Et lidt for varieret udtryk?
Populær
Det er både godt og skidt, at Iron Maiden på 'The Final Frontier' leverer karrierens musikalsk mest brede og varierede album.
2. El Dorado
3. Mother of Mercy
4. Coming Home
5. The Alchemist
6. Isle of Avalon
7. Starblind
8. The Talisman
9. The Man Who Would Be King
10. When The Wild Wind Blows
Man kan som anmelder af Iron Maidens album nummer femten, 'The Final Frontier', vælge, om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt. For det, at Iron Maiden har valgt at sammensætte albummet på bredest mulige vis, er både albummets styrke og svaghed.
Der er meget spændende at dykke ned i og undersøge nærmere på det 76 minutter lange album. En interessant blanding af stilarter fra ren rock og powerballade over maidensk metal og lange, progressive passager i numre, som hele tiden åbenbarer nyt.
Musikalsk spænder de seks aldrende metalpionerer vidt, og det beviser de til fulde på 'The Final Frontier'. Det fine er, at de beviser, at de sagtens kan mønstre stor energi, smittende spillelyst og mægtig, metallisk styrke – uanset hvilke af ovennævnte genrer, de excellerer i.
'The Final Frontier' leverer oven i købet et nummer, hvis omkvæd bliver hængende på den rigtig fede måde. 'Coming Home' har det i sig at blive en ægte Maiden-klassiker og et mægtigt syng-med-nummer – næsten på højde med den i livesættet dybt savnede 'Children of the Damned'. Titelnummeret bygger på et enkelt og medrivende rock-riff, og 'El Dorado' rocker også kraftigt derudad. 'Starblind' og især 'When the Wild Wind Blows' holder ligeledes det høje Maiden-niveau.
Man kan savne lidt retning
Men man kan godt komme til at savne retning på albummet. Er formålet at vise, hvordan Maiden kan variere sit udtryk, så ligger retningen lige for. Men tager man de kritiske briller og hørebøffer på, kan man i samme moment beskylde metalheltene for at have mistet retning.
Iron Maiden har på stort set alle sine album været yderst tydelige med hensyn til retning, stil og udtryk. 'Somewhere in Time', 'Fear of the Dark', 'Powerslave' og 'Seventh Son of a Seventh Son' er de mest åbenbare eksempler på Maidens tydelighed. 'A Matter of Life and Death' ligeså.
'The Final Frontier' kan – når man vælger, at glasset er halvt tomt – med rette beskyldes for at ville for meget af det hele. Og det er som sagt både godt og skidt.
Det bedste ved albummet er klart de mere enkle numre: 'Coming Home', 'The Final Frontier' og 'El Dorado'. Det værste er introen 'Satellite 15…', som man får mere end nok af efter tre-fem gennemlytninger. Det er enerverende og pisse irriterende. Det værste er dog, at introen går direkte over i titelnummeret, som jo er et af de bedste på albummet. Ønsker man at høre titelnummeret UDEN intro, skal man jo ’håndspole’ sig frem til det. Dårlig joke, Maiden! I finder titelnummeret 4:36 minutter inde i albummet.
Lige netop dén detalje er NRGmagazine.dk's udsendte allerede godt og grundigt pissed over. Det ender jo med, at man helt dropper at høre et af de bedste numre, Maiden har lavet i mange år. Den finte koster albummet én stjerne.
For en mere indgående og grundig gennemgang af 'The Final Frontier', følg dette link til artiklen om smuglytning af albummet.