Et vedkommende live-revisit
Populær
40 år inde i deres karriere spiller Rush stadigvæk med et forbløffende overskud, der formår at få arena-koncerten til at føles intim.
1. The Spirit of Radio
2. Time Stand Still
3. Presto
4. Stick It Out
5. Workin' Them Angels
6. Leave That Thing Alone
7. Faithless
8. BU2B
9. Free Will
10. Marathon
11. Subdivisions
12. Tom Sawyer
13. Red Barchetta
14. YYZ
15. Limelight
Disk 2.
1. The Camera Eye
2. Witch Hunt
3. Vital Signs
4. Caravan
5. Moto Perpetuo (featuring Love for Sale)
6. O'Malley's Break
7. Closer to the Heart
8. 2112 Overture/The Temples of Syrinx
9. Far Cry
10. La Villa Strangiato
11. Working Man
Kortene på bordet, det er stor set umuligt for nærværende skribent at holde øjnene helt tørre, når det kommer til Rush. Det canadiske trekløver, der har stået sammen i tykt og tyndt og set kollegaer i både Pink Floyd, Genesis, Marillion, Yes and who not gå fra hinanden for at dukke op igen i nye, mindre interessante line-ups , ja, de har været den samme imponerende enhed bestående af Geddy Lee, Alex Lifeson og Neil Peart i omtrent fyrre år.
Det var dog først tidligere på året, at undertegnede oplevede Rush in concert for første gang. Det skete til en brag af en koncert i en usselbesøgt Malmö Arena i maj måned. En måneds tid forinden denne koncert, optog de en tro kopi af Malmö-sætlisten i Cleveland, Ohio, og som ét format blandt flere udkommer den også som klassisk standard dobbelt cd.
Nysgerrig og rutineret
Gennem de små fire årtier, Rush har eksisteret som denne trio, har de udgivet utallige livealbums. 'Time Machine 2011: Live in Cleveland' er midertidig karrierens første optaget i USA, hvilket måske giver fint mening: som en del af tidens populære tand havde de taget bandets 30 år gamle 'Moving Pictures' med på vejen, som de spillede i dets hele, og med denne plade værende deres bedstsælgende til dato over there, er det vel salgsmæssigt taktisk.
Taktisk eller ej, der synes absolut intet fortænkt over Rush, når alle tre medlemmer spiller hver eneste sang, gammel som ny, med den største respekt. Imponerende er det, at Neil Peart kan have en tilgang til sit spil, der helt efterlader tvivl om sangene oprindelse.
Det var vist Leonard Cohen anno sen-70'erne, der sagde, at for at give sine sange den rette mængde følelse, måtte han gribe sine numre an, som var det sange, han ikke selv have skrevet. Ud over selve ydmygheden mente Cohen formentlig, at for at synge og spille numrene i den ånd, de fortjener, måtte han tilnærme sig dem med en vis ærefrygt. Det er præcis med den fornemmelse, Peart formår at spille. Han er præcisionen selv, uden at det bliver ekvilibristisk lir, det handler udelukkende om respekt for rockmusikken - og publikum.
For mere end ret mange andre bands er Rush et publikumsband. De er bandet, der har gået deres egne veje gennem hele deres karriere, og som har fået lov til det. Publikum har altid taget dem til sig uden forbehold, og det takker Rush så sit publikum for ved at spille livekoncerter, der koger over af lige store dele nysgerrig kækhed og rutineret velspillethed.
Gammel-intim vs. ny-tung
Det står klart, som livepladen her åbner med en bombastisk version af et af deres største hits til dato, den polemiske 'The Spirit of Radio'. Som et modsvar til årtiet samt til deres egen fortid med synthesizere følger herefter sen-80'er-perlerne, 'Time Stand Still' og 'Presto', der viser Rush som et slags stadionorkestrets singer-song-writer-band, og disse par undervurderede sange, står som to af udgivelsens mest formidable numre. Det er helt sikkert bevidst af Rush, at de lader disse sange dukke tidligt op på sætlisten da de kryber ind som små intime og nærværende øjeblikke, der åbner op for en helt anden arena-oplevelse, end man normalt er vant til.
Der er en anderledes ligefrem heaviness over pladens to nye numre, 'BU2B' og 'Caravan', hentet fra næste års 'Clockwork Angels', bandets 19. studieplade. Sidstnævnte lægger eksempelvis ud med en skæv intro, inden den bliver groovy og tung a la 'Snakes and Arrows' med et strejf af 'Roll Them Bones'-æraen, og mens den er rig på vers-omkvæd-melodi, har den heldigvis et længere mellemstykke, der giver dejlig meget plads til alle medlemmerne, hvilket er et frium, de alle tre benytter sig af. Geddy Lee skinner i dén grad hér, vi snakker vanvidsbas, der både har fået Les Claypool og Robert Trujillo, samt Cliff Burton og Mark Sandman til at give hinanden high-fives.
Gode musikalske stunder
Det har været storartet at få genopfrisket den oplevelse, der ved slutningen af et ellers pokkers stærkt koncertår, står tilbage som en af dets absolut bedste. De tre Devilution-stjerner til denne udgivelse går såvel til sangene, live-spillet og ens nostalgiske Rush-hjerte. 'Time Machine' er dog også udkommet som blu-ray, og noget siger mig, at dét medie, måske er det, man skal gå efter.
Rush er i hvert fald medie-geeks og de plejer at lire den godt af på billedudgivelserne. Og skal man også have genopfrisket live-intimiteten og Pearts ærefrygt for sangene, må der billeder til. Men indtil man får købt sig den, er der masser af gode musikalske stunder at finde også på dobbelt cd'en. Nye lyttere af Rush kan starte hér, det gælder også jer metalhoveder.