Bid så til!

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/22/76/cb/the-cult-hidden-city-92-1455324704.jpg
13. Februar 2016    

The Cult bliver ved med at smide gode plader på gaden. Deres tiende studiealbum er ingen undtagelse. Tværtimod, meget af tiden er den så god, den er lige til at blive glad i låget af.

Kunstner
Titel
Hidden City
Dato
05-02-2016
Genre
Trackliste
Dark Energy
No Love Lost
Dance The Night
In Blood
Birds Of Paradise
Hinterland
Goat
Deeply Ordered Chaos
Avalanche Of Light
Lilies
Heathens
Sound And Fury
Karakter
3

Det er ikke nogen let opgave for Ian Astbury og Billy Duffy at skulle leve op til The Cults forrige plade, den slidstærke ’Choice of Weapon’ (2012), men på ’Hidden City’, som de britiske rockhoveders tiende studiealbum hedder, gør de et solidt, hæderligt forsøg. Når den er bedst, ’Hidden City’, er den fyldt til randen med så meget agtværdigt guitar- og vokalpatos, at den bør få nogenlunde enhver rockmusiker in spe til at tage sit instrument det mere seriøst. At skrive sange, der vitterligt formår at være brandgode, samtidig med at de er ærkegenkendelige og befinder sig mere eller mindre stramt inden for den klassiske rockformular, er der noget smittende og opløftende over. Altså, på den måde at insinuere, at The Cult denne gang kommer med en åbenbaring, er, objektivt set, selvfølgelig et klokkeklart tegn på en hjerneblødning. Det gør de ikke. Men! Når den er bedst, denne forbandet skråsikre rockplade, så formår den altså at rumstere så overbevisende i en, som omtrent ingen klassisk rockplade har formået siden… ja, siden ’Choice of Weapon’.

100 % rock = 100 % fuldfedhed

Dermed ikke sagt at ’Hidden City’ er en perfekt rockplade, eller at den kan leve op til bandets forrige album. Det hverken er den eller kan den. Dertil stiger og falder den for meget i kvalitet dens tolv sange imellem. Nej, The Cult er denne gang for alvor bedst, når de har den tunge powerrocks skråsikre læderstøvler snøret godt ind, det vil sige, når tempoet har en særligt rockmotiveret fremdrift. Mindre vellykket fremstår bandet, når de eksperimenterer med balladerne, hvilket de havde succes med på både ’Born Into This’ (2007) og ’Choice of Weapon’ – som i øvrigt angiveligt danner en form for trilogi med ’Hidden City’ men ikke har så meget held med denne gang. Man kan sige, at det er, når bandet afviger fra deres mere genkendelige The Cult-rockpatos, at de også kvalitetsmæssigt afviger.

Tag eksempelvis ’Deeply Ordered Chaos’, en af pladens første singler, som både tyr til strygerarrangementer og opbyggelig filmscoreepik i dens forsøg på at få sin melankolske balladenerve rigtigt leveret, men som egentlig først bliver bare en smule vedkommende, når den afslutningsvis skruer rockbissen på. Heller ikke ’Lilies’ er en rigtigt god balladeartsfælle. Tag ikke fejl: Astburys stemme når noget nær nye højder på dette nummer, men for at blive vedkommende må balladen selvfølgelig være mere end et showcase for instrumentet, der kræver en god sang at bide fat i for helt at komme til sin ret. Heller ikke den afsluttende, drønmelankolske ’Sound and Fury’ bider helt hårdt nok, om end det i sig selv selvfølgelig har sin helt egen, jeg havde nær sagt unikke, charme, når Astbury igen igen skruer Jim Morrison-stemmen på.  

Farrock med skråsikre, ungdommelige nosser

Men hvorfor dog fremhæve alt det, der ikke virker, når der tydeligvis er så meget, der i den grad gør. Kigger vi eksempelvis på åbningsnummeret, finder vi gudhjælpemig allerede nu en suveræn førsteplads i spillet om at blive årets bedste rockspiller. ’Dark Energy’ hedder skæringen, der overbeviser lytteren om The Cults potentielle suverænitet fra første sekund, og som i højere grad vinder på rockelegance og kølighed end på opfindsomhed. Trommeslager John Tempesta, der er med på sin tredje plade med The Cult, og som tidligere har spillet med både Rob og White Zombie, Exodus og Helmet, ligger som en solid, rytmisk bund under hele nummeret, men har imidlertid intet med selve det kølige at gøre. Det kølige står i stedet 53-årige Astbury og 54-årige Duffy helt og aldeles for. Og uha, hvor de begge tager opgaven på sig! På sin vis fungerer også dette nummer som en blærerøvshøjslette af stilsikkert, uforceret rock-show-off, men når både Duffys White Falcon Gretsch-guitar og Astburys vokal har så godt et nummer bag sig, kan de jo gøre nærmest hvad som helst.

Lifligheder og patos

Det er i det hele taget ikke mange musikere, der udstråler naturlig patos som Astbury og Duffy. The Cult har tydeligvis det barske i blodet, og heldigvis er der flere af disse kølige, lifligt guitarspillende rocknumre på 'Hidden City', hvorfor den i det hele taget da også er en udgivelse, der er kommet for at blive. Det er et nummer som 'Dance The Night' ligeledes et smukt bevis på, som den tungere guitarnæve her forenes med en anderledes, opløftende svingomstemning på så forbilledlig vis, at sangen lige ved og næsten får ens vinterhaltende optimisme eller mangel på samme banket så højt op til solstråleskyerne, at man for en stund sgu ligefrem tror på rockmusikkens helende kraft. Poesien daler efterfølgende på ’In Blood’, der dog sandsynligvis alligevel står tilbage som pladens bedste ballade, inden både ’Goat’ og ’Avalanche of Light’ heldigvis dukker op som to fræsende rocksange med kølig attitude og bidsk overlegenhed.

Og når de vil spille rockmusik og bide fra sig, The Cult, så gør de det stadig blændende.


Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her