
Mastodon vender tilbage til territorier, de har betrådt før, men desværre ikke med et album, der kan leve op til forgængerne.
2 The Motherload
3 High Road
4 Once More 'Round The Sun
5 Chimes At Midnight
6 Asleep In The Deep
7 Feast Your Eyes
8 Aunt Lisa
9 Ember City
10 Halloween
11 Diamond In The Witch House
På Mastodons 2011-udgivelse 'The Hunter' tog kvartetten det endelige skridt væk fra metallen - en rejse, de begyndte på med mesterværket 'Crack The Skye', hvor episke, nærmest syrede stykker fyldte lige så meget som det rå og upolerede sludgde-heavy, som de fik udviklet til perfektion. Et skridt, der blev beklaget af mange, for selvom 'The Hunter' var fyldt med storladne rocksange, veludførte riffs og stadig lød som Mastodon, blev det svært ikke at sidde tilbage med følelsen af et band, der gik på kompromis med sig selv for at nå ud til de bredere masser.
Atlanta-bandet tager med 'Once More 'round The Sun' tilbage mod 'Crack The Skye' og genfinder et hårdere og mere dystert udtryk, og det klæder dem i den grad, at de får skruet en tand op for intensiteten igen og bruger meget energi på at mætte lydbilledet med en mur af guitarer - der er kun sjældne øjeblikke, hvor snerrende strenge ikke bruges til at lægge Brent Hinds signaturriffs, der alle dage har haft et snert af noget orientalsk over sig midt det brutale
Men hvor musikken vender tilbage mod det indadvendte, incitererende underlagt Brann Dailors kontant buldrende trommespil, så har vokalerne taget et skridt mod det mere melodiske, og numre som 'High Road' og 'Motherload' leger meget mere med symfonisk rock end med den rå metal. Mastodon slipper umiddelbart godt fra det, og så kan man alligevel ikke lade være med at frygte for, hvordan de rene vokaler vil lyde i en koncertsituation, eftersom bandet alle dage har haft svært ved at leve op til stemmepræstationerne uden for studiet - men det ville ikke være retfærdigt at lade dette problem styre bedømmelsen af denne skive.
Trods de højmelodiske tiltag i ovennævnte numre, så er det lidt grotesk, at Mastodons sjette skive lider under mangel på lige præcis den slags. Der er kun gode sange, og bestemt ingen som falder igennem, men de første 6-7 gennemlytninger afslører ikke rigtigt, hvad der skal skille sig positivt ud og gøre krav på en plads i fremtidige sætlister, når diskografien udvides yderligere. Man sidder med en følelse af, at skiven er ét langt nummer, i ét tempo, med én lyd, og at der simpelt hen er for lidt variation til, at noget kan gøre ekstra væsen af sig.
'Once More 'round The Sun' er en mere end hæderlig udgivelse, men alligevel på alle parametre en lidt svagere udgave af kvartettens tidligere præstationer. Knap så imponerende mellemstykker, svagere soloer, for få virkeligt hængende vers og omkvædslinjer og et forbavsende fravær af dræberriffs - og altså værst af alt - en mangel på virkeligt eminente sange der kalder på en repeat-knap.