Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Et sted mellem metal core og melodød

Populær
Updated
Et sted mellem metal core og melodød

Bleeding Through spiller hæderligt, men ikke særligt fængende.

Titel
Bleeding Through
Dato
13-04-2010
Trackliste
1. "A Resurrection"
2. "Anti-Hero"
3. "Your Abandonment"
4. "Fifteen Minutes"
5. "Salvation Never Found"
6. "Breathing in the Wrath"
7. "This Time Nothing Is Sacred"
8. "Divide the Armies"
9. "Drag Me to the Ocean"
10. "Light My Eyes"
11. "Slow Your Roll"
12. "Distortion, Devotion"
Forfatter
Karakter
3

Bleeding Throughs musik ligger præcis midt i mellem metalcore og melodød, for musikken består af  blast beats, breakdowns og  melodiske omkvæd, det hele tilsat symfonisk keyboard a la Dimmu Borgir (pånær sidstnævnte har råd til at hyre et rigtigt symfoniorkester, og det gør sgu en forskel).

Cirka ti år har dette californiske band været i gamet, og har nået til at turnere med nogle af de større navne (det største har været Machine Head) – så kan man jo afgøre med sig selv, om det er en bedrift eller ej. At dømme efter dette udspil bliver det næppe i denne omgang, at orkestret får sit store gennembrud.

Meget er ellers rigtigt på denne udgivelse: tempo, tyngde, vokal og hvad vi metal-masturbanter ellers finder godt og rigtigt, men helt tilfredsstillet bliver man nu ikke af dette selvbetitlede album, og det fordi det simpelthen er for anonymt.

Man lytter og lytter, og håber at numrene er af den type, der gror på én. Det gør det bare ikke rigtig, og der er kun få udsving på følelsesskalaen – de førnævnte ting gør glad, men så er der også småirritationer som det symfoniske keyboard der lydmæssigt ligger for tæt på strygere til man helt kan høre det som et selvstændigt elektronisk instrument, og samtidig er så syntetisk, at det lyder som noget, man skræmmer narkomaner på hovedbanegården med (og det er ganske vist: Statsbanernes arvtagere bruger klassisk til at uddrive samfundets bærme fra Istedgade-indgangen. Så skulle I vesterlændinge også være med på billedsproget).

De allermest kælne af omkvædene gør bestemt heller ikke noget godt for humøret, og dertil lagt at lyden ligger lidt vel langt tilbage i højttalerne, gør at dette sjette af sekstettens udgivelser til andet end et hæderligt, men lidt anonymt album i midterfeltet.