Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et mægtigt skridt fremad

Populær
Updated
Et mægtigt skridt fremad

Kampfar byder med 'Djevelmakt' på et vellykket black metal-album, hvor den klassiske sorte lyd møder et tungt fundament, som lejlighedsvis forenes fornemt med folkemusikkens ædle dyder.

Kunstner
Titel
Djevelmakt
Dato
27-01-2014
Distributør
Karakter
4

Der er en verden til forskel på Kampfars 'Kvass', som undertegnede anmeldte, da den udkom i 2006 og endte 7 års pladetørke fra det norske band. Dengang fængede nordmændene ikke, og der blev skrevet noget om vage kopier af større norske bedrifter.

Men denne gang ... 'Djevelmakt' er et spændende bekendtskab med en glimrende produktion, som fint forener de klassiske black metalliske elementer med de mere storladne og episke baggrunde. Det er metallen, der står tydeligst på skiven, og den klarer sig godt, selvom der stadig er masser af finurligheder som fløjte og andet hentet fra inspirationen i folkemusikken. Det er til dels et flashback til Kampfars begyndelse og semiklassikeren 'Mellom Skogkledde Aaser'.

Musikken er bare bedre denne gang, så når fløjterne fløjter løs i åbneren, den fremragende 'Mylder', der i øvrigt slynger om sig med ordet "helvete", som Behemoth bruger "Satan", "Lucifer" osv. i flæng på sin nye skive, så giver det et fint flashback til Ulvers 'Bergtatt'.

'Djevelmakt' er forbilledligt sat sammen. Musikken er i fundamentet tung og simpel, men rammer også fede melodier i klassiske sorte riffs, når tempoet sættes i vejret, som på 'Blod, Eder og Galle'. Interessant er også Kampfars blanding af hæst growl og ren vokal, som af og til står alene, andre gange fungerer som en slags duet med den rå vokal. Ren vokal er altid en balancegang, men her fungerer det godt, og det stjæler ikke hele billedet. Kampfars elementer er måske ikke nye og originale, men de viser, at de har fået en lyd, der er deres egen, og at de har skruet bissen på i forhold til effektiv sangskrivning.